Folk og adfærd i selfiens tid

Kommentarer til nutiden

Af Peter Ussing, oktober 2019

Elite og folk

Det er blevet sagt, at valget af Donald Trump til præsident i USA var et udtryk for et folkeligt opgør med en politisk elite i Washington. Det gjaldt vel ikke bare en elite inden for demokraterne, men også hos republikanerne. Andre betragter valget som et populistisk skred, hvor vælgere, der ikke føler sig hørt af “magthaverne” har reageret, som de gjorde. Hvad der samfundsmæssigt er sket, må tiden vise, men valget opleves af nogle iagttagere som et opgør, og andre som galskabens magtovertagelse. Og det er jo ikke bare i USA, at man har kunnet iagttage modsætninger mellem vælgerne og de etablerede politikere. Herhjemme har vi længe talt om politikerlede. Så vi har nok også nogle modsætninger mellem elite og folk, reelle eller forestillede. Nogle overvejelser er sandsynligvis på sin plads.

Elite er imidlertid ikke noget entydigt begreb. Et samfund har mange eliter. Inden for idrætten har man, som alle ved, adskillige eliteidrætsfolk. Vi taler også om en kulturelite, bestående af forfattere, billedende kunstnere, musikere, skuespillere og andre, der udfolder sig kreativt uden for vareproduktionen. Og til den elite kan man vel også knytte universiteterne og hele undervisningssektoren. Eller det er måske en elite for sig. Så er der en økonomisk elite af store virksomhedsejere og formueejere, og hertil knytter sig en organisationselite af blandt andet stærke fagforeningsfolk. Fælles for de fleste i disse elitære grupper er, at de har indflydelse – og måske også penge.

Endelig er der en politisk elite, bestående af (top)politikere, (top)embedsmænd og mediefolk/kommentatorer. Og det er denne gruppe, der især har interesse her.

Til elitebegrebet hører – og det er væsentligt – at man i vore dage kun er elitær på et specielt område, og kun der. Man kan være en elitesportsmand eller – kvinde. Uden for dette område er man et almindeligt menneske. Man kan tilhøre kultureliten, men det har næppe nogen betydning, når man køber ind i Brugsen. Det samme må gælde den politiske elite. Den er kun udtryk for noget særligt, når talen er om politisk indflydelse og om at leve af sine meninger.

Det er givet, at man skal have respekt for specialister, når de beskæftiger sig med deres speciale, vel vidende at også her gør forskellige opfattelser sig gældende. Som skolemand har det ofte irriteret mig at opleve den skråsikkerhed, hvormed nogle mennesker, især politikere, udtaler sig om skole og uddannelse, især om hvor ringe det står til med børnenes og de unges kundskaber. Det til trods for, at vi aldrig har haft et uddannelsessystem, hvor der stilles større krav end nu, og det til trods for, at vi aldrig har haft så mange veluddannede som nu. Vi kan diskutere, om der er områder der svigtes. En bredere indsigt i samfundsforhold er nok ønskelig på alle niveauer. Men ellers er uddannelsesniveauet højt. En kendt person må naturligvis mene, hvad hun eller han vil, og endda opfatte det som den evige sandhed. Vi andre behøver ikke at have samme opfattelse, og ind imellem er det rigtigst ikke at have det.

Billedet forkludres noget, når elitebegrebet blandes sammen med kendisfunktionen, dette at være til rådighed for billedmedierne, og i øvrigt det ikke at kunne gå på gaden eller i butikkerne uden at blive genkendt. Man kan blive en kendt person, hvis man præsterer noget særligt inden for sit felt. Men man bliver vel også en kendt person, hvis man har de rette forbindelser til at blive kendt og måske selv gør noget for at markedsføre sig. Den franske sociolog Edgar Morin kaldte dem for mange år siden “olympiere” og antydede dermed deres halvgudelignende status i den offentlige bevidsthed.

Mens den elitære person kan optræde som rollemodel, har den kendis, der er kendt for bare at være kendt, næppe anden samfundsmæssig funktion end den rent underholdende.

Ser de elitære sig selv som elite?

Man kan godt stille det spørgsmål om, de elitære betragter sig selv som elite, eller om vi har at gøre med nogle, som kun betragtes udefra? At eliten har en funktion i samfundet er hævet over enhver tvivl, og det må være den funktion, den elitære føler ansvar for. Organisationseliten og den politiske elite tænker i magt. De øvrige i præstationer og resultater – og nogle også i penge.

Som tidligere leder af en kommunal forvaltningsgren har jeg måske tilhørt en lokal elite og nogle få erfaringer at byde på. Som sådan havde man en vis status og nogle kvalifikationer inden for et snævert felt. Man har nogle kompetencer, fordi man skal rådgive politikerne og føre deres beslutninger ud i livet. Men man var altid den, der gik bag efter udvalgsformanden med cigarkassen. Der var blandt politikerne aldrig tvivl om, hvem der rangerede højest. Man fik indflydelse i forhold til sine personlige kompetencer, men formentlig også i forhold til politikernes, og her skal man huske, at lokalpolitikere ofte har en betydelig lokal indsigt, og engang sad de tæt på forvaltningen af beslutningerne. Det er da også de folkevalgte, der har offentlighedens opmærksomhed. Med den såkaldte strukturreform er der givet nye beføjelser til dem, der er ansat til at føre beslutninger ud i livet. Det blev allerede markeret, da man i 1990 afskaffede skolenævnene og indførte skolebestyrelser, der skulle udarbejde principper for skolelederens virke. Bestyrelsen skulle ikke beskæftige sig med enkeltsager. Bestræbelserne er således gået i retning af at styrke det administrative element, og det kunne måske nok øge interessen for elitebegrebet. Vi bør måske frem for at se på de elitære mennesker i højere grad se på, hvordan den offentlige virksomhed organiseres, og hvilke opgaver den får tildelt eller tiltager sig. De mennesker, der i den forbindelse har indflydelse, kan godt være anonyme.

Ideen bag den offentlige forvaltning er i vore dage koncernmodellen, der bl.a. kan eksemplificeres i de tidlige skolebestyrelser. Ideen er åbenbart, at den offentlige virksomhed skal organiseres som de store private virksomheder, det vil sige med store beføjelser til de administrative ledere. Man taler om new public management.

I bogen “Overmod” af Kristian Andersen m.fl. skildres en lille lokal sparekasses kollaps, hvor en dominerende direktør på væsentlige punkter tilsidesætter en svag bestyrelses kompetence og bringer den ansvarlige kapital i spil gennem udlån til nogle hasarderede spekulationsprojekter. Det skildrede forhold mellem direktion og i det dette tilfælde garantvalgte repræsentantskab og bestyrelse er ikke ukendt i andre virksomheder. Jeg stillede engang som medlem af en bestyrelse nogle forslag, men blev kraftigt imødegået af et kommunalt udpeget medlem, der hævdede, at det kunne jeg ikke tillade mig. Det var direktionens opgave at stille forslag. Manden blev senere en stærk lokalpolitiker. Når vi oplever disse former for pseudodemokrati, er det ikke sikkert, at årsagen skal findes i det administrative element.

