Jens Andersen, Mors, skriver:

”Interessante artikler. 
1) Hvordan ser I på lønarbejde? Resultatet af ens arbejde tilhører jo en anden. 
2) Endvidere. Jeres ideer stammer fra en tid hvor der endnu var “fri” jord til rådighed. Enhver kunne blot gå i gang. I dag fødes børn ind i en fastlagt struktur hvor alt tilgængeligt er monopoliseret af andre.”

Vi forsøger at svare. Og det bliver lidt omvendt – da det gør tankerækken klarere:

Ad 2) Ideerne stammer fra den tid (sidst i 1800-tallet), da der ikke længere var velbeliggende eller frugtbar fri jord tilbage af betydning. Selv i USA, hvor Henry George gjorde væsentlige  iagttagelser, var jorden monopoliseret i de store byer og i øvrigt af jernbane- og mineselskaber. Det var netop dette, som ledte ham hen til tanken om, at det, som ingen (mennesker) har skabt, burde være alles fælleseje.

Kun hvis der er fri jord af bedste kvalitet til fri rådighed, er der ikke noget problem. Når jeg skriver ”af bedste kvalitet”, så er det netop fordi, at når den bedste jord er taget, så er der allerede en fastlagt ulighedsstruktur, som børn fødes ind i. Også selv om der er masse af dårligere jord tilbage til fri rådighed, så er uligheden allerede indtrådt. Om end ikke i så høj grad som i dag, hvor selv den ringeste plet er beslaglagt.

Der er ganske enkelt en fordel (eller en ulighed – det er det samme) forbundet med at kunne sige om et stykke jord eller en naturresurse: ”Dette er mit”. Jordrenteloven (som er en økonomisk naturlov) kan bruges til at værdisætte denne fordel. Det er det merudbytte, man kan opnå UD OVER det udbytte, man kan få af den ringeste jord, der er i brug  – ved fornuftig anvendelse af de samme midler (arbejde og kapital). Og den finder sit udtryk i jordens lejeværdi (eller salgsværdi, der er den kapitaliserede lejeværdi). 

At inddrage al jordrente til brug for alle (dvs. til samfundet eller i lige andele til alle mennesker) er en praktisk måde at ”udligne” den ulighed, en monopolisering er. Herved stilles alle lige og man fødes ind i en struktur, hvor udbytte af jorden og naturresurserne kommer alle lige til gode. Og brugsretten til jorden og naturresurserne tilkommer de personer og firmaer, der vil betale deres medmennesker for den særfordel, dette er. 

På denne grundlæggende lighed kan samfundet og produktionen bedre trives…

PS. Jordrente er i virkeligheden en ”underafdeling” af det, man kan kalde ”knaphedsrente”. Enhver produktionsfaktor, som er monopoliseret, kan give sin ejer en fordel. Dette er i dag mere aktuelt end før. Tænk på eneret til frekvenser, fiskekvoter, patenter, (Nb. der dog, fordi de er arbejdsskabte, til en vis grad er retmæssige), koncessioner, udvindingsret til olie, gas mv., de facto eneret på elektroniske platforme  osv. osv. 

Så svaret må blive: Netop fordi al jord og alle naturresurser er monopoliserede, er vore ideer nødvendige, for at undgå at børn fødes ind i en fastlagt og uretfærdig struktur. 

Ad 1) Hvordan med lønarbejde – resultatet af ens arbejde tilhører jo en anden – spørges der.

Ja,  men arbejderen får jo løn. Så jeg tror, spørgsmålet skal tydes derhen, at arbejderen ikke kompenseres fuldt ud for sin indsats? Han skaber mere værdi end han får betaling for.  Han udnyttes altså. 

En af grundene til, at det kan ske, er netop at alle, der fødes ind fastlagt struktur, hvor adgangen til jord og naturresurser er kapret af andre, ikke har lige muligheder med disse andre, der kom først. Hvis den af os foreslåede reform gennemføres, vil udgangspunktet blive lige. Det er i sig selv en væsentlig ting til at hindre udnyttelse af andre.

Desuden vil en omlægning af samfundets indtægter til grundskyld mindske eller fjerne behovet for skat på arbejde og alm. menneskers forbrug, der pt. er det offentliges hovedindtægtskilde. Det vil fritage lønmodtageren for store skattebyrder. Selv om selvstændige og firmaer også beskattes, er der en tendens til, at lønmodtagere og socialt svage altid kommer til at bære de største byrder. NB. Grundskyld gør som en bivirkning en ende på store firmaers skattetænkning og skattely. 

Men den allerstørste ændring vil være, at kampen mellem ”arbejderen” og ”kapitalen” efter en sådan reform vil vise sig at være en i høj grad falsk modsætning. Når de arbejdsfri indtægter, der nu tilflyder jordejeren, inddrages – ja, så vil der stort set kun være en måde at tjene penge på: ærligt arbejde. Og kapital vil tendere mod at være ”fortjent” kapital – nemlig opsparet arbejde. Hvor skulle den ellers komme fra? Og den vil skulle investeres i realkapital –  der er jo stort ikke andet at investere i: en høvl er opsparet arbejde. Det samme er en fabrik med masser af maskiner.  Og da altså ægte kapital og arbejde dermed i grunden bliver et og det samme, er der ingen modsætning mellem fabrikanten og lønmodtageren. Fabrikanten må skaffe sin kapital gennem sit arbejde eller låne den fra andre, der arbejder. Eller andre kan skyde kapital ind som medejere. Og fabrikanten må arbejde som alle andre. Måske får han i udgangspunktet mere i løn; men det er præmie for at påtage sig besværet og risikoen med at styre det hele.  Den almindelige lønmodtager har valgt af bekvemmelighedsgrunde at ”tegne en forsikring”, dvs. fast løn for aftalt arbejde, uanset hvilke ulykker, der kan indtræde.

Så svaret må være: Lønmodtagerens værste fjende er ikke kapitalen. Hovedfjenden er, at jord og naturresurser er monopoliserede. Og den selvstændiges værste fjende er slet ikke lønmodtageren – tværtimod, de er begge arbejdere. Den selvstændiges værste fjende er ganske den samme som lønmodtagerens: at jord og naturresurser er monopoliserede.

Til slut. Forholdene kompliceres af, at de fleste har flere ”roller”. Lønmodtageren er ofte villaejer og vi derfor med næb og klør forsvare sin ”friværdi”. Han ser slet ikke, at i et livsforløb er det i hans sande interesse, at lønindtægten bliver skattefri, selv om han så må ”nøjes” med, at et hus er en brugsgenstand, ganske som en bil og en cykel. Og den selvstændige er ligeledes ofte både selvstændig og jordejer (arketypen er en landmand, men det gælder også en butiksindehaver osv.) og løber dermed ind i den samme ”blindhed” som lønmodtageren med villa. Landmanden og butiksindehaverens sande interesse er, at måtte beholde det fulde udbytte af deres indsats. Og så betale en konjunkturbestemt (grundskyld er konjunkturbestemt) leje af deres produktionsgrundlag. I stedet for at købe produktionsgrundlaget af den forrige ”monopolist”. Det skal også tilføjes, at opkrævning af fuld grundskyld ikke på nogen måde berører ”lejerens” brugsret eller ret til at overdrage. Det forbliver ganske som nu. 

Med venlig hilsen

Retsliberalt Forum.