Retsliberalt Forum

Forside
Arena
EP's Blog
TS's blog
Debat
Arkiv


Den politiske arena
     I alle demokratier er man enige om, at politik er at fordele. Og vist også enige om, at ethvert samfund fundamentalt bygger på en eller anden opfattelse af, at noget bør fordeles i samfundsregi og noget i privat regi.
     Men her hører enigheden så op - resten handler om særinteressernes indbyrdes kampe iblandet humanistisk inspirerede kræfters forsøg på at skabe et system, der kan redde dem, der bliver trådt ned i dette megaopgør. Men desværre: i de seneste årtier er det blevet tydeligere og tydeligere, at dette redningsforsøg bedst af alt kan sammenlignes med baron Münchausens forsøg på at redde sig op af mosens hængedynd - ved at trække sig selv i håret! Vi er nået dertil, at systemet selv spiser en større og større del af den kage, det skal fordele.
     Det siger sig selv, at dette ikke kan fortsætte, uden at det går ud over samfundets evne til at skabe de realværdier, der alene giver os vor levestandard. Under den afgørende forudsætning (og dette er vigtigt for ikke at blive misforstået!), at der kan opstilles et andet politisk/økonomisk system, der kan gøre det bedre, er der jo tale om, at vi har valgt et system, der i stigende grad anvender produktionsfaktorerne jord, arbejde og kapital negativt - at nogen i systemet slider og slæber og forurener og forbruger ressourcer til ingen verdens nytte. Ja - for nu at være lidt provokerende - at nogen får en løn for at udrette samfundsskadelig virksomhed!
     Politikerne må tilbage til det punkt, hvor kæden sprang af - tilbage til den grundlæggende fordeling mellem den offentlige og den private sektor! Dette er den primære fordeling, og det er den, vi i første omgang må have rede på, fordi den omhandler fællesskabets ejendomsret, og fordi den sekundære fordeling, der omhandler det enkelte menneskes ejendomsret, naturligvis er helt afhængig af, hvordan den primære fordeling foretages.
     Den primære fordeling kan ske ud fra to forudsætninger: en kvantitativ, hvor man spørger hvor meget, eller en kvalitativ, hvor man spørger hvad! Spørger man kvantitativt, påtager man sig at fordele selve produktionen - hvor meget skal fordeles i offentligt regi, og hvor meget i privat regi? Da dette giver politikerne den maximale indflydelse, er det ikke mærkeligt, at det er denne forudsætning, man har valgt!
    Herved gives der kun to principielt forskellige muligheder: enten skal produktionen fordeles i off. regi, eller også skal produktionen fordeles i privat regi. Hermed er det politiske liv placeret på en linie mellem en ren socialistisk venstrefløj og en ren kapitalistisk højrefløj - det politiske liniebillede er opstået.
     Alle ansvarlige partier slår naturligvis syv kors for sig, og søger ind mod “midten”, hvor man pr. definition er ½ socialistisk og ½ kapitalistisk - og dermed længst muligt væk fra de to totalitære løsninger.
     Man kan godt undre sig over, at et så forenklet politisk billede er blevet alment godkendt, også internationalt. Det kan kun skyldes, at det som sagt betjener stærke politiske kræfter, der nok er demokratiske, men ikke så demokratiske, at de ønsker at åbne for en demokratisk videreudvikling, der kunne ende med at true deres magt.
     - Det er ikke kun i Rusland, man frygter glasnost!
   Spørgsmålet er imidlertid, om ikke den politiske udvikling af sig selv vil sprænge sine lænker. Det bliver jo tydeligere og tydeligere, at forskellen på den borgerligt-liberale og den socialdemokratisk ledede blok indsnævres mere og mere, når regeringsansvaret kalder. Dels naturligvis på grund. af det udvidede EU-samarbejde, men især fordi pladsen på “midten” ikke tillader ret store udsving - lige udenfor lurer jo h. h. den kapitalistiske ulighed og den socialistiske ufrihed!
     På “linien” er der intet demokratisk alternativ til “midten” - kun den politiske polarisering.
     Denne forkrampede demokratiske tilstand ændres ikke af, at der undertiden kan opstå problemer, der er så følelsesladede, at de i al fald for en tid kan overskygge og udviske den - som nu indvandringsproblematikken, der satte VK-regeringen på taburetterne i nov. 2001.
     
