Retsliberalt Forum

Forside
Arena
EP's Blog
TS's blog
Debat
Arkiv



Tilgivelse
Peter Ussing
Marts 2017
Nogle betragtninger om relationer mellem mennesker

Du spørger, om man kan tilgive en selvmordsbomber. Spørgsmålet er irrelevant, siger jeg. En selvmordsbomber, der sprænger sig selv i luften og tager en masse mennesker med i døden, handler ud fra den opfattelse, at han vil blive betragtet som en martyr og få adgang direkte til paradiset. Ud fra et religiøst ståsted har han ikke brug for din tilgivelse. Set under en biologisk synsvinkel så er han nu for evigt uden bevidsthed og ligeglad med, hvad du tænker om ham. Men måske har du selv et behov for at kunne tilgive? Det må du jo så gøre, hvis en sådan handling overhovedet kan tilgives. Men i himlen samler man ikke på likes.
     Hvor man respekterer det enkelte menneske og har den opfattelse, at man ikke må skade andre, har tilgivelsen en anden plads. Og netop dette skaber en særlig relation mellem mennesker, for bevidst eller ubevidst griber vi ind i andres tilværelse, og derved opstår problemet skyld. Man kommer i gæld til et andet menneske, hvis man griber negativt ind i dets liv, det vil sige skader det.
     Der opstår en ubalance, fysisk, materielt, dvs. økonomisk, og mentalt. Der skal gøres godt igen. Der forekommer en situation, hvor der skal ydes kompensation.
     Det kan være de ubetydelige hændelser eller forseelser, et utilsigtet puf eller skub, hvor man kvitterer med et "hovsa", så den anden part dog kan registrere, at man ved, at man har gjort noget, man skulle have undgået. Almindelig konventionel høflighed ville nok forlange et "undskyld". Så er der nogle, der lader, som om intet er sket. Vi kompenserer os så ved at vurdere dem lavere, enten er de ubehjælpsomme, dårligt opdragne eller måske direkte "bøvede", denne milde form for hensynsløshed, som vi nok accepterer, men som også nedsætter vedkommende i vores og andres omdømme. I den modsatte ende af skalaen finder man de store indgreb, tilsigtede og utilsigtede. Her kan man normalt ikke klare sig med en konventionel undskyldning.              
     *
Man kan godt sige, at der er langt mellem begrebet tilgivelse og almindelig handelsmoral, og det er der, fordi vi normalt ikke forbinder de to former for menneskelige relationer. Men hvis man ser tilgivelse som en bestræbelse på at tilvejebringe en psykisk balance, så er afstanden måske alligevel ikke så stor. Udveksling af varer og tjenesteydelser, det vil sige køb og salg, ansættelse og aflønning, bygger i sin ideelle form på det forhold, at der skal være ækvivalens mellem det, man afgiver, og det, man modtager til gengæld. Kun hvis man har en følelse af, at dette er tilfældet, kan der opstå en erkendelse af balance i sindet. Hvis en pakke smør koster mere i brugsen end hos den lille købmand – eller omvendt – kan man jo godt ærgre sig over at have købt den dyrere pakke. Lidt mere ærgrelse følger med, hvis man har købt en vare og bagefter opdager, at den ikke svarede til det forventede. Så er det en helt anden sag. Det kan godt være, at man føler sig lidt snydt, men det er jo trods alt småting, og noget man næppe kan laste andre end én selv for. Man kunne have set sig bedre for.
     Det er noget helt andet, hvis man er udsat for svindel og bedrageri, tyveri eller røveri. Her er der et materielt tab, som man kan få domstolene til at tage sig af. Mennesker, der har oplevet indbrud i f. eks. deres hjem, fortæller ofte, at det ikke er de materielle tab, der har påvirket dem mest, derimod de psykiske. Det, at nogle har været i deres hjem og rodet i deres ejendele, forekommer dem at være et indgreb i deres personlige integritet, og det føles smerteligt. Det samme er tilfældet, hvis man udsættes for et tricktyveri i f.eks. en butik. Den urørlighedszone, man er omgivet af, er blevet overskredet. Der er skabt en ubalance.
