Medlem af Retsliberalt Forums bestyrelse Per Møller Andersen skriver:

DRs dramaserie Borgen indledes med et ‘citat’ af Henry George, sålydende:

Mennesket er det eneste dyr, hvis sult vokser, medens det spiser.

Men hvor har DR dog fået det fra?

Den engelske tekst lyder:
Yet there is still this difference between man and all other animals – he is the only animal whose desires increase as they are fed; the only animal that is never satisfied. (min udgave af Progress & Poverty, p.120)

Og den danske oversættelse:
Selv om vi også indrømmer, at mennesket kun er et højere udviklet dyr, ja i slægt med planterne og endnu den dag i dag underkastet de samme love som planter og dyr, så er der dog den forskel mellem mennesket og alle andre dyr, at mennesket er det eneste dyr, hvis krav vokser, alt som de tilfredsstilles, det eneste dyr, som aldrig kan få nok. (Fremskridt og fattigdom, 8. udgave, p. 83; 6. udgave p.79)

Det er sjældent, at DR nævner Henry George – men også her skal vi gå til kilden for at få den sande udlægning?

*** ––––***

Så vidt DR`s ikke helt korrekte citat og den rette tekst.
Det bringer mig til – med udgangspunkt i bl.a. andre ”Henry-George-udtalelser” – at brodere lidt videre på menneskets særstilling i tilværelsen (især i forhold til dyr).

Mennesket er ikke alene det eneste dyr, der aldrig kan få nok. Det er også det eneste dyr, der er udstyret med en – selv i forhold til de mest udviklede andre dyr – enestående skaberevne (og NB. ødelæggelsesevne; men det hører en anden artikel til). Skaberevnen er måske det, der giver os det umættelige behov? Når vi kan mere end skaffe os mad og vand, så vil vi også have mere og mere. 

Så både mht. behov og produktivitet indtager vi en særstilling i dyreriget. Der måske bedst kan udtrykkes på den måde, at mennesket, som biologisk set er et dyr, alligevel adskiller sig fra dyrene på en iøjnefaldende  måde. Men vi inddrager ikke altid denne forskel tilstrækkelig i vor tækning, når vi funderer over de udfordringer, som vi står over for globalt.  

Et tydeligt eksempel på en – efter min mening – forhastet slutning er den almindelige overbevisning om, at jordens nød og elendighed skyldes, at vi er for mange mennesker. Når vores behov er umættelige og vores evne til at producere er enorm, så slår jordens resurser ikke til. Og rovdriften medfører miljø- og klimakatastrofer. 

Det fører så til antagelser om, at vi aktivt må arbejde for at begrænse antallet af mennesker. Muligvis også båret af en ubevidst analogi fra dyreriget – en slags vulgærdarwinisme: Ræve lever af høns, og når der er for mange ræve eller for få høns, så reducerer naturen antallet af ræve. Noget lignende må gælde for mennesker: er vi for mange og er der for få resurser, så må antallet af mennesker ned. Moralloven (en anden forskel på mennesker og dyr?) hindrer dog hos de fleste forslag om den mere brutale gennemførsel af denne nødvendighed. Så vi tyr i stedet til FN´s befolkningsprogrammer, oplysning om prævention, adgang til ”menneskerettigheden” abort etc. Desværre fører det også en gang imellem til den nærliggende tanke at antage, at krige, epidemier, natur- og sultkatastrofer osv. er  – om ikke man vil sige Guds gave til menneskeheden – så dog ”naturens” måde at reagere på. Og at hjælp i disse situationer på en vis måde derfor er kontraproduktiv i forhold til det grundlæggende problem.

Problemet er korrekt beskrevet. Der findes nød og elendighed. Og naturen vånder sig under trykket. Men årsagen skal måske findes et andet sted end i antallet af mennesker og mangel på resurser.

Jeg skyder mig ind på det. Og begynder med manglen på resurser – er det sandt? 

For det første er der det faktum – for at nu at blive i eksemplet med ræve og mennesker, som begge lever af høns – at mennesker kan lave hønsefarme. Det kan ræve ikke.

Man kan med Henry George billedligt sige det samme: at selv om hvert nyt menneske fødes med en mund, så fødes det også med to hænder.

Som ung besøgte jeg på en udflugt med Retsforbundet Demstrup gartneri (hvis jeg husker rigtigt, ellers undskyld Demstrup) og vi fik oplyst, at der fra et enkelt drivhus på nogle tusinde kvadratmeter daglig kunne køres en lastbilfuld tomater væk. Og allerede da tænkte jeg: Thorkil Sohn, så har verden jo ingen fødevareproblemer.