     Som sagt er liniebilledet alm. antaget, og overfladisk betragtet er alt således i skønneste orden. Ingen med magt og indflydelse føler behov for at søge et trin dybere ned til det, der er definitionen af produktionsapparatets sammensætning, jord, arbejde og kapital, for dog at undersøge, om det man foretager sig, er i overensstemmelse med realiteterne bag disse værdiskabelsens faktorer.
     At man ikke gør det, er en katastrofal undladelse - det er nemlig her, kæden er sprunget af! For som de tre produktionsfaktorer fremstår, opfattes de uden videre som sidestillede - men de kan netop ikke sidestilles, da de er af vidt forskellig observans og oprindelse.
     Jorden og dens råstoffer er (sammen med lyset, luften og vandet) det naturgivne produktionsgrundlag, og arbejdet og produktionskapitalen (arbejdets materialer, teknologier og finanser - ikke at forveksle med den arbejdsfrie og derfor negative spekulationskapital!) er de menneskeskabte produktionsmidler.
     Tager man dette grundlæggende etiske og ejendomsretslige skel mellem naturgivent og menneskeskabt alvorligt, bringes man over i den primære fordelings kvalitative forudsætning - bringes man til at spørge: hvad skal fordeles i offentligt regi, og hvad skal fordeles i privat regi?
     Med dette spørgsmål træder man helt ned på bunden af det økonomiske system - ned til forudsætningerne for produktionen. I stedet for een faktor (produktionen) står man nu med to faktorer, nemlig en naturgiven og en menneskeskabt produktionsfaktor til primær fordeling mellem den offentlige og den private sektor. Og når der således er to faktorer på hver side af lighedstegnet, fås der fire - og ikke bare to - principielt forskellige fordelingssystemer, som vi kan vælge som grundlag for den secundære fordeling i den videre samfundsudvikling:
    1. Den offentlige sektor ejer hele produktionsapparatet - både den naturgivne og den menneskeskabte del. Dette er en samfundsfordeling, der fører til et socialistisk samfund.
    2. Den private sektor ejer det naturgivne produktionsgrundlag, og den offentlige sektor “ejer” de menneskeskabte produktionsmidler. Dette er en etisk fejlvendt fordeling, der fører til en socialliberal formynderstat.
   3. Den private sektor ejer hele produktionsapparatet - både den naturgivne og den menneskeskabte del. Dette er en privatfordeling, der fører til et kapitalistisk samfund.
    4. Den offentlige sektor “ejer” det naturgivne produktionsgrundlag, og den private sektor ejer de menneskeskabte produktionsmidler. Dette er en etisk retvendt fordeling, der fører til en retsliberal ret-stat.

   Ad 1: Samfundets ejendomsret til det naturgivne er etisk rigtig, men samfundets ejendomsret til det menneskeskabte er etisk forkert.
   Ad 2: Det er beskatningsgrundlaget, der er årsagen til det fejlvendte. Jo mindre man beskatter jordværdierne og råstofferne, des mere ejes det naturgivne reelt af den private sektor. Og jo mere man beskatter arbejdet og produktionsoverskuddet, des mere “ejes” det menneskeskabte indirekte af samfundet.
    Ad 3: Den private sektors ejendomsret til det naturgivne er etisk forkert, men den private ejendomsret til det menneskeskabte er etisk rigtig.
   Ad 4: Her er beskatningsgrundlaget årsagen til det retvendte. Jo mere man beskatter jordværdierne og råstofferne, des mere “ejes” det naturgivne indirekte af samfundet. Og jo mindre man beskatter arbejdet og produktionsoverskuddet, des mere ejes det menneskeskabte reelt af den private sektor.
    Som det ses, består socialliberalismen ejendomsretsligt af den etisk forkerte del af h. h. socialismen og kapitalismen. Modsat består retsliberalismen ejendomsretsligt af den etisk rigtige del af h. h. socialismen og kapitalismen! - Hvilket omhyggeligt - og katastrofalt - skjules af “liniebilledet”! Katastrofalt, fordi det betyder, at den vestlige civilisation i blinde bevæger sig imod opfyldelsen af et fuldbyrdet uetisk ejendomsretsbegreb.
    Det er retsliberalismens grand old man, dr. Viggo Starcke, der med udgangspunkt i det ejendomsretslige skel mellem naturgivent og menneskeskabt først formulerede disse fire principielt forskellige fordelingssystemer – og han afviste ironisk socialliberalismen som sammensat af ”to ting, der ikke duer”! Undertegnede har blot visualiseret og aktualiseret hans skelsættende politiske iagttagelse, der alt for længe har været skjult bag det forenklede liniebillede.
  I stedet for kampen mellem de to totalitære systemer, kapitalismen og socialismen, er det, vi kalder for “midten” nu opløst i to diagonalt modsatte systemer, socialliberalismen og retsliberalismen, idet man som ovenfor vist kan være ½ socialistisk og ½ kapitalistisk på to ejendomsretsligt forskellige måder. Ejendomsrets-problematikken er gjort komplet, og socialliberalismen har fået kvalificeret demokratisk modspil!
    Med ejendomsretten som værdigrundlag er ”den politiske arena” altså som vist en firkant mellem fire parvis modsatte systemer, og med partierne påført ved deres bogstav (med det ikke-folketingsrepræsenterede Retsforbundet (E) som repræsentant for retsliberalismen).