Man kan godt påstå, at regionerne falder lidt uden for mønstret. De har nok en folkevalgt bestyrelse, men de har ikke en selvstændig skatteudskrivning og er i høj grad underlagt statens retningslinjer. Men kommunerne er efterhånden i den samme situation. Det såkaldt kommunale selvstyre er næsten kun en kliche, og regionsstrukturen kan godt tænkes at være mønster for al kommunal forvaltning i fremtiden. Man kan med nogen ret spørge, hvor vælgerne vil være i fremtidens lokale offentlige koncerner. Dermed bliver den administrative elite et demokratisk problem. Det er ikke så meget personerne, opmærksomheden skal rettes imod, men strukturen. Vi har set det i forbindelse med diskussionen om reorganisering af sundhedssektoren og nedlæggelse af regionerne. Forslaget ville afsvække den demokratiske kontrol og centralisere beslutningsprocesserne. Det giver mindre magt til de lokale politikerne. Det er i betænkelig grad et tidens træk; der foregår i den vestlige verden en stigende centralisering af de politiske beslutninger, og dermed svækkes demokratiet, hvis man ikke vil gå så vidt som til at sige, at det bringes i alvorlig fare, fordi staten får en overvægt i forhold til borgernes fælles problemløsning.

Stat og demokrati
Statsbegrebet

Staten må vi opfatte som et element, en institution om man vil, i samfundet. Den har udstyret sig med nogle enerettigheder, som er af traditionel karakter. Således et voldsmonopol og et beskatningsmonopol. Man kan faktisk godt opfatte statsapparatet som en selvstændig magtfaktor, formelt underlagt en folkevalgt forsamling. Det sidste er af nyere dato og absolut ikke noget generelt. Statens oprindelse skal ikke behandles nærmere her. Den er vel udgået af stor jordejendom med ejere, der havde råd til at opretholde et voldsmonopol og dermed garantere de nærmest boendes sikkerhed. Det blev til høvdingemagt og senere kongemagt. Og den knyttede den religiøse magt til sig. På et eller andet tidspunkt får denne magtfaktor behov for en administration, som udvikler sin egen selvforståelse.

For en del år siden var jeg tjenstligt involveret i oprettelsen af et uddannelsescenter i forbindelse med nedlæggelse af et lærerseminarium. Ved en bestemt lejlighed deltog jeg sammen med projektets administrator og kommunens borgmester i et møde med en af Undervisningsministeriets tjenestemænd. Bagefter fortalte administratoren mig, at den pågældende tjenestemand havde besværet sig over borgmesterens tilstedeværelse. Det var et angreb på hans integritet. Nogen tid senere havde vi tre et møde med ministeren, og han besværede sig til gengæld over, at vi gik til ham med en sag, som vi skulle drøfte med embedsværket.

Man kan ud af disse tildragelser ikke vurdere, om der er tale om en generel holdning, men hvis det er tilfældet, har vi nok at gøre med et statssyn, hvor der på den ene side skelnes mellem staten som en fast institution med sit eget liv og på den anden side en politisk faktor, kommunalbestyrelse eller folketing, som både skal give bureaukratiet retningslinjer og legitimere statsapparatets virksomhed.

En del af statens opgaver er overladt til forskellige styrelser, udlændingestyrelsen, sundhedsstyrelsen, levnedsmiddelstyrelsen, naturstyrelsen o. a. Disse styrelser er gennem lovgivningen udstyret med brede bemyndigelser, så man ind imellem får en fornemmelse af, at de kører deres eget løb. Det ser eksempelvis ud til, at ministeren ikke er i stand til at omgøre beslutninger i udlændingestyrelsen vedr. afvisning af asylansøgninger, og der er vestkystkommuner som har specielle erfaringer med naturstyrelsen i forbindelse med kystsikring. Sådanne erfaringer bekræfter én i den opfattelse, at staten er en selvstændig magtfaktor i samfundet, og at den politiske styring af staten ikke rækker ud over den grænse, som apparatets selvopfattelse og selvbevaring sætter.

Staten består således af to elementer, det politiske apparat og embedsværket, bureaukratiet om man vil, hvoraf det første består af kendte, folkevalgte personer, mens det andet i almindelighed bygger på anonyme aktører. Tilsammen udgør de en enhed. Det politiske element er den styrende, der træffer afgørelser omkring de offentlige institutioners økonomi og opgaver. Det er så overladt til bureaukratiet selv at tilrettelægge arbejdsgange. I begge tilfælde opstår en elite af toppolitikere og topembedsmænd. De første kendte og de andre mere eller mindre anonyme.

Magtens delinger

Mens enevælde endnu var den almindelige statsform over det allermeste af verden, fremsatte franskmanden Montesquieu tanken om magtens deling i den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Det er tanker, som genfindes i de fleste demokratiske forfatninger. Ikke mindst i form af tanker om domstolenes uafhængighed. Den lovgivende magt kan således fastlægge straffens størrelse for en hvilken som helst forseelse, men i det konkrete tilfælde afsiges dommen suverænt af domstolene. Man har indtrykket af, at ideerne har smittet af på nogle dele af den udøvende magt. Således kan udlændingeministeren åbenbart ikke omgøre afgørelser om asyl, truffet i udlændingestyrelsen.

Ideen om adskillelse mellem den lovgivende og udøvende magt realiseres ikke, fordi lovgiverne ønsker indflydelse på de administrative funktioner, og ud af dette forhold udspringer parlamentarismen, så der kan øves politisk kontrol med bureaukratiet og detaljer, som lovgiverne overlader til administrationen.

Det hele kompliceres yderligere af, at – i vort tilfælde – Danmark er medlem af den europæiske union, som har overtaget en lang række funktioner, der tidligere suverænt var overladt til de enkelte stater. Således har direktiver fra EU lovkraft i de enkelte medlemslande, og den enkelte borger har vel i almindelighed ikke nogen fornemmelse af, om de er blevet til gennem en demokratisk proces. Den mere eller mindre demokratiske institution synes herhjemme at smitte af på ikke bare folketingets arbejde, men også det lokale demokrati, sådan som det udøves gennem regioner og kommunale råd. Uigennemsigtigheden er uden tvivl en del af årsagen til den politiske utilfredshed, men den har også andre kilder, og noget af den er historisk betinget.

En europæisk statskritisk tradition

Montesquieu skrev under indtryk af tankerne om en naturret, som på det tidspunkt optog mange europæiske tænkere, herhjemme bl.a. Holberg. Under renæssancen kom der gang i naturvidenskaben, og sideløbende hermed opstod forestillinger om en naturret, hvis etik og retsopfattelse kunne udledes videnskabeligt af menneskets og samfundets natur. Den byggede ikke som den eksisterende såkaldt positive ret på traditioner og faktisk magt, ej heller på guddommelig inspiration. En af de første, der skrev ud fra disse tanker, var englænderen John Locke, der hævdede, at staten var skabt af mennesker og tjente samfundets formål modsat enevældens opfattelse af staten som indstiftet af gud, der således også bestemte lovgivningen – en tankegang, man i vore dage finder i muslimske kredse, f. eks i sharia-lovgivningen. Naturretten indledte den politiske liberalisme, som vendte sig imod den autoritære og ubegrænsede stat. Et fremtrædende skrift til fordel for denne opfattelse kom i 1851, men skrevet under den franske revolution af tyskeren Wilhelm von Humboldt: Ideen zu einem Versuch die Grenzen der Wirksamkeit des Staates zu bestimmen. Allerede titlen antyder den opfattelse, at statens virksomhed har sine grænser. Denne statskritiske opfattelse møder vi senere hos især konservative og liberale forfattere, efter den anden verdenskrig hos den evangeliske biskop i Berlin, Otto Dibelius med bogen Statsmagtens grænser, tysk-svejtseren Wilhelm Röpke med Har kollektivismen spillet fallit? og Londonprofessoren, F.A. Hayek, med Vejen til trældom. I slutningen af 1900-tallet møder man den stærkeste statskritik fra den amerikanske filosofiprofessor Robert Nozick med Anarchy, State and Utopia, der er et forsvar for minimalstaten. De er alle mere eller mindre bærere af en økonomisk liberal tradition. En anden og mere social tilgang havde den russiske forfatter Pjotr Kropotkin, der med sin bog Gensidig hjælp satte anarkismen på dagsordenen og talte til fordel for et samfund, der bygger på kooperation i stedet for statslige aktiviteter. Vi skal senere se på en dansk statskritisk forfatter, lægen Severin Christensen, der med tanker om et retsdemokrati var mere konstruktivt opfattende.

