Først kom de kapitalistisk/borgerlige alvorstungt, men hyklerisk: Man skal yde, før man kan nyde!
– I praksis: Gælder ikke for de arbejdsfrie gevinster fra den private ejendomsret til naturgrundlaget – jord og råstoffer. Ej heller for monopol-, finans- og valutagevinster.

Så kom socialisterne med deres selvmodsigende: Frihed, lighed og broderskab!
– I praksis: Mere og mere kontorius og kontrol, tvang, pamperi og angiveri.

Nu er man så forenet som selvgode socialliberalister i det populistiske, men dybt uretfærdige: De stærkeste skuldre skal bære de tungeste byrder!
– I praksis: En voksende bureaukratisk formynderstat, som ikke spørger om, hvorfor skuldrene er blevet “stærke” – ved gavnligt arbejde eller ved spekulation. Herved udløses en kædereaktion af negative synergier, som tværtimod manipulerer byrderne over på de svageste skuldre og som ødelægger miljøet.

Som den fjerde mulighed maner retsliberalismen nu til eftertanke med retfærdigheden som dommer i det enkle bud: Enhver sit, og resten til ligelig deling – arbejdets løn til den enkelte og naturgiven værdi til samfundet!
– I praksis: En helt ny samfundsorden, der for første gang i menneskehedens historie bygger på ubetinget respekt for det afgørende etiske, ejendomsretslige, politiske og økonomiske skel mellem naturgivne og menneskeskabte værdier. Herved udløses en kædereaktion af positive synergier, der endegyldigt vil skabe grundlaget for, at vi kan komme til at leve i harmoni med hinanden – og med naturen.