Den politiske arena  

    “Linien” er nu på plads som en del af formynderstatens politiske struktur. Forøvrigt vil der sikkert også i ret-staten danne sig en politisk “linie”, hvis tilslutningen til retsliberalismen øges.

     Socialdemokratiet har med S-R-SF-regeringen bevæget sig langt ind mod den socialliberale formynderstats midte fra sit forlængst forladte socialistiske udgangspunkt, der herefter først blev overtaget af kommunisterne, senere af SF og Enhedslisten. SF har nu endelig bevæget sig ind på den socialliberale venstrefløj, mens Enhedslisten står usikker i det socialistisk/socialliberale grænseland: skal – skal ikke? Tilbage i udgangspunktet står så gammelkommunisterne, suppleret af unge idealistiske socialister.
    De radikale har helt kvittet sit husmandsinspirerede, delvist retsliberale udgangspunkt fra 1905 til fordel for magtens sødme på den social-liberale midte – på det sidste rykket lidt til venstre, for at få regeringsgrundlaget på plads.
  De konservative og Venstre har forlængst bevæget sig op på formynderstatens højrefløj fra deres mere eller mindre kapitalistiske udgangspunkt. Efter valget i 2011 er især Venstre rykket til højre på linien. Og i det kapitalistiske hjørne er resterne af Glistrups minimalstats-Fremskridtsparti nu ladt alene tilbage efter Dansk Folkepartis sensationelle vandring tæt hen imod den socialliberale midte.
    Liberal Alliance står i det kapitalistisk/social liberale grænseland, hvor partiet truer Venstre og måske især de konservative, der vel ikke må gå for langt til højre, hvis deres stemmer nu ”skal ud at arbejde”!
    I det socialliberale hjørne findes der sikkert en del, der stadig hylder Erhard Jacobsens CD-maksimalstat.
  Og i det retsliberale hjørne er Retsforbundet enerepræsentant for retsliberalismen. Med kravet om ejendomsrettens og statsmagtens etiske afgrænsning er partiet CD´s diagonale modsætning.   
     Naturligvis vil der ske ændringer i partibilledet. Nogle vil forsvinde, andre vil ændre sig og nye vil komme til. Men alle partier vil have en plads på den politiske arena, som den her er optegnet - for uanset hvad, så er ejendomsrets-problematikken det politiske livs kildevæld!

    Kildevældet har sit udspring i ”Det gyldne punkt” - den politiske arenas centrum, hvorfra de fire systemer udfolder sig som beskrevet. (Se også artiklen ”Det retsliberale emblems fortælling”). Og det er her, vi alle møder livets både grundliggende og grundlæggende vilkår – ganske uvidenskabeligt, enkelt, indtrængende og ansvarspådragende: Det af retfærdigheden fastsatte skel mellem gudgivent eller menneskeskabt - naturgivent eller arbejdsskabt - samfundsskabt eller privatskabt - fællesskabets eller dit og mit!
     Ubevidst overskred menneskeheden det store skel, da en initiativrig homo sapiens for ca. 10.000 år siden for første gang foretog den vidtrækkende og skæbnesvangre handling, at afmærke et stykke jord og kalde det sit – en handling, der sidenhen betød, at grådigheden med den private kapitalisering af jordens værdi som brækjern kunne vride sig fri af sin etiske afgrænsning.
    Den verdensberømte antropolog, professor Louis Leakey sagde det på den måde: ”Da vi blev bofaste, mistede vi fordelingsnøglen!


      Hvilket fordelingssystem bør så nyde fremme?
   Den rette besvarelse af dette eksistentielle spørgsmål må bygge på to kendsgerninger: et samfunds succes bygger på dets evne til at skabe realværdier på en økologisk bæredygtig måde, og dets evne til at fordele disse realværdier retfærdigt og ubeskåret.
    Det vil ikke være overraskende, om dette bedst kan ske i et system, der allerede i sit udgangspunkt kobler ejendomsretten til retfærdigheden. Til gavn for de bløde værdier og for miljøet i en verden, hvor vi skal til at være mere og derfor behøve at have mindre!
  Men den første betingelse er, at alle muligheder klart lægges frem på den politiske arena. Hvorledes ellers vælge?

Selv at tænke – selv at dømme – selv at handle!

ep