Retsliberalt Forum

 


Retfærdig politik fra grunden
ep 2016

I dagens Danmark er det - gennem kristendommens påvirkning, og uden at vi tænker nærmere over det - retsmoralen, der gælder mellem alle hæderlige mennesker. Instinktivt forstår vi, at vi skal holde vore løfter, betale vor skyld og gøre den skade god, vi har forvoldt – kort sagt: opføre os over for andre, som vi ønsker, at de skal opføre sig over for os. - Som der stod i DSB´s gamle togvogne: “De bedes efterlade toilettet i samme stand, som De ønsker at forefinde det”.

     - Men desværre: Denne retsmoral gælder ikke mellem borger og samfund!
     Vi kender alle det gamle ordsprog: ”Lige for lige, når venskab skal holdes”. Lige betyder her, at vægten skal balancere - lige løn for lige indsats! Her råder det, man kan kalde fortjent lighed. Det samme gælder naturligvis i mange andre forhold, såsom nabo- og forretningsforhold, ja i virkeligheden i alle livets forhold undtagen, hvor kærligheden, familieskabet og nært venskab sætter andre grænser
!
     “Fortjent” betyder, at retfærdigheden hermed er kommet ind i tilværelsen med sit ubønhørlige, men også løfterige krav om ligeligt vederlag for skyld, også kaldet ”ækvivalent kompensation”. Og begreberne retfærdighed, skyld og vederlag er snævert forbundne i retsmoralsk praksis: Det er vor ret at beholde, hvad vi selv har fortjent os - og at få, hvad vi har fortjent os af andre. Og det er vor skyldighed at lade andre beholde, hvad de har fortjent sig - og at give dem, hvad de har fortjent sig af os!
     Skyldsbegrebet afløser herved pligtbegrebet. Bemærk forskellen i følgende: Hvad er min pligt i forhold til min købmand, og hvad er min skyld i forhold til min købmand?
     Pligtbegrebet er subjektivt og ukonkret, men skyldsbegrebet er objektivt og konkret.
     Pligtbegrebet kan derfor fortolkes og misbruges af dem, der har magten. Og det er det blevet i forfærdende omfang - og bliver det stadig. Skattepligten af arbejdets løn er et godt eksempel på en ”pligt”, hinsides al ret og sund fornuft! 
     Skyldsbegrebet kan ikke fortolkes – af hvilken grund det da også fuldstændig er gået ud af brug i ”moderne” socialliberal politik. Som det blev udtrykt for over 100 år siden af denne artikels inspirator, børnelægen og retsfilosoffen Severin Christensen: ”Skyldsbegrebet sætter magthaverne på plads, i hvilken forklædning de end optræder, endog som folkets kærlige formyndere!”
     Èn betingelse skal dog absolut være opfyldt: Man skal ikke bare juridisk eje, men også - og især! - etisk og moralsk kunne eje det, man skylder væk, og det, hvormed man betaler sin skyld.
     Desværre - det er i opfyldelsen af dette altafgørende krav, at menneskeheden har trådt forkert, lige siden vi for 12.000 år siden blev bofaste og begyndte at inddrage naturgrundlaget i produktionsprocessen ved privat at beslaglægge jorden stykke for stykke, samt udnytte ressourcerne i undergrunden. Grådighed, svig og vold fik hermed en ny og farligere dimension! - Som den verdensberømte antropolog, professor Louis Leakey, sagde det: “Da vi blev bofaste, mistede vi fordelingsnøglen!”
    
