Retsliberalt Forum

Forside
Arena
EP's Blog
TS's blog
Debat
Arkiv



Grundårsagen

Thorkil Sohn, 
Husby, 6990 Ulfborg.
Grundårsagen til økonomiske kriser
Mange meninger er på markedet, når man skal forklare, hvorfor der optræder økonomiske kriser med mellemrum. Nogen anfører spekulation i aktier, optioner, valuta eller råvarer som hovedårsagen. Andre giver bankernes uhæmmede kreditgivning skylden. Eller sammenbruddet på ejendomsmarkedet. Atter andre fæster blikket på de høje skatter, det offentliges udgifter/ineffektivitet og den stigende statsgæld. Eller rentens størrelse. Osv. Osv.

     Og ligeså forskellige er de midler, der anbefales for at afhjælpe krisen. Nogen foreslår beskyttelse af sit eget land ved at indføre begrænsninger på import, kapitalbevægelighed og fremmed arbejdskraft – mens andre foreskriver det præcist modsatte: øget liberalisering.
Atter andre hælder til internationalt samarbejde for at kontrollere spekulationen, bankerne, børserne osv. Eller det hævdes, at det offentlige bør øse penge ud for at ”sætte gang i hjulene” og redde fallittruede banker og virksomheder. Eller der anbefales fælles valuta (EURO) Osv. Osv.
     Jeg vil ikke hævde, at disse årsager alle er forkerte; men de har nu alligevel karakter af symptomer – den egentlige sygdom er ikke diagnosticeret. Ligeledes vil jeg ikke hævde, at de foreslåede behandlinger alle er virkningsløse – men de rører heller ikke ved grundårsagen til sygdommen. Symptomerne kan slås ned – sygdommen er tilsyneladende overvundet. Men bacillen sidder stadigvæk i samfundsorganismen og sygdommen venter kun en tid – så blusser den op igen.
     Og det er derfor, vi ser økonomiske sammenbrud dukke op med jævne med mellemrum, ca. en gang pr. generation. I 1880erne havde vi den store landbrugskrise, i 30erne massearbejdsløsheden, i 70/80erne oliekrisen/fattigfirserne og nu finanskrisen.
     Derfor resignerer mange og betragter nærmest disse kriser som ligeså uafvendelige som naturkatastrofer og orkaner.
    Endnu mere mystisk bliver det, fordi markedsloven om udbud og efterspørgsel i teorien skulle regulere økonomien på en måde, så der ikke blev nogen kriser. Når vi har frihandel, et frit marked, et stabilt pengevæsen og en på alle måder fri økonomi, så skulle mit og enhver andens forbrug jo i teorien opvejes af en tilsvarende indsats – så økonomien var i perfekt balance. Naturligvis kan enkelte gå fallit – men det vil kun kunne skyldes dovenskab eller manglende omhu.
    Ja, sådan er teorien – men da praksis ikke samstemmer hermed, holder nogen op med at ”tro” på markedsloven – selv om den teoretisk er uomtvistelig sand. Selv aktiespekulation og lignende burde ikke kunne ødelægge økonomien som helhed, thi det påfører ikke den ægte produktion noget tab. Her er det som ved spillebordet, hvad den ene spiller vinder, taber den anden. Og den flittige arbejder og den ægte producent lider ikke noget tab ved at bondefangere spiller på den nærliggende bodega. Medmindre han da spiller med efter fyraften.
    (I parentes bemærkes, at aktiespekulation ikke er det samme som at have aktier. Hvis man køber aktier (andele i et foretagende) til den pris, som der er baggrund for i firmaets reelle værdi og produktion – og ikke forventer nogen gevinst udover firmaets afkast, så er det en sund ting)
    Grundårsagen til kriserne ligger efter retsliberalisters opfattelse et helt andet og mere nærliggende sted.
    Der er ikke noget galt med markedsloven som sådan. Her er det, som Churchill sagde om demokratiet: ”Er demokratiet sygt, er kuren mere demokrati.” Altså, virker markedsloven ikke, er kuren mere markedslov.
    Det, der er galt, er at prisen på naturværdier (jord/råvarer) forhøjes, i takt med, at befolkningstallet øges, produktionsmetoder og infrastruktur forbedres – kort sagt i takt med fremskridtet. Ærligt arbejde/produktion og ægte kapitaldannelse (maskiner/anlæg/huse osv.) skal nemlig ”bære” betalingen for jord og råvarer. Produktionen skal ”aflønne” tre faktorer: Arbejdet, Kapitalens forrentning (brugen af hjælpemidler i produktion) og Jordrenten (prisen for at bruge naturresurserne).
    Og her er jordrenten ”skurken” – den er nemlig det grundlægende monopol – ”alle monopolers moder”, for igen at citere Churchill. Jordrenten tager først sin andel af produktionen – for ingen menneskelig aktivitet kan finde sted uden plads og råvareforsyning. Den SKAL betales. Til hvem? Til ejeren. Og da jordværdierne/råvarerne – som nævnt ovenfor – har en naturlig tendens til at stige og stige, så vil foretagsomme folk udnytte dette faktum spekulativt. Og så drives jordværdien yderligere op ad spekulations vej. Og Arbejde og Ægte Kapital må nøjes med det, der er til overs. Indtægten ved al ægte produktion beskæres. Arbejde og kapital må nøjes med et mindre afkast – eller ophøre med produktionen, fordi man ikke kan klare betalingen for jorden. Andre muligheder gives der ikke.
    Man kan også sige det på en anden måde – hvis det letter forståelsen: Ejeren af jord/naturværdier har en indtægt, som går ind, selv om man sover. Den er UFORTJENT og derfor uretmæssig, for den ”stjæles” fra dem, der arbejder. Og det ”forstyrrer” markedsloven, at nogen har en indtægt uden at arbejde, for de kan forbruge uden at frembringe. Så er hele markedsloven i ubalance, for den bygger på, at man må yde for at nyde.
    Krisen kommer altså, når prisen på naturværdier er drevet op til et punkt, som produktionen ikke kan bære. Og den varer, indtil tingene igen kommer i en slags balance: jordprisen falder, så produktionen igen kan ”bære” den og/eller arbejde og ægte kapital affinder sig med et lavere udbytte og/eller arbejdet/kapitalen bliver mere effektiv pga. større flid/nye opfindelser.
    Så ruller hjulene igen – og det får prisen på jord/råvarer til på ny at stige. Og næste krise er på vej.