Og mht. energiforsyning, så er der heller ingen problemer. Solens indstråling er f.eks. enorm. Jordens samlede el-forbrug kan dækkes af solceller på 1/200.000 del af jordens areal på 510 mill. km2, eller ca. 2550 km2, når solen skinner. Da det er mørkt/overskyet en del af tiden, skal man måske bruge lad os sige 4 gange dette areal eller ca. ¼ af Danmark. 

Jamen hvad så med råstoffer, f.eks. jern til at lave biler. Jo, en udtjent bil kan puttes i en metalpresse og bliver til en klump jern, som vi kan lave en ny bil af. Næsten alle råstoffer kan genbruges. I virkeligheden forsvinder metaller osv. jo aldrig. 

Så manglen på resurser er sikkert i virkeligheden i høj grad ”kun” en mangel på tekniske løsninger. 

Vi har allerede mange fremragende tekniske løsninger. Derfor er ”resurseproblemet” allerede delvist løst. Selv om jorden har det højeste antal indbyggere nogensinde, har vi alligevel aldrig haft så lille en procentdel, der sulter. Og så mange, der går i skole, som nu. Ligesom flere og flere får adgang til elektricitet, internet, TV, lægeklinikker osv. Og presset på naturresurser og klima har medført en øget anvendelse af vedvarende energi og genbrug osv.

Men vi må også erkende, at disse tekniske fremskridt IKKE har formået at afskaffe fattigdom og da slet ikke relativ fattigdom (= ulighed). Ja, at de skete fremskridt endda tenderer mod at skabe nogle rige, som ejer uforholdsmæssigt enorme dele af al formue. Ligesom forbruget af råstoffer og naturresurser alligevel (trods genbrug og vedvarende energi) er alarmerede højt. Og at antallet af mennesker (selv om jeg hævder, det ikke er hovedproblemet) dog stadig stiger og naturligvis ikke kan fortsætte hermed i al fremtid.

Så foruden de tekniske løsninger må der tilføjes noget mere. Og dette mere må efter vi retsliberales mening være noget, som fordeler produktionsresultatet mere retfærdigt. Vi har tre fordelingsmodeller på ”markedet”, som er afprøvet: Kommunisme/socialisme, kapitalisme/liberalisme og mellemformen socialliberalisme. I den første anvendes tvang både som produktionsfremmende foranstaltning og som fordelingsmetode. I den anden skummer de stærkeste fløden og fanden tager de sidste. Og i den socialliberale samfundsorden ordnes forholdene gennem statsformynderi overfor alt og alle og den blanding af socialisme og kapitalisme, at staten tager og fordeler den ene halvdel af produktionen på mere eller mindre tilfældig måde og overlader den anden halvdel til en lige så tilfældig fordeling mellem arbejdsskabt og arbejdsfri foretagsomhed. Det er vores opfattelse, at hvis PRODUKTIONSRESULTATET fordeles til de rette ejere i forhold til, hvad hver af produktionsfaktorerne JORD/RESURSER, ARBEJDE og KAPITAL (opsparet arbejde) bidrager med, så vil fordelingen være indbygget i selve systemet. Værdien af JORD-OG RESURSERENTEN bør tilhøre alle/samfundet, da de ikke er skabt af nogen enkeltperson, ARBEJDSLØNNEN bør tilhører den/dem, der har udført arbejdet og KAPITALRENTEN tilhører den/dem, der har stillet realkapitalen (produktivitetsfremmende redskaber) til rådighed. 

Og det er vores opfattelse, at denne metode vil fordele produktionen på en bedre måde, så alle får et retfærdigt og tilstrækkeligt livsgrundlag. Hvilket – det viser al erfaring – vil stoppe væksten i antal mennesker. Og denne fordeling  vil også fremme genbrug og brug af vedvarende energi, da dette ikke vil koste dyrt i jord- og resurserente. I modsætning til forbrug af råmaterialer, kul, råolie osv. udvundet ved minedrift o. lign. 

Fordelingsmodellen anser vi for det allermest væsentlige – så kommer resten mere eller mindre af sig selv. 

For til slut at gengive Henry George lidt frit – som DR gjorde: Giv en fattig mand sikkerhed for, at han kan beholde frugten af sit arbejde og besøg ham et år efter. Så står der en hytte til ham og hans familie. Og besøg ham to år efter, og der står et hus til familien. Sådan er den menneskelige natur nemlig. 

Og sikkerhed for at beholde frugten af sit arbejde får han kun, hvis han får lige ret med alle andre i de natur- og samfundsskabte værdier og beholder sin fulde arbejdsløn uden skat.

Thorkil Sohn, medlem af bestyrelsen for Retsliberalt Forum.