Hvis det første skridt ind i det politiske virkesfelt er et fejlskridt, tilsiger al logik, at det fortsatte politiske virke uundgåeligt bliver om ikke umuligt, så i hvert fald betydeligt vanskeliggjort – og indviklet!
– Nedenstående handler om det første skridt med Det retsliberale emblem som fortæller. 
I ethvert samfund skal noget fordeles i offentligt regi og noget i privat regi. Dette er den primære fordeling, og emblemets formål er at symbolisere denne fordeling, som nedenfor beskrevet. Den primære fordeling er grundlæggende, men retningslinjerne herfor varierer, afhængigt af magtinteresser – kun sjældent af fællesinteresser!
Fordelingen mellem hvert enkelt menneske sker efterfølgende i den sekundære fordeling. Denne fordeling styres principielt af markedsloven, som er loven om prisfastsættelse af varer og tjenesteydelser ved udbud og efterspørgsel, og den virker kun optimalt under retsliberale forudsætninger. Men da markedslovens virkemuligheder helt er underlagt den primære fordelings forskellige forløb, kan den sekundære fordelings forløb ikke indgå i emblemets fortælling. 

Definitioner 
I den primære fordeling handler politik om fordelingen mellem dette at skabe og at forbruge. Populært sagt: Politik er på dette grundliggende stade ganske enkelt et fordelingsapparat indsat mellem et produktionsapparat og et forbrugsapparat. 

I.
Produktionsapparatet består af to  faktorer: En  naturgiven (Jord) og en menneskeskabt(Arbejde og Kapital).
Jorden (hele kloden med alle dens råstoffer) er det naturgivne produktionsgrundlag.
Arbejdet (åndens såvel som håndens) og Kapitalen (arbejdets materialer, teknologier og finanser – ikke at forveksle med den skadelige spekulationskapital!) er de menneskeskabteproduktionsmidler.

II.
Forbrugsapparatet består ligeledes af 2 faktorer: den  offentlige sektor og den  privatesektor. 

III.
Det er det politiske valg af beskatningsobjekter (f. eks. grundskyld af jorden eller beskatning af løn, forbrug og produktion) samt skattetrykket, der bestemmer henholdsvis arten og  graden af offentligt eje. (Vigtigt at forstå og huske!).  
Grundskyld er i praksis forrentning af jordens naturgivne og samfundsskabte markedsværdi til samfundet.  
     Dette medfører en ændring af den almindelige jordejers status fra nu at betale renter og afdrag til den private pantelånskapital til i stedet for at betale til samfundet til afvikling af skatter og moms på løn og arbejdsskabte værdier. Hver en grundskyldskrone skal afløse en skattekrone, og lempeligt gennemført over f. eks. 20 år træder samfundet gradvist i kreditforeningernes sted angående jordværdierne. Den ødelæggende  kapitalisering af ethvert fremskridt i stigende jordpriser vil hermed fremover være blevet til skattelettelser i et retsliberalt samfund! (Se: Forslag om indførelse af fuld grundskyld i Danmark). 
     Den ædle, uselviske barmhjertighed er blevet til misforstået barmhjertighed i det socialliberale system, fordi de sociale ordninger finansieres med uretfærdigt inddrevne skatter på arbejde, initiativ og sparsommelighed. Systemet skaber derved sin egen nødvendighed, for jo mere uret, der er, des mere barmhjertighed bliver der brug for! – Denne alment gældende kendsgerning mærkes her særlig meget på grund af de meget store udgifter, der er forbundet med sociale opgavers udførelse.

Symboler
(vigtige for forståelsen af det følgende!)
O = Offentligt eje, P = Privat eje, N = Naturgivent , M = Menneskeskabt.

Socialisme = Soc. 
Det Offentlige ejer både det Naturgivne og det Menneskeskabte = ON+OM

Kapitalisme = Kap. 
Private ejer både det Naturgivne og det Menneskeskabte = PN+PM  

Socialliberalisme = Soc-lib.
Det Offentlige ejer det Menneskeskabte, Private ejer det Naturgivne = OM+PN

Retsliberalisme = Rets-lib.  
Det Offentlige ejer det Naturgivne, Private ejer det Menneskeskabte = ON+PM

Fordelingens problematik 
Produktionsapparatet benævnes normalt JAK (Jord, Arbejde og Kapital). Politikerne (og den økonomiske videnskab) regner altså med tre faktorer, der udgør et udeleligt hele. Derved bliver det produktionens værdi, der i den primære fordeling skal fordeles til den offentlige og den private sektor. Det politiske fordelingsspørgsmål bliver derfor indskrænket til at være det rent kvantitative spørgsmål, hvor meget: 
 Hvor meget skal være offentligt eje, og  hvor meget skal være privat eje?”
     Herved gives der kun to principielt forskellige muligheder: enten skal produktionen ejes af den offentlige sektor (socialisme) eller også skal produktionen ejes af den private sektor (kapitalisme). Politik kommer derved til at foregå på en linje mellem en socialistisk venstrefløj og en kapitalistisk højrefløj. Midt imellem er man ½ socialistisk og  ½ kapitalistisk, og her ligger så de socialliberale partier til venstre eller højre for ”Midten” – så langt fra den socialistiske ufrihed og den kapitalistiske uret som muligt. 
    Anno 2013 deles produktionens værdi i Danmark omtrent ligeligt mellem den offentlige sektor og den private sektor med ca. 50 % til hver, som illustreret nedenstående.