     Denne fornemmelse er antagelig urgammel. Når det i Hammurapis lov § 232 hedder, at man skal erstatte, hvad der er tabt, hvis nogen forårsager tab på ejendom, så vil man trods de næsten 4.000 år, der skiller os, nikke bifaldende. Derimod har vi svært ved at fatte logikken i, at bygmesterens søn skal lide døden, hvis det hus, bygmesteren har bygget, falder sammen og dræber ejerens søn. (§ 230). Men meningen må være, at den smerte, som ejeren har oplevet, den skal bygmesteren også opleve. Ellers giver bestemmelsen ikke mening. Nogen materiel kompensation er der jo ikke tale om.
     I de islandske sagaer er hævnmotivet et fremtrædende træk, og Halgerde på Hlidarende går i årevis og ruger over en forurettelse, idet ægtemanden Gunnar engang gav hende en lussing, så hun nægter at hjælpe ham i den kamp, der bliver hans død. Halgerde ejede hverken evnen til at tilgive eller til at glemme.
     Vi kender også hævnen fra nogle af folkeviserne, og egentlig tjener den ikke noget formål ud over den sjælelige balance. Den bliver et spørgsmål om ære og omdømme og måske også et udtryk for rethaveriskhed ligesom i den historie, bonden Chr. Larsen-Ledet fortalte om sin bedstefader, der i mange år førte sag om noget, der i værdi svarede til 50 øre. Da børnebørnene spurgte, om det kunne betale sig, svarede han: "Betål sæ, do? Mæen a fek da mi ret." Først da fik han ro i sindet og opnåede mental balance.
     I mange sådanne tilfælde er det hele måske mere et spørgsmål om at være så stor i slawet, at man kunne se bort fra fornærmelser. Det er et spørgsmål om at have mentalt overskud. 
*
I Mathæusevangeliets 19. kapitel spørger apostlen Peter Jesus: "Hvor ofte skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig. Er syv gange nok?", og får svaret, at det skal han gøre halvfjedsindstyve gange syv, altså uden begrænsning. Men tilgivelse er ikke uden betingelser. Derefter fortalte Jesus lignelsen om den gældbundne tjener, hvis herre eftergav ham en gæld på et betydeligt beløb. Da han derefter mødte en kollega, som skyldte han et ubetydeligt beløb, krævede han dette betalt og kastede kollegaen i gældsfængsel. Da hans herre hørte om dette, blev han vred og sagde: "Al din gæld eftergav jeg dig, da du bad om det.  Burde du så ikke gøre det samme?"  Det hedder da også i bønnen: "Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere." Der er tale om  en form for gensidighed. Tilgivelse er genoprettelse af en tabt balance.
*
Der er situationer, hvor det ikke er muligt at kompensere og slet ikke ækvivalent. Der er skader, der ikke kan gøres op i penge, og man skal ikke falde tilbage til primitive hævnforestillinger og kompensere liv for liv, øje for øje og tand for tand. Der er situationer, hvor man under alle omstændigheder må erkende den psykiske smerte, der er en følge af, at man bliver skadet af andre, eller at man selv skader andre. Også her skal balancen genoprettes.
     Det møder vi litterært i Henrik Ibsens digt om Terje Vigen. Her er det tilgivelsen, der er den kompenserende faktor. Sørlændingen Terje bliver under Englandskrigen 1807 – 14 fanget af et engelsk krigsskib, da han sejler hjem med korn fra Vendsyssel. Mens han sidder i det frygtede engelske fængsel "prisonen", dør hans kone og barn af sult. Da han kommer hjem psykisk nedbrudt, bliver han lods, og får i den egenskab lejlighed til at hjælpe den engelske kaptajn, der tog ham til fange, og hans familie ind til kysten. Han truer med at fylde båden med vand, men da kaptajnen falder på knæ for ham, og især da fruen rækker deres barn op mod ham, bliver han formildet og tilgiver.
