Thorkil Sohn, 2013
Frit efter Voiggo Starcke (1950…)
Der var engang et lille land med store skatter. De var nødvendige – troede man da. Man var overbevist om, at det hele ville gå i stå, hvis man ikke havde mange skatter og høje skatter. Man kunne bare ikke forstå, hvorfor alting gik langsommere og langsommere, jo højere skatterne blev og alle kloge hoveder kunne ikke finde forklaringen. De kom som sædvanlig til det resultat, at det nok var fordi skatterne ikke var høje nok.
Ude omkring på arbejdspladserne begyndte man at tvivle på skatternes velsignelse. Man kunne ikke lide dem og man kunne ikke få tilstrækkeligt med boliger, når skatterne blev så høje, at det næsten ikke kunne betale sig for en håndværker at tjene nogle ekstra penge. Jo flittigere man var og jo dygtigere man var, des mere skulle man betale.
Man begyndte at skumle over de skumle skatter og politikerne fik travlt med at forklare folk om alt, hvad de fik for skatterne. De remsede op om tilskud og understøttelser, hjælp til den ene og velgerninger til den anden, indtil der var en, der sagde: ” Det ser ud til, at vi får hjælp alle sammen.” ”Netop!” sagde politikerne, ”vi gør det godt for alle.” Men den vanskelige mand sagde: ”Nå, jeg er nu ikke så imponeret, for er det ikke sådan, at 90 % af alle de penge, stat og kommune giver ud, stammer fra skatter, som jævne folk må betale? Det er altså os selv, der betaler de, vi får.” Den kunne de kloge ikke give igen på, for de vidste meget godt, at hver gang folk betalte 3 kroner i skat, fik de kun 2 kroner i tilskud. Den tredje krone gik til den dyre administration.
Derfor blev det mere og mere almindeligt, at folk sagde: ”Vi kan godt klare vore egne sager.” Det blev til et slagord, der førte til en ny udvikling med faldende skatter og mindre administration. Folk fik flere penge og lov til selv at bestemme over dem. Arbejdet kom i gang – og arbejdsglæden voksede.
Men hvor fik stat og kommune da penge fra? Noget måtte de da have. Man indførte grundskyld, ganske simpelt, så staten fik de kæmpebeløb, som til daglig gik i de forkerte lommer, til dem, der ikke arbejdede.