Foreløbig skal vi kun konstatere en statskritisk tradition uden at fastslå, om den i vore dage kommer til udtryk i den tendens, man kalder populisme.

 Demokratiets udartning til populisme
Populisme eller ideer om samfundet

Det gamle, feudale godssystem var præget af en dyb ulighed, som fortsatte længe efter, at gårdmandsstanden emanciperede sig. En tilsvarende ulighed prægede urbaniseringen og ikke mindst efter, at bykulturen blev domineret af industrialiseringen. Der var dyb fattigdom hos de befolkningslag, der var uden besiddelse af ejendom. I byerne opstod begrebet borgerlighed som et udtryk for de grupper, der fik næringsbrev som selvstændige erhvervsdrivende. Begrebet rummede forestillinger om økonomisk og social ulighed som noget naturligt og dermed også politisk ulighed og følelse af borgerskabets egen mereværd.

Og det er fornemmelser, der eksisterer også efter, at begrebet borgerlig har tabt det meste af sit indhold.

Industri- og handelsborgerskabet fik sine egne opfattelser af, hvordan industrialiseringen skulle foregå, liberalismen, og tilsvarende fik industriarbejderne deres, socialismen. Disse to forskellige opfattelser har stået meget stærkt over for hinanden i den økonomiske politik og som udtryk for, hvordan hver gruppe, arbejdsgiver og arbejdstager, ønsker samfundet indrettet. Men efterhånden har de slebet hinanden til og nærmet sig hinanden. I et vist omfang har de fundet hinanden i begrebet velfærdsstaten, hvor den industrielle liberalisme opgiver den ubegrænsede erhvervsfrihed og accepterer offentlige indgreb i erhvervslivet og offentlig løsning af en lang række opgaver, mens den industrielle socialisme opgiver samfundseje af produktionsmidlerne mod til gengæld af få løst en række opgaver gennem offentlig virksomhed og personbeskatning og med et sikkerhedsnet under de svageste. Dermed er vejen banet for en fælles velfærdspolitik. Til trods for, at ideologierne er stærkt afsvækket, og ordet liberalisme næsten er synonymt med konservatisme, står de to grupper stadig mere eller mindre uforsonlige over for hinanden, men det skal nok ses under en historisk synsvinkel, for alle grupper i samfundet har hver deres myte om undertrykkelse og frigørelse, og her er der ikke plads til andre, og slet ikke tidligere undertrykkere.

I den sidste halvdel af 1900-tallet skete der en voldsom udvikling af erhvervslivet i den vestlige verden – også i Danmark. Ikke blot i form af ændret teknik, men også i beskæftigelse og arbejdsformer. Folk flyttede fra landbruget, landsbyerne affolkedes, og befolkningssammensætningen her ændredes. Tidligere forskelle mellem land og by blev mere eller mindre udvisket.

Også industrien beskæftigede stadig færre. Til gengæld voksede servicesektoren – opfattet i bredeste forstand – meget stærkt, og den rummede arbejdsformer, der i særlig grad tog udgangspunkt i den enkeltes indsats. Samfundet blev mere og mere individualistisk med en tilsvarende svagere betoning af den solidaritet, der havde kendetegnet industriarbejdet. De nye arbejdsformer, der senere er blevet betegnet som informationssamfund og videnkultur, er blevet det stærke træk i vores erhvervs- og arbejdskultur, men i modsætning til såvel landbruget som industrien, der begge måtte igennem en frigørelseskamp, har de nye erhverv aldrig været undertrykte, og de er uden historie. Det giver dem en helt anden plads i det kulturelle og politiske billede, og dermed falmer interessen for for de to industrielle ideologier, liberalismen og socialismen, og der er ikke behov for en nye ideologi med nye myter om undertrykkelse og befrielse. Dermed heller ikke nye tanker om, hvordan samfundet skal indrettes. Den nye individualisme har næppe fundet sin form endnu og erkendt de nye muligheder for personlig udvikling i samspil med andre. Et stærk træk er selvoptagetheden, de nye individualister ser ikke sig selv i Narcissus´ spejl. De tager en selfie og lægger den ind på Facebook. Hallehøj, her kommer jeg!

Velfærdssamfundet, der er udsprunget af industriarbejdernes drøm om solidaritet, synes at være almindeligt anerkendt, og dermed er også velfærdspolitikkens mangler blevet almindeligt accepteret.

Velfærdssamfundet er ikke noget idealsamfund. Det er resultatet af et kompromis mellem den liberalkonservative opfattelse af den private ejendomsret og den socialistiske omkring statens opgaver. Man kan ad skattevejen foretage en vis udjævning mellem rig og fattig og øge de offentlige støtteforanstaltninger til fordel for de svageste stillede, og den økonomiske vækst i samfundet har vel i et vist omfang kunnet forbedre forholdene for dem. Men uligheden består stadig, og ind imellem konstateres det, at den bliver større. Det er, som om politikere og økonomer bevidst går uden om den iagttagelse, som amerikaneren Henry George gjorde for 150 år siden, at fremskridt avler fattigdom. Fremskridtene kommer dem til gode, der er i stand til at skaffe sig arbejdsfrie indkomster og formuer ved at eje af fast ejendom.

Fordelingspolitikken får i velfærdssamfundet en fremtrædende plads sammen med omfanget af den offentlige indsats inden for sundhed og uddannelse. De gamle ideologiske skillelinjer findes nok i agitationstalerne og festtalerne. Men stort set vedrører de økonomiske skillelinjer spørgsmålet om omfanget af den offentlige indsats, det vil blandt andet sige omfanget af staten – og især, hvor meget man selv kan få ud af velfærdspolitikken. Opbygningen af et velfærdssamfund, der overlader opgaveløsningen til de offentlige organer, har ændret den almindelige mentalitet, og en fremherskende individualisme (læs egoisme) synes at få velfærdssamfundet til at skride. Man skulle synes, at et velfærdssamfund forudsætter en udbredt solidaritet, men den mest udbredte trend er blevet at stille krav på egne og ens børns vegne, selv om man måske nok foregiver at anlægge en fælles hensyntagen.

Det indgår så også i partiernes programmer og politik, og vi kan derfor stort set sætte lighedstegn mellem velfærdspolitikken og det nye begreb populisme. Det er ikke et entydigt begreb, men i vore dage erstatter populismen de klassiske ideologier, den rummer især nogle konservative træk, og sammen med en uvilje mod den elitære politik en lang række politiske krav, også på områder, der førhen lå uden for den politiske virksomhed. Denne uvilje mod de offentlige organer, der ofte betegnes som politikerlede, er nok en arv fra det feudale samfund, hvor godsejeren, nådigherren, på én gang var formynder og undertrykker og blev omfattet med en fornemmelse af gensidig afhængighed og en uvilje, der ofte grænsede til had. Dette nådigherresyndrom går igen i moderne tid, også i forhold til organisationer med økonomisk indhold.