Fig. 1: Det politiske linjebillede

Her – lige nøjagtigt her er det, at menneskeheden begår det fejltrin, der har bevirket, at vor historie er en lidelseshistorie, og at vi nu i fremskridtets navn risikerer at udslette os selv! – En mere altomfattende, apokalyptisk, tragisk og skræmmende bekræftelse af det gamle ord: ”Liden tue kan vælte stort læs” findes ikke.
Fejlen er som sagt, at man med benævnelsen JAK signalerer, at produktionsapparatet består af tre ligeværdige og uadskillelige faktorer, hvad det netop ikke gør: Jorden er, som allerede beskrevet, det  naturgivne (gudgivne!) produktionsgrundlag, og arbejdet og kapitalen er de  menneskeskabte  produktionsmidler.
Visuelt rettes fejlen ved, at forkortelsen JAK ændres til J/AK, hvor skellet mellem naturgivent og menneskeskabt markeres af skråstregen –  menneskehedens vigtigste streg! I praktisk politik åbnes der hermed for en ny livsanskuelse ved at tilføre det politiske virke en etisk begrundet dimension, som følger: 

Respekten for det store skel bringer os helt ind i centrum af det politiske system – ind hvor politik begynder med det grundliggende kvalitative spørgsmål “hvad” anvendt på forholdet naturgivent/menneskeskabt:
Hvad skal være offentligt eje, og hvad skal være privat eje?
   Se figur 2, hvor de to forbrugende elementarfaktorer fra figur 1 (O og P = offentligt og privat) nu møder de to  skabende elementarfaktorer (N og M = naturgivent og menneskeskabt) med det resultat, at ”Midten” opløses i to modsat liberale samfundsmodeller: socialliberalismen (OM+PN) og retsliberalismen (ON+PM). (Se under Symboler!)

Det gyldne punkt
Dette centrum er altså selve den politiske fordelings ”maskinrum”, hvor offentligt og privat forbrug møder naturgiven og menneskeskabt produktion med h.h. magtbegær, egoisme, misforstået barmhjertighed og  retfærdighed  som dommer. – På emblemet og i figur 3 markeret som ”Det gyldne punkt”!  

”Det gyldne punkt” er symbolik. Men i det primitive politiske liniebillede i figur 1 er symbolikken desværre tilsløret, fordi det ikke indeholder den fulde ejendomsretslige problematik. Vore demokratier skjuler dermed det retsliberale alternativ for vælgerne, og politik bliver til en farlig sejlads om bord på den bedrageriske socialliberalisme, der finansierer barmhjertigheden med uretfærdige og skadelige skatter – og dermed skaber sin egen nødvendighed!

Figur 3 viser virkelighedens politiske arena med de fire ejendomsretsligt forskelligt funderede samfundsmodeller, med partierne påført ved deres valgbogstav og med retsliberalismen (Retsforbundet E) som den fjerde mulighed. (Se ”Den politiske arena”).

Et holistisk system
For at undgå enhver misforståelse: At det første skridt – en retsmoralsk fundering af ejendomsretten – er rigtigt, er ingen garanti for, at det næste skridt også bliver rigtigt. Men det er en garanti for, at det kan blive det!  

Betingelsen er, at man forbliver på retfærdighedens vej med de 3 næste afgørende skridt: en retfærdig fundering af  erhvervsudøvelsen, af samfundsopgaverne og af demokratiet. Med disse fire skridt er ringen sluttet i et holistisk system omkring den retsliberale retstat, hvor menneskene kan leve af at gøre hinanden tjenester i afstresset harmoni med naturgrundlaget. I dette ejendomsretslige miljø kan de to naturlige fordelingslove (jordrenteloven og markedsloven) nu gnidningsfrit supplere hinanden. Dannelsen af arbejdsfrie monopolkapitaler vil praktisk taget være forhindret, og dermed også den negative anvendelse af såvel jord og ressourcer samt arbejde og kapital – til gavn for miljø og livskvalitet. Den retfærdige fordeling af produktionen vil være indbygget i selve produktionsprocessen, og bureaukratiet i såvel privat som offentligt regi vil blive indskrænket tilsvarende.

Disse fire tiltag er hinandens absolutte forudsætninger, og ejendomsrettens retsfundering er, som beskrevet, det afgørende førsteskridt. Men desværre: Den private ejendomsret til jordens natur- og samfundsskabte værdi har – fordi den undergraver den private ejendomsret til arbejdets værdi – hidtil været den sten, hvorover menneskeheden er snublet i det allerførste skridt på vejen frem mod indbyrdes fredelig sameksistens og harmonisk samvirke med Moder Jord. – Frem mod en ny og bæredygtig livsstil, hvor vi skal til at være mere og have mindre!

Skellet mellem naturgivent og menneskeskabt blev tilsløret, da en initiativrig homo sapiens for ca. 12 tusinde år siden første gang foretog den skæbnesvangre handling at afmærke et stykke jord og – dengang forståeligt nok! –  kalde det sit. Han kunne umuligt forestille sig, at det var en handling, der sidenhen betød, at egoismen og grådigheden med den private kapitalisering af jordens værdi som brækjern kunne frigøre sig af sin etiske afgrænsning!

Med fuld respekt for retsliberalismen som den fjerde og endegyldige mulighed vil denne ufredsskabende tilstand være brudt for bestandig – kampen om ressourcer vil have mistet sine forudsætninger. 

Kære læsere!  
Vore økonomer, embedsmænd og politikere er uddannede til at virke i de samfundsmodeller, der ikke respekterer det store skel, og de forstår derfor ikke retsliberalismens enkle model. – Så husk det gode gamle råd:
Selv at tænke – selv at dømme – selv at vælge!

(Emblemet tilsendes gratis ved fremsendelse af adresseret og alm. frankeret svarkuvert til Tage Dalby, Degnevænget 58, Bjergby, 9800 Hjørring)