Med skyldsbegrebets optræden på den politiske arena i stedet for det subjektive pligtbegreb kan der nu endegyldigt skabes klarhed. Overalt, hvor “skyld” optræder, er der nemlig på den anden side af lighedstegnet en arbejdsindsats, håndens eller åndens. Det ikke-arbejdsskabte bliver ganske enkelt “sorteret fra” af skyldsbegrebet. Og da der jo ikke knytter sig nogen menneskelig indsats til selve eksistensen af Jorden og dens ressourcer, kan den/de derfor heller ikke underlægges et individuelt skyldsbegreb gennem privat ejerskab, lige så lidt som lyset, luften og vandene. At det rent praktisk kan lade sig gøre, er jo ikke en begrundelse. Snarere en fristelse!
     Grundliggende er der således tale om to slags ejendomsret, baseret på hvert sit retsbegreb: Samfundsmæssigt fælleseje baseret på den passive, ikke-skyldsbestemte ligeret, og individuelt særeje baseret på den aktive, skyldsbestemte vederlagsret.
     Resultat: Samfundsmæssigt fælleseje for naturgrundlagets værdi, og individuelt særeje for arbejdets løn!
     Ligeretten pålægger derfor samfundet at sikre fuld ret til jordens brug til bolig, arbejdsplads eller produktion for alle mod at betale en årlig jordleje - såkaldt ”fuld grundskyld”- til forrentning af jordens naturgivne og samfundsskabte værdi til samfundet. Vel at mærke uden købesum for jorden, for samfundseje forudsætter naturligvis  den arbejdsfrie og derfor skadelige del af privatkapitalen drevet ud af jorden. – Se senere!
     Videre er det ligeretten, der påbyder samfundet at inddrage en markedsbestemt licens til samfundet af al  udnyttelse af råstoffer og naturværdier. Og det er også ligeretten, der herefter logisk påbyder samfundet kun at bruge disse midler til etisk begrundede primærudgifter - formål, i hvis løsning alle borgere har en utvivlsom fælles interesse (administration, retsvæsen, skole, sygehuse o. lign.).
     Endelig er det herefter vederlagsretten, der sikrer, at arbejdets løn ubeskattet tilfalder dem, der har præsteret det.
     - Alt eksempelvis gennemført i løbet af 25 – 30 år, begyndende med et offentligt udgifts- og skatteloft, og en  lempelig særordning over 20 år for indløsningen af de samfundsprioriteter i jordværdierne, der nu er i privat eje.
     Samtidig indledes et vekslende samspil mellem stigende grundskyld / faldende beskatning / derpå stigende grundværdier / stigende grundskyld / faldende skatter - og så fremdeles. Dette unikke samspil vil gradvist accelerere, efterhånden som de positive følgevirkninger slår igennem, især mindre administration, lavere omkostningsniveau og færre offentlige opgaver. Dette betyder så realøkonomisk – hvad mange ikke tænker over! – at èn grundskyldskrone i stigende grad afløser flere end én skattekrone.
     Når der ikke er flere skatter tilbage, er deres skadevirkning på al positiv aktivitet ophørt, og dermed også deres indirekte nedsættende virkning på jordværdierne og dermed grundpriserne. Dette betyder så, at først nu er grundskylden ”fuld”, idet al stigning i grundværdierne herefter ikke mere har relation til skattelettelser, men kun til reale samfundsmæssige fremskridt. – Og vel at mærke: Uden den samfundsøkonomisk ødelæggende private kapitalisering af alle nye fremskridt i stigende grundpriserGrundskylden kommer den i forkøbet
     I praksis vil samfundet herefter være trådt i kreditforeningernes og bankernes sted for så vidt angår landets jordværdier. Og i stedet for at betale arbejdsfrit begrundede renter og afdrag til den private lånekapital og skatter og afgifter af arbejdet til samfundet, skal der nu kun betales grundskyld (og råstof-licenser) til samfundet.
     Skulle der på den måde efterhånden blive ”overskud” af grundskyld, skal dette retfærdigvis udbetales i lige andele til alle borgere.
     Tilbage står så en lang række praktisk begrundede sekundærudgifter (trafikanlæg, radio og TV, postvæsen, højere undervisning o. lgn.), der skal finansieres ved en let administrerbar brugerbetaling – bl. a. en offentlig tryghedsforsikring. Resten kan trygt overlades til det private initiativ, fordi erhvervsliv og mellem-menneskeligt samliv i et grundliggende retfærdigt og monopolfrit samfund naturligt udvikler en kædereaktion af positive synergier, der generelt gør det billigere og lettere at klare tilværelsen for sig og sine – og i øvrigt være et ordentligt og ansvarligt menneske.
    
Ovenstående angår således især etableringen af et retfærdigt ejendomsretsligt forhold mellem samfundet og den enkelte borger (den primære fordeling), hvilket er selve grundlaget for etableringen af et retfærdigt ejendomsretsligt forhold mellem de enkelte borgere (den sekundære fordeling).
     Den sekundære fordeling (- der bestemt ikke er sekundær i andet end rækkefølgen!) bliver nu muliggjort parallelt med forløbet af den primære fordeling gennem en retsmoralsk fundering af erhvervs­udøvelsen, samfundsopgaverne og demokratiet – først og fremmest, fordi den private kapitalisering af alle former for fremskridt til stigende jordpriser nu for første gang i menneskehedens historie vil være ophørt! – Sic!
     Det siger sig selv, at der i en fuldt etableret retsliberal retstat er tale om en meget væsentlig begrænsning af de offentlige opgaver, sammenlignet med den nuværende socialliberale formynderstat, hvor al samfundsgavnlig aktivitet er kunstigt fordyret af skatter, besværliggjort af bureaukrati, bundet af organisationsvælde og undergravet af økonomisk spekulation – alt sammen i en ukontrollabel kædereaktion af negative synergier, der udvikler et tiltagende spild af ressourcer og arbejde, der belaster økonomi, klima, miljø og natur med katastrofale følger. 
    
Al logik og erfaring tilsiger, at jo mere uret, der er, des mere barmhjertighed er der brug for. Og uretten sørger social­-liberalismen selv for, når den finansierer de sociale programmer med uretfærdige skatter på arbejdet i stedet for med råstofværdiernes afkast og forrentningen af de samfundsskabte jordværdier.
     Den politiske opgave er derfor at få den retsmoral, der instinktivt gælder borgerne imellem, til også at gælde mellem borgerne og samfundet. Forudsætningen for at dette kan ske, er en folkelig erkendelse af eksistensen af en grundliggende samfundsetik, der påbyder, at ligeretten tilskriver råstofværdierne og jordens samfundsskabte værdi til fællesskabet, og at vederlagsretten tilskriver arbejdets løn til den rette enkelte.
      – Nøglen til denne erkendelse ligger gemt i skellet mellem naturgivent og menneskeskabt!

Alternativet er den fortsatte socialliberale overdragelse af ansvaret og initiativet til politikernes, administratorernes, organisationernes og finansverdenens velmente, men urealistiske tro på, at mere af det samme vil løse vore selvskabte problemer.
     – Der er Retfærdigheden til forskel!