 Populismen rummer stærke træk af nationalisme, ofte med stærke indslag af fremmedhad. De populistiske partier spiller i vore dage stærkt på den frygt og usikkerhed, som mange føler ved de store flygtninge- og indvandrerstrømme. Man søger at forsvare sig mod dem og afgrænse sig mod dem, men har for så vidt ingen interesse for årsagssammenhænge. Populismen er udtryk for en defensiv politik uden konstruktive tiltag. Den er således mest udtryk for en politisk konservatisme, der ingen steder fører hen.

Det er et træk ved populismen, at dens politikere ofte giver udtryk for at udtale sig på folkets vegne. Man kan godt afvise de politikere, der mener at gøre det. Men man ikke afvise, at de ofte gør det, når et parti kan gribe fat i en enkeltsag, som er til debat og kan bankes op til et betydningsfuldt politisk emne. Det generer således åbenbart et flertal af befolkninger rundt om i Europa, at nogle kvinder bærer burka eller niqab, og derfor sættes der ind med forbud, hvor lidt tålmodighed og imødekommenhed måske havde løst spørgsmålet.

Det demokratisk farlige ved den slags enkeltsagspolitik er ikke så meget, at uvedkommende ting gøres politiske, men at tilslutning til et parti på grund af enkelte sager bliver brugt til at få indflydelse på en række andre punkter, hvor vælgerne måske ikke er enige med partiet.

Det er vel sådanne forhold, der bevirker, at nogle ikke anser populismen for en demokratisk bevægelse. Om de har ret afhænger af, hvordan vi opfatter begreber som folk og demokrati.

Eksisterer folket?

Den østrigske forfatter Robert Musil skriver et sted: “Vi er ikke hinanden. Vi er kapitalister, proletarer, intellektuelle, katolikker…. og sandt at sige langt mere flettet sammen i vore særinteresser og ud over alle grænser end med hinanden.” Hvad han vil sige, er egentlig, at forestillinger om folk og nation er en fiktion. Virkeligheden er en anden. På sin vis har han jo nok ret – og alligevel ikke.

Tanken om folk og nation er måske ikke ældre end det sene 1700-tal, den franske revolution og romantikken, og den voksede sig stærkere efterhånden, som trafikmidlerne, aviserne og andet bandt de enkelte dele af staterne sammen og svækkedes igen efterhånden, da handelen, trafikmidlerne og medierne knyttede landene sammen i en fælles globalitet. Så enkelt er det så heller ikke.

Grundtvig søgte at give begrebet folk indhold med de efterhånden lidt fortærskede linjer:

Til et folk de alle høre,
som sig regne selv dertil,
har for modersmålet øre,
har for fædrelandet ild.

Det første er nok forkert. Man er en del af et folk, en nation, en kultur, selv om man ikke accepterer det. Men modersmålet og ilden for fædrelandet er nok rigtigt. Og jo, der ligger måske også en viljesakt bag dette at være en del af et folk.

Vi bevæger os på to planer.

Det institutionelle plan. Ditlev Tamm siger i forordet til Dansk Forvaltningshistorie: “Det er næppe for meget sagt, at den offentlige forvaltning og den måde, som den er indrettet på, er en del af dansk identitet. Vi har en dansk forvaltningstradition, og om ikke før, så kan mødet med andre landes forvaltningstraditioner overbevise om, at det er et af de områder, hvor hvert land har sit særpræg. Dansk forvaltning har sine egne traditioner og et forløb, der er særegent for Danmark.”

Mentalitet spiller dog også en rolle. Den danske landdagsmand i Slesvig-Holsten, Karl Otto Meyer, gav engang et eksempel på forskellen mellem dansk og tysk mentalitet: Hvis tyske politikere fra flere partier skulle til et møde i Danmark, ville de flyve hver for sig. Hvis danske politikere fra flere partier skulle til et møde syd for grænsen, ville de leje et folkevognsrugbrød og køre sammen og drikke kaffe i en vejkro. Traditioner og påvirkninger fra de offentlige institutioner betyder måske mere, end vi normalt tror, og det er efterhånden en almindelig opfattelse, at det offentlige skal regulere adfærden, bl.a. gennem lovgivningen. I virkeligheden er det et indgreb i den personlige frihed, men vi accepterer alligevel indgreb på sundhedsområdet, bl.a. vedr. brug af alkohol og tobak.

Det funktionelle plan. I 1936 udgav den sønderjyske seminarielærer Claus Eskildsen sin Dansk Grænselære. Den var affødt af den tids nazistiske raceteorier og gendrev de tyske påstande om, at Slesvig var et oprindeligt tysk kulturområde. Han påviste, at der gik en kulturgrænse i området omkring Ejderen. Hvad der var nord for denne, pegede nordpå mod dansk kultur, og hvad der var syd for var tysk. Forskellighederne var meget tydelige. Det gjaldt således personnavne og stednavne, gårdtyper, markled, madskikke, ja sågar træsko. Disse forskelle er efterhånden en del udvisket, bl.a. på grund af de mange tyske flygtninge, der efter krigen kom til Sydslesvig. Men færdes man i landsdelen, vil man, hvis man er tilstrækkelig opmærksom, stadig på landet kunne finde spor af disse forskelle. Ellers kan man slå op i en telefonbog og studere efternavne. Når man diskuterer danske værdier, og hvad der er særegent for de enkelte nationer, så er det den slags træk, man skal være bevidst om.

Hartvig Frisch skrev i sin Europas Kulturhistorie fra 1928: “Kultur er vaner taget i den allersimpleste forstand. Enhver, der har rejst noget i udlandet, vil have gjort den erfaring, at der ofte kan være stor forskel på på folks måde at være på i de allerenkleste livets forhold.” Han nævner sprogenes forskellighed, men selv om forskel i sprog udjævnes, vil der være mange forhold, der adskiller folk. Det er ikke bare mellem nationer, man finder forskelle i adfærd. Det gælder også inden for det enkelte lands grænser, omend måske mindre iøjnefaldende. Vi har f. eks. noget, man kalder egnsretter. Man laver grønlangkål på en anden måde i Vendsyssel, end man gør i Sønderjylland!

Vaner må betragtes som adfærdselementer, der både kan angå den fysiske fremtræden og den holdningsmæssige. Normalt er det vel kun den fysiske fremtræden, man opfatter som vaneelementer. Det kunne også være meninger eller bare holdninger.

Man siger ganske vist, at “plejer” er død, men det at gøre, som man plejer, er jo en måde at dyrke sine vaner på, at følge nogle fastlagte rutiner, og dette rummer også en vis psykisk fasthed eller uforanderlighed. Tilsammen danner vanerne nogle strukturer, der kan betragtes som udtryk for den enkeltes personlighed.

Den kønnede formering udstyrer menneskearten med et væld af gener, og den er nok den egentlige drivkraft bag udviklingen af den menneskelige natur. Det er ikke naturen, der skaber vanerne. De er et kulturfænomen. De er kulturen.

Det ser ud til, at vi skal operere med to modgående strømninger i dannelse af vore vaner. En, der udgår fra institutionerne, og som har stigende betydning, og en funktionel, som er af varierende styrke, og som måske er stærkest, når det gælder globale vane- og holdningsændringer.