Det er derfor, der kun gives en tilbundsgående kur: Fortjenesten ved at eje naturværdier må ikke tilfalde den ”tilfældige” private ejer. I perioder med fremgang tjener mange mere ved at eje et hus end ved at arbejde (friværdifest) – og det ”stjæles” fra produktionen og ødelægger markedsloven.
    Og i perioder med kriser går nye boligejere/nyetablerede virksomheder nedenom og hjem – selv om deres økonomi i grunden er sund nok – og det ødelægger også markedsloven.
    Derfor må fortjeneste på naturværdierne tilfalde alle, og det vil i praksis sige samfundet til finansiering af de naturlige fællesopgaver. Og prisen for at ”leje” naturværdier skal prissættes af den fordel, det giver mig i forhold til alle andre – så jeg i virkeligheden ikke har nogen uretmæssig fordel. Adgangen til plads/råvarer er nu lige for enhver – ikke fri, for det koster stadig; men lige, fordi vi alle er lige ejere af vort fædrelands naturværdier og fordi de, der har brug for mere end deres ”andel” må betale de andre en ”leje”. Og så virker markedsloven igen. Vi ”tjener” alle sammen lige meget på jorden – og ingen kan tjene mere end det uden at yde tilsvarende.

RET OG URET.
Næsten alle har en mening om, hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er ret og uret. Vi kalder det etik eller samvittighed. Selv om vi ikke altid kan formulere det i klare grundsætninger, så fælder vi i konkrete situationer som regel en dom. Den er måske ofte hastig, uden tilstrækkelig viden om baggrund og bevæggrund hos de implicerede. Og måske – især hvis vi selv er part i sagen – også påvirket af følelser og egeninteresser.
    Men trods alle svagheder i vores dømmekraft, så er der alligevel en dybt rodfæstet tro på, at der findes en sandhed om ret og uret, der er uafhængig af følelser og egeninteresser. At der findes nogle grundlæggende regler, som kan bruges til at finde den rigtige dom.
    Det, at vi mennesker laver samfund og love, er udtryk for, at vi tror på en sandhed om ret og uret, som ligger udenfor os selv. Ganske vist er alle samfund og alle love ikke retfærdige – langtfra. Der kan stå en fæl diktator bag og så er magt det samme som ret. Og selv i demokratiske samfund kan skumle alliancer, korrupte personer og snævre partiinteresser vende op og ned på lov og ret. Men også her trænger en grundlæggende tro på ret og uret igennem: Vi vurderer også lovene – og forlanger, at de lever op til en grundlæggende norm – som vi kan kalde loven over loven. Ganske vist er vi ikke enige om det helt faste fundament for ret og uret; men intuitivt ved vi, at der ikke kommer noget godt ud af uretfærdige love. Og omvendt, at retfærdige love er nødvendige for at både den enkelte og alle kan leve godt.
    Derfor er det vigtigt at forsøge at få fast grund under fødderne med hensyn til ret og uret. Kun på dette grundlag kan livet blive bedre. Især i moderne politik savnes der meget fokus på dette. Og ret og uret er ikke noget, der svæver i luften. Man kan faktisk argumentere med klare grunde for, hvad der grundlæggende er rigtigt og forkert.
    Og det er også sket gennem historien. Med vekslende held. Der har været vildskud som f.eks. sovjetkommunismen og nazismen – der har ikke været tænkt klart og retfærdig. Men der har også været tænkt til bunds, og sådanne tanker er i det lange løb ubestridelige og vil sejre. Det har ført til slaveriets afskaffelse i USA, til frihedsrettigheder i mange lande, til demokrati, til afskaffelse af apartheid osv.  Derfor har mange fået mere retfærdige love at lever under – selv om der stadig er lang vej igen.
    En af de ting, der stadig plager os, er nød, fattigdom, økonomiske kriser og social uret. Selv i såkaldt rige lande med relativt retfærdige love. Amerikaneren Henry George hævder at have tænkt til bunds i dette spørgsmål. Fysikeren Albert Einstein karakteriserer ham således: Mænd som Henry George er sjældne. Man kan ikke forestille sig en smukkere kombination af intellektuel kunnen, sproglig form og lidenskabelig kærlighed til retfærdigheden. Hver eneste linje er som skrevet til vor generation. Udbredelsen af disse værker er en meget nødvendig opgave.
    Retsliberalt Forum bygger på Henry Georges tanker. Der er al mulig grund til at følge Einsteins opfordring og udbrede kendskabet til tankerne. Og til at opfordre alle til selv at vurdere, om der er tænkt til bunds. Har Henry George ret – så ligger løsningen på det sociale problem lige for fødderne af os.

Mere fra TS