Bent Straarup, August 2013

Vi danser omkring velfærdssamfundet som om et juletræ.
Velfærdsydelser er imidlertid ikke julegaver, men tyvekoster fra lovliggjort røveri og krænkelse af borgernes ejendomsret.

Principskitse til en liberal “Borgerløn” og orden i den offentlige økonomi med kontant velfærd i et frit markedsøkonomisk samfund.

Vores samvittighed forbyder os at stjæle de æg, som naboens høns lægger. Men vi vælger politikere, som ikke selv får snavs på fingrene i ”hønsehuset”, men med SKAT som mellemmand henter mere end halvdelen af nabofamiliens arbejdsudbytte som indkomstskat direkte fra deres bankkonti.

Af det, der er tilbage, hugger SKAT yderligere 25 %  som “momspålæg” på børnenes skolemad og andre livsfornødenheder.

De “julegaver” i form af sociale ydelser, som politikerne uddeler til borgerne, er ikke gaver, men hælervarer fra lovliggjort “røveri”.

Nogle politikere sætter en ære i røveriet i et forsøg på at stille borgerne økonomisk mere lige. Andre tror, det er nødvendigt for at skaffe midler til velfærden og samfundets drift. De ser ingen alternativer der måske respekterede ejendomsretten.

Krænkelsen af ejendomsretten til eget arbejdsudbytte er i velfærdssamfundet lovliggjort. For at få stemmer og magt udnytter politikerne vælgernes urinstinkt: “at komme så let til et udbytte som muligt” og frister vælgerne med velfærdsydelser i et stadig mere uoverskueligt skattesystem.

Storm P. viste med sin tegning af den fede mand der fodrer sin hund med dens egen hale, hvordan systemet fungerer.

Krænkelsen af ejendomsretten begynder med grundejernes særrettigheder, som giver dem juridisk ret til at indkassere den årlige brugsværdi af landets jord som friværdier grundejerne ikke har skabt eller arbejdet for.

Derved skabes den ulighed, og nogle steder fattigdom, som man i velfærdssamfundet forsøger at lappe på.

ALLE mennesker har som dyrene i naturen en grundlæggende naturlig ret til et sted at være på jorden, og det er menneskets basale behov og efterspørgsel efter plads, som i et markesdsøkonomisk samfund giver jorden dens værdi. Det er hverken grundejerne eller “samfundet”af en eller anden størrelse, som skaber jordværdierne.

Ligesom vandstanden i en flod varierer med mængden af regn, afhænger jordens brugs- og handelsværdi af borgernes stadige tilstedeværelse og deres evne til at udnytte jorden til bolig og erhverv.

Når brugsværdien af jorden skabes af alle borgerne, har de også ejendomsret til den, og når borgerne i et markedsøkonomisk samfund skal betale for et sted at bo, bliver der kun ballance både den offentlige og private økonomi når ejendomsretten respekteres og brugsværdien udbetales kontant til borgerne.

Det anfægter ikke grundejernes selveje, bopælsret, handelsret, arveret osv. der skal respekteres som hidtil.

I stedet for at beskatte alle arbejdsskabte værdier og hemningsløst krænke borgernes ejendomsret med skatter, der for en husstands samlede indtægt er meget store beløb i mange forskellige skatter, er det billigere og mere enkelt, at opkræve den årlige brugsværdi af jorden.

Nedsættelser af skatter på bolig og arbejde vil hurtigt føre til større brugsværdi af jorden og virke selvforstærkende for reformen.

Historisk set
Traditionernes tyranni er medvirkende årsag til, at demokratiet ikke forlængst har afskaffet grundejernes særret.

Fejlfortolkning af ejendomsretten der ud over bopælsret, arveret, handelsret, jagtret osv. giver grundejene ret til friværdier de ikke arbejdet for, er skyld i den ulighed som følger markedsøkonomien som en ond skygge.

Den falske ejendomsret er et levn fra feudaltiden, hvor konge, kirke og adel ejede jorden, og levede højt på borgernes bekostning. Nu er vi så mange grundejere at vi med vore stemmer kan opretholde særrettighederne.  

Winston Churchill, som selv var grundejer, sagde, at jordmonopolet – grundejernes særrettighed til jordens brugsværdi – er det værste af alle monopoler og moderen til alle andre monopoler.

Fra tidernes morgen har ejendomsretten været et naturgivent etisk og moralsk begreb mellem mennesker. Den der skaber noget af værdi, har ejendomsretten til denne værdi, og kan i fri handel retmæssigt overdrage ejendomsretten til andre, men ikke moralsk retfærdigt frakendes ejendomsretten. Tyveri er således fordømt i alle samfund og af alle religioner. Ingen betvivlede stenaldermandens ejendomsret til den økse, han skabte af naturens sten. Ejendomsretten til øksen var nødvendig for hans overlevelse og en del af hans selvopholdelsesdrift.

Ejendomsretten er en naturlov og har været baggrund for markedsøkonomiens succes.  Hvor ejendomsretten krænkes af uetiske eller amoralske love, opstår uforskyldt ulighed. I vores samfund har uligheden nødvendiggjort sociale tiltag i form af diverse overførselsindkomster og velfærdsydelser, hvis omfang ikke har nogen naturlig grænse.

Løsning
At fjerne årsagen til ulighederne i samfundet i stedet for at lappe på dem har været svært fordi vælgerne med deres urinstinkt, mest går efter egne snævre interesser og ikke først efter et retfærdigt samfund, og “Samfundet” har ingen stemmeret i et demokrati.