Kultursyn
Meme- teorien

Det er ikke her stedet at gå i enkeltheder omkring vanedannelse, men det kan måske være interessant at pege på et par engelsksprogede undersøgelser, Richard Dawkins The Selfish Gene, 1976, og Susan Blackmores The Mene Machine, 1999, der begge opererer med begrebet meme, der er engelsk og dannet af ordet imitate, at efterligne, så det lydligt svarer til ordet gene, dansk gen. Meme-teorien opererer med et uendeligt antal kulturtræk eller adfærdstræk, der gennem efterligning overføres fra individ til individ i varierende mængde og med forskelligt indhold. På den måde er meme kun et andet ord for den vanedannelse, som Hartvig Frisch beskrev, men måske en mere nuanceret forklaring. Et meme kan ganske vist ikke biologisk sammenlignes med et gen, men begge rummer en mangfoldighed af adfærdstræk, der kan kombineres på et utal af måder. En del af disse kulturtræk indlæres fra barndommen og kan være fællestræk i familier, måske genetisk betingede, andre er egnsbestemt eller nationalt bestemt. Nogle memer er fælles for grupper og samler sig i den adfærd, der kendetegner forskellige roller, f. eks. lærerrollen, sygeplejerskerollen, håndværkerrollen, politikerrollen. Der vil sige adfærdsmønstre, vi professionelt går ind i. Andre samler sig i adfærdsmønstre i familier som f. eks. faderrolle eller moderrolle, og andre andre knytter sig det kammeratlige samvær.

Nogle af disse adfærdstræk sidder godt fast, måske også fordi de bruges hyppigt og er en del af faste roller, men de kan også være et forsvar mod skiftende omstændigheder. Andre lader sig lettere udskifte og bliver hurtigt udskiftet. Det sker måske især i perioder, hvor der forekommer store forandringer i samfundet. Således har hele den moderne digitale teknik ændret vore vaner. Blandt andet fremkomsten af mobiltelefonen og sms´en. Hvad gjorde man egentlig af sine hænder før mobilens tid?

Med et utal af biologiske forudsætninger og et utal af efterligningsmuligheder, memer, kan vi nok komme til at opleve et utal af personlige kulturer, eller identiteter. Men det er fællestrækkene, de fælles vaner, der skaber den folkelige kultur – eller den nationale om man vil. I de fleste tilfælde er det nok traditioner, der føres videre, familietraditioner, egnstraditioner, landstraditioner – og det er de sidste, vi normalt betegner som danskhed. Men det kan være svært at kortlægge dem. Et lands kultur er egentligt noget meget diffust, og der er flere følelser indblandet, end man måske tænker over.

Da Gunnar Nu Hansen døde for en del år siden, kom jeg til at se lidt af begravelsen på fjernsynet og især de endeløse rækker af mennesker, der stod langs ruten for bilen med kisten, og det slog mig, at her oplevede vi et stort fællesskab gennem en mand, som repræsenterede noget særligt dansk. Den samme oplevelse fik man, da Kim Larsen døde, og selv om medierne nok gik lidt i selvsving ved den lejlighed, så var han også udtryk for noget særligt dansk – på samme måde som vi kort forinden erkendte, at Benny Andersen også var det.

Skal man beskrive, hvad der er dansk, skal man tage udgangspunkt i det, som er fælles. Jeg hørte engang Mette Frederiksen i radioen mene, at man ikke kunne være rigtig dansker, hvis man gik ind for private hospitaler. Det er nok at drive det lidt for vidt. Men der er jo også mennesker, for hvem det er et nationalt tab, at DSB ikke er alene om at køre på skinnerne. De samme mennesker burde måske hellere erkende, at Danmarks jord egentlig bør være fælleseje. Opfattelserne skifter også. I min barndom var der mennesker, der mente, at man ikke kunne være en rigtig dansker og samtidig være socialdemokrat. Det havde det såkaldt borgerlige Danmark patent på. Magtgrupperne skifter og dermed den institutionsbetingede danskhed.

Parallelsamfund

Der tales i vore dage så meget om frygten for parallelsamfund, det vil konkret sige en skræk for, at de muslimer, der ikke kan fordanskes – integreres hedder det i politikersproget – kommer til at udgøre selvstændige og stærkt afvigende grupper. I nogen grad bygger frygten på en forestilling om, at danskerne udgør et monokulturelt samfund. Og det har næppe nogensinde været tilfældet, set under en social og kulturel synsvinkel. Der har nok været fællestræk. Alle var del af den samme religion, og alle talte dansk, når dialekterne medregnes, og man ser bort fra, at dele af overklassen talte fransk eller tysk indbyrdes. Men der var store sociale forskelle og dermed adskillige subkulturer. Der var kulturelt forskel på land og by, og på landet sociale forskelle mellem godsejerne, gårdmændene, husmændene og landarbejderne, og i byerne var der ikke bare kulturelle forskelle, men især sociale forskelle mellem borgerskabet og arbejderkulturen. Der sker vel først en kulturel udjævning, da fjernsynet blev hvermandseje, enhedsskolen indførtes, og ungdomsuddannelserne blev bogligt dominerende. Vi accepterer subkulturerne og ser en styrke i mangfoldigheden. Vi betragter de jødiske menigheder som en del af danskheden, og vi kan komme til at betragte muslimske på samme måde. Men det afhænger af, hvordan og i hvor høj grad man vil tilstræbe en ensartet danskhed. Med andre ord frisind. Og det er der så også grænser for. Accept af eller forståelse for subkulturer eller parallelsamfund kan aldrig ud fra en almindelig etisk vurdering komme til at omfatte grupper, der dyrker drab og vold eller andet, der skader andre. Her kan der ikke være plads for frisind, hverken over for kriminelle bander eller at leve efter sharialovgivning.

Skal man ud fra tankerne om parallelsamfund erkende, at Robert Musil har ret: folket eksisterer ikke. Både ja og nej. I mange henseender opfører vi os i individualismens tidsalder, som om folket ikke eksisterer, at fællesskabet ikke eksisterer, kun individer, der viser deres egoisme og mangel på solidaritet. Her kan man godt give ham ret.

På den anden side har vi en erindring om en stærk fælles nationalfølelse under besættelsestiden. At beretningen herom også har mytens karakter er rigtig nok, men vi ved, at sammenholdet øges i grupper, der trues eller presses, et forhold, politikere ofte glemmer, og at repressiv tolerance kan være et stærkere våben. Hvis en fanatiker stiller sig op og putter baconskiver ind i koranen og derefter brænder den af, er der ikke tale om et budskab, men en provokation. Hvis man er etnisk dansker, vil man møde dens slags provokationer med ligegyldighed eller gøre vedkommende til grin. Man viser sin svaghed ved at gribe til vold, og man er nok ikke rigtig integreret, hvis man ikke forstår, at humoren er en af de største gaver til mennesket. Så en præst, jeg engang kendte, sagde: Man skal ikke tage sig selv for højtideligt, men det udelukker ikke, at man kan tage sit liv alvorligt. Man fandt ham senere med hovedet i gasovnen. Det kan være svært at tage sig selv allvorligt.

Selvhøjtidelighed og mangel på humor er måske det, der er det største problem i det, man kalder værdidebat, hvad det så ellers er for noget.

Der tales i vore dage ofte om danske værdier uden, at de nærmere defineres, men de skal vist opfattes som noget fint og højtideligt – måske elitært. Det er de måske også, men det danske er mest noget hverdagsagtigt, som Claus Eskildsen gjorde opmærksom på. Danskhed er summen af vore fælles vaner, de fælles kulturtræk, som vi ikke deler med andre, og den viser sig i den måde, vi gør tingene på, den måde vi omgås hinanden på, især den måde vi gør noget sammen på. Den rummer også vores frisind, grådighed og smålighed. Og vores frygt for de fremmede. Noget er vores helt eget, og noget har vi fælles med andre folk. Vi er også europæere, og vi er del af en menneskehed. Vi skal erkende, at et monokulturelt samfund ikke er muligt. Vi er stadig udsat for påvirkninger udefra, men det gør ikke noget at sortere i dem!