     Omstændighederne omkring Terje Vigen gør ham nok til et dårligt eksempel, og alligevel er hans psykiske smerte universel. Forurettelsen havde gnavet dybe sår i hans sind, selv om han kendte krigens vilkår, og det gjorde den engelske kaptajn også. Han har næppe følt, at han gjorde nogen uret. Terje ville været kommet til at forurette hustruen og barnet, hvis han havde gennemført sin hævn, men nu løste evnen til at tilgive knuden i hans sind. Det er ikke sikkert, at den engelske kaptajn forstod, at han nu stod i en taknemmelighedsgæld, han aldrig kunne indfri.
*
Det er da muligt, at det er den kristne tilgivelsestanke, der her har sejret over hævntankerne. Men er tilgivelsen så ren altruisme? I tilgivelsen ligger der også et – måske ubevidst - kompenserende element. Tilgivelse er nok den største gave, den kristne kan give, men det er en raffineret gave, for den sætter modtageren i ny gæld.
     Det har Paulus fanget ganske godt, når han i slutningen af Romerbrevets 12. kapitel skriver: "Dersom din fjende sulter, så giv ham at spise; dersom han tørster, så giv ham at drikke; thi når du gør det, sanker du gloende kul på hans hoved." Du sætter din fjende i gæld til dig.
     Det kan da godt være, at man så befinder sig i en lidt spidsfindig etisk situation, og det er vel heller ikke altid, at metoden virker. Der er jo mennesker, der er uden for moralsk rækkevidde.
*
Man kan gøre sig skyldig i forurettelser, der kun kan sones ved tilgivelse, og det rækker lige fra den lille dagligdags forseelse, hvor man kan nøjes med at sige "Undskyld mig", til de store svigt, der griber dybt ind i andres tilværelse, og hvor balancen kun kan genoprettes gennem tilgivelsen, som ikke er nogen selvfølgelighed, og som indeholder en forpligtelse.
     Der er overtrædelser, hvor det ikke er muligt at hente tilgivelse fra den forurettede, og hvor den troende kun kan få ro i sjælen og balance i sindet ved en religiøs henvendelse, en bøn til Gud om tilgivelse. Det har også noget at gøre med, at vi ikke kan spole tiden tilbage. Gjort gerning står ikke til at ændre, som de gamle sagde.
*
Begrebet tilgivelse rummer egentlig to aspekter, at kunne tilgive og at kunne modtage en tilgivelse. Som vi har set, kunne Halgerde ikke tilgive. Det lå måske også i tidens islandske kultur, hvor hævnmotivet endnu spillede en betydelig rolle, men hun havde måske heller ikke det nødvendige psykiske overskud. Hendes kærlighed til Gunnar var ikke stor nok til at regulere hendes behov for selvhævdelse. Anderledes med Terje. Han blev bragt i en situation, hvor han havde valget mellem at opleve hævnens mulige sødme og lade den engelske familie drukne, eller måske bare den sødme, den andens ydmygelse gav – eller at give den tilgivelsens gave, som frigjorde ham for alt det, han havde ruget over. At kunne tilgive kræver uden tvivl et psykisk overskud. Men så er tilgivelsen måske også en investering, der giver høj forrentning.
     At modtage en tilgivelse. Gunnar fik ikke Halgerdes tilgivelse, og havde måske heller ikke bedt om den ved at fortryde sin handling, men han havde fanget situationen med ordene "Enhver har sin måde at vinde ry på." Han havde set Helgerdes behov for at hævde sig. 
     Forudsætningen for at kunne modtage en tilgivelse er vel en erkendelse af, at man i en given situation har handlet forkert, og et ønske om, at det gjorte var ugjort. Man kan fortryde en handling eller en adfærd – eller angre for at anvende en religiøs sprogbrug. Det gjorte kan ikke gøres ugjort, men man kan enten kompensere, eller man kan få tilgivelse. Mere kompliceret er det heller ikke, men der skal en overvindelse, en ydmygelse, til at bede om tilgivelse.