Økonomer og politikere taler om at den verdensomspændende økonomiske krise der begyndte i Amerika med udlån til oppustede grundpriser, men de færeste tænker på at gøre noget for at forhindre grundspekulationen, fordi det ikke giver stemmer eller status, og prøver at give bankerne ansvaret for krisen.

Politikerne har travlt med at lefle for grundejernes stemmer, og de færreste tænker på, at den økonomiske ulighed stammer fra krænkelse af ejendomsretten på flere niveauer, der holder de svage grupper i samfundet nede i en social arv og deler landets borgere i to blokke.

At være liberal betyder oprindelig at være tilhænger af frihed, herunder at have ejendomsret til egen bolig og erhverv. Men alle de liberale partier og fraktioner, som har eksisteret i årenes løb, er faldet i den ”velfærdsfælde” som de selv har gravet med særrettigheder til grundejerne og udbetaling af skattebetalte sociale velfærdsydelser, og er dermed kommet til at deltage i nedbrydningen af ejendomsretten.

Det har skabt grobund for en planøkonomi, der ikke fremmer den økonomiske frihed for det enkelte individ, som de liberale ellers gerne vil være fortalere for.

Løsningen er ikke så indviklet. At gøre sig fri af den sociale velfærdsfælde kræver “kun”  at de liberale, bliver mere liberale. Dvs. at de forlanger, at ejendomsretten bliver respekteret i sin yderste konsekvens i alle forhold. Også i forhold til jordværdierne.

Borgernes ejendomsret til jordens brugsværdi er måske sværere at forstå end ejendomsretten til de ting, vi har mellem hænderne. Men ejendomsretten til jordens pladsværdi er bogstavelig helt grundlæggende, fordi vi alle er afhængige af jorden som det eneste sted at leve vort liv. Vi kan ikke dele jorden, men vi kan dele den årlige brugsværdi ligeligt mellem alle borgerne uden at antaste selvejet, den fri handel og arveretten.

Ved at fordele jordens årlige brugsværdi mellem alle borgerne, gør man det muligt på lang sigt, helt  at fjerne beskatning på boligen, arbejdsindkomst, og andre menneskeskabte værdier. Afgifter på en naturressource som jorden, betales ikke kun af grundejerene, men automatisk også af lejerne som en del af huslejen.

En velfærdsafgift på jorden skal for at være politisk muligt at gennemføre, til en begyndelse, krone for krone, bruges til at erstate de nuværende skattebetalte sociale velfærdsydelser, så langt borgerne ønsker før afgiften bruges til samfundets fællesudgifter. En velfærdsafgift skal således danne basis for udbetaling af kontant velfærd eller en grundindkomst til alle borgere i stedet for de administrativt dyre sociale velfærdsydelser.

I et frit marked hvor grundpriserne holdes stabile med velfærdsafgiften, er det tilbud og  efterspørgsel, der bestemmer størrelsen på såvel velfærdsafgift og grundindkomst og ikke det politiske flertal, som på et givent tidspunkt har magten.

I modsætning til den borgerløn, der tidligere har været foreslået, vil grundindkomstens størrelse således ikke være styret af politikerne og friste til stemmekøbspolitik.

Fremtidsudsigter
FN’s charter hævder, at alle mennesker er født med lige rettigheder.  Lige rettigheder til naturressourcerne kan virkeliggøres ved, at staten inddrager jordens årlige brugsværdi som her skitseret med en velfærdsafgift og bruger overskuddet til en kontant grundindkomst, udbetalt i lige andele til alle landets statsborgere til afløsning af den sociale velfærd.

Reformen vil give os en lang række fordele, som pladsen her ikke rækker til at omtale. Derfor blot nogle få eksempler:

* En velfærdsafgift på jorden vil kunne holde grundpriserne stabile på det niveau, de har ved en sådan reforms gennemførelse, så de unge vil uden risici for tab på grundværdier kan starte egen virksomhed og dermed sikre selvejet og fremme den frie ejendomshandel.

• Med en velfærdsafgift på jorden i stedet for skat på fortjeneste, vil udenlandske firmaer ikke kunne unddrage sig at betale til samfundet på lige fod med danske erhvervsdrivende.
• Lige rettigheder har ingen aldersgrænse. Det betyder, at en mor kan hæve sit barns andel, fra hun anmelder, at det er på vej som ny borger i samfundet. Barnet vil helt fra livets begyndelse med forældrenes efterspørgsel efter mere plads, positivt påvirke jordens brugsværdi. Ved udbetaling af det ufødte barns andel undgås, at gravide får behov for socialhjælp, og kvinderne vil få en hidtil ukendt økonomisk frihed.
• En liberal velfærdsreform, der respekterer ALLE borgernes ejendomsret og holder grundpriserne stabile, vil omgående standse jordspekulationen, så vi undgår de tilbagevendende finanskriser med de mange ulykker, som de medfører.
• Ved at fjerne skatter på boligen, bygninger og byggematerialer, vil man fjerne en meget væsenlig årsag til arbejdsløsheden, fordi byggeriet er igangsættet for mange andre erhverv.
• Afskaffelse af især boligskatterne, vil i et frit marked hurtigt konverteres til højere brugsværdi, velfærdsafgift og kontant udbetalt velfærdsydelser, og dermed fremskynde en overgang til kontant velfærd som bedst dækker den enkelte borgers behov.  

Reformen vil udvirke et fremskridtsvenligt glidende skift fra skattebetalt social velfærd til liberal velfærd, baseret på markedsøkonomi og ejendomsrettens ukrænkelighed.