Ud fra disse forudsætninger så eksisterer folket. Det betyder ikke, at alle skal være ens. Derimod består folket af bevidstheden om at rumme mange forskellige indentiteter, at det består selv i mangfoldigheden, hvis man har en oplevelse af noget, der binder os sammen i et fællesskab.

Bagsiden af folkebegrebet, nationalisme

Vi oplever i disse år forskellige og stærke udtryk for en genopblussen af nationalisme i blandt andet Polen, Ungarn og Frankrig. Trumps USA er vel også en form for nationalisme, al den stund man genopliver den amerikanske isolationisme, den engelske brexit er nok også en slags nationalisme.

Der er for så vidt ikke noget forkert i, at mennesker besinder sig nationalt i en globaliseringstid og forstår sig lokalt, nationalt og som verdensbeboer. Det er faktisk nødvendigt at gøre det. Det betænkelige, er at nationalismen peger bagud og bringer mindelser om tider, hvor nationalfølelsen slog over i selvforherligelse og fremmedhad, militarisme og vold. Og det er der grund til at frygte. Forestillinger om oprustning og aggressivitet lurer lige om hjørnet og lammer evnen til handling. Påstanden om, at EU har sikret fred i Europa bygger nok mest på mytetænkning. Men nutidens nationalforestillinger opleves af mange som en trussel mod EU’s eksistens. Og det kan godt være rigtigt, fordi Europas ledere ikke forstår, at truslen mod det europæiske samarbejde kommer fra institutionen selv i bestræbelserne på centralisering for at styrke organisationen EU. Der er behov for et europæisk samarbejde til løsning af nogle fælles opgaver, som klima og miljø, migration og sikring af samhandelen. Men Europas styrke ligger i, at hver stat selv løser egne opgaver og samarbejder om de fælles problemer.

Verdens tilstand

Gennem nogen tid har den britiske udtræden af EU, brexit påkaldt sig megen interesse, og processen har sikkert været unødig hård, fordi den også skulle have et afskrækkende formål, men når formaliteterne er i orden, vil verdenshandelen finde et nyt naturligt leje. Nogle vil vinde og andre vil tabe. Det kan ikke udelukkes, at historikere i fremtiden vil se brexit som en tidlig fase i en verdensordens sammenbrud. Ikke som en årsag, måske som et symptom, måske bare som et penselstrøg i et stort billede. Sagens behandling i parlamentet kan næppe siges at have været demokratisk forbilledlig. Forskellige grupperinger har drevet deres egne magtspil, og der har fra begyndelsen ikke været tale om et fælles projekt med inddragelse af oppositionen.

Såvel Storbritannien som EU står noget ramponeret efter brexit, og der synes ikke blandt EUs ledere at være nogen forståelse for, at det overorganiserede projekt skal fornys, hvis det ikke skal dele skæbne med andre af historiens store, hvor organisation efterhånden var blevet det hele. Måske løbes unionen over ende af afrikanske klimamigranter, når klodens opvarmning virkelig sætter ind. Måske kan den holdes gående af truslen fra Rusland.

Her er det som, om de reformer, som Peter den Store satte i gang for 300 år siden, aldrig rigtig slog igennem. End ikke det store socialistiske eksperiment formåede helt at bryde med fortiden, og Putin synes at ville fortsætte den traditionelle ekspansionspolitik. I dag spørger man forgæves om, hvad hans Rusland egentlig står for, hvilke nye veje for menneskeheden det peger på.

Heller ikke det mellemøstlige område viser nye veje. Tværtimod synes regionen kulturelt og politisk at være bundet af en religiøs fundamentalisme, der skriver sig fra en teokratisk statsopfattelse, hvor nogle gudsbefalinger, givet under andre samfundsforudsætninger, stadig skal gælde. Så længe det er tilfældet, og så længe de ældgamle og for os at se meningsløse modsætninger med sunni- og shiamuslimer eksisterer, vises der heller ikke her nye veje.

Stormagten Indien står i mine øjne ret farveløs. Teknikken er stærkt på vej, men området virker anonymt. – Måske lige bortset fra landets bidrag med plastic til havforureningen! Der er derimod anderledes stærk bulren over Kina, verdens næststørste økonomi,hvor der i disse år udvikles en stærkt kontrolleret (stats-)kapitalisme, som formentlig i løbet af nogle år gør Kina til den førende økonomi. Når man føler utryghed ved udviklingen, skyldes det styrets negative forståelse for menneskerettigheder og demokrati.

Amerikas forenede Stater er nok stadig verdens stærkeste statsdannelse, både militært og økonomisk, og havde tidligere på mange områder en ledende position, som landet nu er ved at miste, ikke bare på grund af præsident Trumps “America first” protektionisme, men også den populistiske isolationisme, hvor USA trækker sig tilbage fra samarbejdet med andre. Protektionismen skader verdenshandelen og dermed bestræbelserne på en fri og naturlig udveksling af varer. USA er ved at miste sin førerstilling og senere præsidentkandidater kan genbruge Trumps slogan “Make America great again”.

Vi står antagelig over for en helt ny verdensorden. Samtidig står klodens befolkning over for to ganske alvorlige og påtrængende udfordringer, klimaforandringerne og den sociale ulighed. Begge indbyder til pessimisme, når man ser på, hvor man møder dem. Vi kan komme i den situation, at man må erkende, at det er for sent at gøre noget ved klimaforandringer. Men det udelukker ikke, at en Plan B kan rumme muligheder for en udnyttelse af temperaturstigningerne til produktion af helt enorme energimængder. Måske ikke i Vesteuropa og Amerika, men f. eks. Afrika og Indien. I virkeligheden rummer kloden uanede mængder af “grøn energi”, og de største forhindringer for at komme til at frådse i den er ikke den tekniske udvikling, men derimod politisk konservatisme og fastholden ved særinteresser, ikke bare de økonomiske, men også den mangel på forståelse for de uanede ressourcer, der ligger i samarbejdet mellem forskellige mennesker, når vi bare vil se bort fra hudfarve, politiske og religiøse forskelligheder. Det er også en del af bekæmpelsen af uligheden mellem mennesker.

Det etiske tomrum
Velfærdsstaten

I det gamle Rom havde man en funktion, clientela, der skal forstås på den måde, at økonomisk svage kunne lade sig underholde og beskytte af økonomisk stærke mod nogle modydelser som for eksempel at stemme på vedkommende patron ved valg. Der skabtes en gensidig afhængighed.

Clientela-systemet fik en parallel i det senere godssystem, hvor godsejeren, nådigherren, og fæstebonden indgik i en gensidig afhængighed, der foruden økonomiske aspekter også rummede et psykisk i form af, at de undergivne omfattede nådigherren med både had og kærlighed.

Den moderne velfærdsstat arvede noget af dette syndrom og blev en bekræftelse af Machiavellis påstand eller råd til fyrsten: “Derfor må en klog fyrste forstå at indrette sig sådan, at borgerne altid har brug for ham og hans styre. Så vil de altid være ham tro.” I moderne tid er vor sociallovgivning nok – formentlig ubevidst – inspireret af denne tankegang, i sin tid iværksat af en konservativ regering i slutningen af det 19. århundrede, og den var igen inspireret af en tysk, konservativ politik, der skulle forhindre socialismen i at få fodfæste. Velfærdsstaten, som vi kender den, bygger i nogen grad videre på de tidlige sociallove, men med Kanslergadeforligets socialreform i 1933 som en markant milepæl, der også var et udtryk for den omtalte opgivelse af den rene liberalisme og den rene socialisme, og den rummer vel også elementer af had, kærlighed og gensidig afhængighed.