*
Tilgivelse er uden mening, hvis ikke der findes adfærd og handlinger, der anses for at være rigtige og forkerte. Der er med andre ord tale om en etik, der enten kan bunde i religiøse forestillinger eller have sin rod i en sekulær opfattelse af relationerne mellem mennesker i samfund med hinanden. I begge tilfælde mobiliseres to psykiske funktioner, ansvarsfølelsen og samvittigheden. Den første kan godt være et produkt af forestillinger om materiel og mental balance og udligning af ubalancer og virke som en tilskyndelse til at bringe disse ubalancer ud af verden. Den franske filosof, jøden Henri Bergson, skelner mellem to former for etik, en der kommer af samfundets behov for normer for adfærd, normer, der ubetinget skal overholdes, og en anden, der udspringer af personlige drivkræfter som bl.a. altruisme. I begge tilfælde mobiliseres ansvarsfølelsen, der kan omfatte både omsorgen for de små ting og et næsten universelt ansvar. I dette spil er samvittigheden dommer over vore hensigter og handlinger og fortæller, hvad der er ret eller uret, rigtigt eller forkert ud fra ens etiske indhold.
     Tilsvarende taler Bergson om to former for religion. Den første, som han kalder statisk religion, er religiøsitet som et samfundsskabende element, dvs. myter, ritualer, ceremonier, alt det, der skaber fællesskab. Den anden form, den dynamiske, er den personlige religiøsitet, der bygger på den enkeltes egne oplevelser af et gudsforhold, måske noget i retning af mysticisme.
     Når begreber som etik, samvittighed og tilgivelse rejses, bevæger tanken sig hurtigt hen på det religiøse område, og tilgivelsen er et meget centralt begreb inden for kristendommen, først og fremmest opfattet som Guds tilgivelse af menneskets overtrædelser, religiøst betegnet som synder. "Forlad os vor skyld", hedder det jo i fadervor. Trods al luthersk tale om frelse alene ved troen og ikke ved gode gerninger, kommer man ikke uden om, at forholdet mellem det enkelte menneske og dets medmennesker spiller en central rolle gennem Kristi budskab om næstekærlighed, der ikke bare rummer en altruistisk adfærd, men også krav om tilgivelse.  
     Kristendommen er ikke som jødedommen eller islam nogen lovreligion. Der findes ikke i det nye testamente detaljerede regler for korrekt adfærd, f. eks. spiseregler. Kun kravet om en næstekærlig adfærd over for medmennesket. Gennem tiderne har forskellige trosretninger opstillet regler for adfærd og handlinger, man skal holde sig fra, eksempelvis middelalderens syv dødssynder og senere forskellige forbud mod drikkeri, dans og førægteskabelig eller udenoms-ægteskabelig seksualitet. Overtrædelse betragtes som synd, og reglerne må betragtes som religiøst eller kirkeligt disciplinerende. Udenforstående opfatter nemt dette, som om gudsforholdet afgøres af overholdelse af netop disse regler. Der er næppe tvivl om, at vi har at gøre med et stærkt samfundsdannende element, det som Henri Bergsson kaldte statisk religion.
     Man kan måske sondre mellem begrebet syndsforladelse i forbindelse med overtrædelse af den statiske religions elementer og reservere begrebet tilgivelse til de mere indviklede relationer mellem mennesker. I begge tilfælde er der jo nok tale om opnåelse af sjælelig balance.
     Nu kan jeg så sige lidt mere til dit spørgsmål om selvmordsbomberen. Tilgivelse er altid noget personligt. Det er en sag mellem den skadelidte og skadevolderen. Det er ofrene, de skadelidte, der har retten til at tilgive. Man kan ikke tilgive på andres vegne. Er man troende, må man overlade den sag til Gud. Og man skal ikke slække på kravet om, at ingen må skade andre, ej heller på kravet om, at man skal gøre godt igen.
     Tilgivelsen er altså en vigtig del af kristendommens væsen, og spørgsmålet melder sig, om det kun er inden for den, man kan tale om anger og tilgivelse, eller om der er tale om en almengyldig nødvendighed for, at de komplicerede relationer mellem mennesker kan fungere. For den troende er der vel ingen tvivl. Det er et krav. I det sekulariserede samfund, hvor det etiske krav er materiel og mental balance mellem det, man får, og det man yder, må det blive en personlig afgørelse, styret af ens egen ansvarsfølelse eller samvittighed.  Men ikke mindre nærværende.

Mere debat