Netop fordi man fastholder den socialliberalisme, der blev resultatet heraf, blev velfærdsstaten et surrogat og aldrig det ideelle samfund. Velfærdsstaten skaber nok et sikkerhedsnet under de svageste, men den blev også mellemstandens fidus. Det er den, der har de fleste fordele, og den er bedre formuleret end de svage i samfundet. Det er ikke lykkedes velfærdspolitikken at skabe lighed i samfundet. Det er indbygget i det kompromis, der skabte den socialliberale velfærdsstat. Velfærdspolitikerne har aldrig angrebet den ejendomsstruktur, der gør de arbejdsfrie og samfundsskabte indkomster og formuer mulige, og så længe man tillader nogle mennesker at tilegne sig de værdier, der skriver sig fra samfundets udvikling og ikke den enkeltes arbejde, er en ægte velfærd umulig, og man vil ikke komme den økonomiske ulighed til livs.

Det er nok er særkende for velfærdssamfundet, at det udspringer af demokratiet. Kun her, hvor synspunkterne kan brydes og de økonomiske interessenter indgå kompromisser, kan man opnå en folkelig velfærd. Under de autoritære systemer må man henholde sig til Machiavelli.

Det udelukker ikke, at velfærdspolitikken kan forgifte demokratiet. Det er blandt andet det, der sker, når vi taler om politikerlede. Der kan nok være flere årsager til at miskreditere politikerne, deres stereotype politikersprog, deres evige valgtaler og talen ned til vælgerne, deres tilsyneladende uenighed og krammen hinanden, når de mødes i fjernsynets “Langt fra Borgen”. Og meget andet. Men en vigtig årsag til politikerleden er deres mangel på imødekommenhed, når vælgerne populistisk kræver ind. For en del år siden kunne man stadig møde mennesker, der opfattede det som nedværdigende at modtage offentlig støtte. De voksede op i en tid, hvor kriteriet for at modtage støtte var trang, men efter den anden verdenskrig hævdede flere og flere partier retsprincippet som kriterium for offentlig støtte. Det er for så vidt et bedre princip i en demokratisk velfærdsstat, men det åbner også for flere og større krav til det offentlige og inddragelse af stadig flere områder under lovgivningen. Og dermed plads for en snert af machiavellisme i det offentlige liv. Vælgernes velfærd afhænger af styret, og politikerne har brug for vælgernes stemmer. I denne gensidige afhængighed opstår der vælgerlede, når politikerne ikke imødekommer vælgernes ønsker. Her glemmer man ofte, at politikerne næppe er dummere eller dårligere uddannet end befolkningsflertallet. Snarere tværtimod. Deres velvilje er heller ikke mindre. Men de er bundet af de økonomiske muligheder, som også omfatter et stigende antal ældre og stadig færre i den producerende alder, og desuden er de bundet af den budgetdisciplin, som EU kræver. Når man tænker på, at vi har et uddannelsesniveau og formentlig en almindelig oplysning som aldrig før, kan det godt undre, at vælgerne optræder så snæversynede, som de gør. Det er ikke politikerne, der skal skydes på. Det er systemet, der er forkert. Det er ganske vist politikernes ansvar og dermed også vælgernes. Så der er måske lige så god grund til at tale om vælgerlede.

Der er måske særlig grund at at se på, hvad velfærdspolitikken gør ved vælgerne, og kravene fra befolkningen har måske at gøre med nogle andre virkninger af velfærdsfilosofien. Hvis man overfører Machiavellis tanker på velfærdsstaten i et demokrati, så kan man godt påstå, at velfærdspolitik er stemmekøbspolitik, og man kan også udlede, at den rummer en passivisering af befolkningen. Det er nu engang nemmere at få opgaverne løst af nogle offentlige institutioner frem for selv at skulle døje med det. Så kan man nøjes med at slæbe nogle skattekroner sammen og håbe på, at andre betaler mere! Og kildeskatten forårsager, at man ikke ikke har ret meget styr på, hvor meget man egentlig betaler i skat.

Disse forhold kan i vor individualistiske og centralistiske tid medføre store kulturelle tab og dermed også menneskelige tab, fordi man ikke udnytter de energier, der udløses, når mennesker foretager sig noget i fællesskab. Mennesker reduceres til at blive skaffedyr for det offentlige. Innovationerne samles omkring erhvervslivet, samfundslivet og det politiske liv bliver konservativt og stereotypt. Det får man naturligvis hverken vælgere eller politikere til at indrømme. Men de senere års stigende centralisering gør efterhånden frygten mere reel og dermed behovet for en fornyelse af velfærdsstaten mere påtrængende.

Den etiske nødvendighed

Dette behov for fornyelse kan måske hænge sammen med, at velfærdssamfundet aldrig har fået en etik. Ikke mindst i det moderne individorienterede samfund forekommer såvel individualismen som velfærdstanken som vrængbilleder af dem selv. For individualismen er endt i selvoptagethed og velfærdstanken en tendens til at deponere den personlige udfordring hos politikerne. Det er, som om den moderne individualisme dyrker etikløsheden og advarer mod selvcensur. Den mangler den selvbegrænsning under en etik, der gør det muligt at interagere med andre mennesker på en tillidsfuld og fredelig vis.

Det er da ellers ikke sådan, at velfærdsfilosofien er uden bud på en etik. I 1956 udgav K.E. Løgstrup bogen “Den etiske fordring”, der siden er kommet i det ene oplag efter det andet og betragtes som den betydeligste danske bog om etik i den sidste halvdel af det 20. århundrede. Udgangspunktet er ikke velfærdsmoral, men et kristent ståsted. Løgstrup betragter livet som en gave, og den sætter mennesket i gæld over for skaberen. Løgstrup finder ligesom den tyske teolog Friedrich Gogarten, at den enkeltes forhold til Gud afgøres af den enkeltes forhold til det andet menneske. Etikken har her en religiøs dimension, men der ligger også meget af velfærdsfilosofiens tankegods i bogen. Løgstrup konstaterer, at vi som mennesker er udleverede til hinanden. Jeg holder noget af et andet menneskes skæbne i min hånd, ligesom en del af mig er i en andens hånd. Det er en kendsgerning, som er uden religiøse overtoner. Mennesker interagerer med hinanden, og der opstår relationer af forskellig karakter, hvor vi pådrager os gensidige krav. Man kan, som jeg tror Løgstrup gør, sætte gensidigheden ud af spillet og udelukkende rette kravet om næstekærlighed som et ensidigt krav til sig selv, så man føler en skyldighed over for den anden. Man kan også ud fra en almen menneskelig betragtning i et sekulært samfund erkende, at interaktionen skaber en gensidig afhængighed – af kortere eller længere varighed, eller for bestandig. Det indebærer en hensyntagen, en respekt for den anden og en accept af den urørlighedszone – et Løgstrup´sk udtryk – der omgiver ethvert menneske, og som indeholder retten til at være den, man er, og retten til at blive betragtet som ligeværdig med alle andre. Dette menneskesyn, der kommer af ideen om naturretten, har ikke den ensidige næstekærlighed, som Løgstrup taler om, men kravene er absolutte. De rummer gensidighed og skyldighed, og de er de eneste krav, vi kan stille hinanden.

Tilbage til naturretten – og frem til nye formuleringer

Ideen om naturretten udsprang af renæssancens tænkning og frigørelse fra gammel vanetænkning. Den har gennem tiderne rummet forskellige opfattelser og været samlet omkring begrebet politisk frihed, fordi den især har været vendt imod den autoritære stat. Den blev således underlaget for de demokratiske bestræbelser i den vestlige verden. Naturretten er også grundlaget for vestlig tænkning omkring menneskelig frihed, og blev dermed formuleret som menneskerettigheder. De er blevet formuleret i den vesteuropæiske-amerikanske kulturkreds, og det må erkendes, at det hidtil har været svært at få dem accepteret i den øvrige verden, hvor magthaverne åbenbart ikke er stærke nok til at forstå værdien af f. eks. ytrings- og forsamlingsfrihed, og til at forstå betydningen af den ressource, der på alle områder ligger i, at mennesker kan formulere sig frit og mødes i gensidig tillid.

Naturretten og menneskerettighederne bygger på den tanke, at det enkelte menneske har en værdi i sig selv, og en naturgiven ret til at kunne optræde som et frit og uafhængigt væsen. Derimod har naturretten det nok lidt svært ved at udtrykke betydningen af, at mennesker frivilligt er i stand til at løse fælles problemer. Dermed også, at fællesskabet kan have rettigheder.

Det kan hænge sammen med, at den klassiske naturretsfilosofi og menneskerettighederne nok formulerer personlig og politisk frihed, men er mærkelig upræcis, når det gælder økonomiske problemer. Der tales ganske vist om retten til at besidde og erhverve ejendom. Men man mærker, at der er nogle interesser på spil, og fornemmer, at det gælder om at sikre den bestående ejendomsret, bl.a. over for statsmagten.

I de forskellige erklæringer om menneskerettigheder er der ikke nogen definitioner af, hvordan ejendomsret skal forstås. Der tages ikke stilling til, hvad der skaber ejendomsret, om der er tale om et produkt af individuelt arbejde og produktion, eller om den skabes ved røveri, svindel, spekulation, tilegnelse af værdistigninger, der er fremkaldt af samfundets udvikling, eller om der er tale om naturforekomster. Hverken liberale eller socialistiske teoretikere er til nogen hjælp her, og nogle af dem forkludrer kun begreberne.

Det gælder dog ikke den danske skole, der betegnes som retsdemokraterne, og hvis mest markante medlemmer var skolebestyreren og senere professor i filosofi C. N. Starcke, lægen Severin Christensen, realskolebestyreren C. Lambek og skolemanden, dr. phil. Axel Dam, der alle må betragtes som en del af en statskritisk, europæisk tradition. Især anlagde Severin Christensen en stærk individualistisk profil med bøgerne Naturlig Ret, 1907 og Retsstaten 1911. Her teoretiserede og konkretiserede han – selv stærkt religiøs – den etik, der uden religiøse undertoner er gældende i det almindelige dagligliv i omgangen mellem mennesker. Dens indhold kan vel populært udtrykkes med “Du må ikke skade andre, og gør du det, skal du gøre godt igen, og erstatte den skade, du har gjort.” Den kan også betegnes som almindelig hverdagsmoral og forretningsmoral. Man betaler for de goder, man modtager. Severin Christensen brugte udtrykket ækvivalent kompensation. Man betaler for det, man modtager. Det afgivne og det modtagne skal have samme værdi, det skal ækvivalere. Det er jo trængt ind i den almindelige etik og den borgerlige ret. Det gælder bare ikke fuldt ud forholdet mellem samfund, stat og borger.

Severin Christensen gik det skridt videre at forlange, at den samme etik skulle gælde for al offentlig og privat virksomhed. Således også i vores opfattelse af ejendomsret, hvor han betragtede arbejdsindsatsen som kilden til ejendomsret. Enhver har ret til det fulde udbytte af eget arbejde. Derimod kan man ikke have ejendomsret til værdier, der ikke kan begrundes i en individuel eller kollektiv arbejdsindsats, det vil sige naturforekomster eller værdier, som opstår på grund af samfundets vækst og udvikling, det kan være stigning i jordværdier som følge af byvækst, ny teknik eller ændrede samfundsstrukturer. Retsdemokraterne overtog her amerikaneren Henry Georges tanker om, at sådanne værdier skulle ejes af de nationale fællesskaber og ejendomsretten praktiseres gennem en jordværdibeskatning. Ved at fjerne muligheden for arbejdsfrie indtægter vil man komme en væsentlig del af årsagen til den økonomiske ulighed til livs.

Et andet træk hos retsdemokraterne er en afgrænsning af de offentlige funktioner, så de kun omfatter, hvad der må anses for at være af fælles interesse, og det vil i vore dage hovedsageligt være klima- og miljøspørgsmål, infrastruktur, sundhed og uddannelse. De gik på den måde ind i den statskritiske tradition, men på en mere konstruktiv måde ved at sondre mellem offentlige interesser og individuelle eller kooperative interesser.

Efter retsdemokratisk opfattelse skal det offentlige ikke adfærdsregulere hverken de enkelte mennesker eller samfundslivet. Demokrati består ikke i at overlade alle afgørelser til de offentlige organer. Centralisering snarere svækker det. Centralisering begrænser de kulturelle muligheder – der opstår færre memer – og er dermed en fare for udviklingen. Derimod styrkes kulturen og demokratiet, når vi frigør menneskelige ressourcer og sammen løser fælles problemer.

Derfor:

Man kan godt spørge, hvorfor der er grund til at fremdrage tankerne om retsdemokrati hundrede år efter, at de blev formuleret. Der kan gives mange svar:

Tankerne om naturret og menneskerettigheder kan betragtes som værende uden for tiden, selv om de også er præget af de omstændigheder, hvor de blev til, og selv om erklæringerne om menneskerettigheder har store mangler. De udgør stadig en stærk trend i vestlig politisk tænkning.

Den moderne individualisme har ytret sig mere som egoisme, griskhed og selvoptagethed, og udtrykker ikke den selvstændigt tænkende og ansvarsbevidst handlende personlighed, det moderne samfund har brug for. Individualismen mangler det etiske korrektiv, der kan rummes i et krav om ikke at skade andre og om ækvivalent at gøre godt igen, hvis det sker.

Velfærdssamfundet af i dag er præget at centraliseringer og indskrænkninger, begrænsninger og mangel på solidaritet. Der er behov for en politik, som viser respekt for arbejdet og både giver det enkelte menneske frihed til udfoldelse og rummer den solidaritet, der bygger på gensidig hjælp og samarbejde om løsning af fælles problemer – en politik, som går imod central styring.

Et af tiden største problemer er den stigende økonomiske ulighed ikke bare, fordi den større forskel på rig og fattig er en trussel mod velfærdssamfundet, men også fordi den skader hele samfundslivet og den demokratiske udvikling. De retsdemokratiske tanker er i øjeblikket det eneste bud at forhindre de arbejdsfrie indkomster og den arbejdsfrie formuedannelse, der er den vigtigste årsag til uligheden .

Efterhånden som globaliseringen skrider fremad, er vi nødt til alle at møde det enkelte menneskes kultur og integritet med respekt uanset nationalitet og religion og acceptere det minimum af etik, der består i ikke at skade andre og ellers gøre godt igen.

Så derfor møder hvert menneske en udfordring, der ikke kan tørres af på politikerne. Den er et krav til hver eneste af os.

Skrifter af Peter Ussing vedr. nogle af de her behandlede temaer:

– Opgør med fremtiden, 1991
– I livets vold – studier i etik og livsfilosofi hos C. Lambek og Severin Christensen, 2002
– Velfærd, ret og demokrati, 2009. Findes også som e-bog
– Værdier og vilkår, e-bog 2014
– Det Danmark…., 2015
– Videnkulturen, 2015
– Fremtiden, tanker og visioner, e-bog 2016
– Tale til eftertiden, e-bog 2017