2006

Da jeg i 1956 kom til Rold Skov, havde skovarbejderne en god timeløn, når de med økse og håndsav havde fældet een stor gran i timen. Så kom motorsaven, og nu skulle de med motorsav fælde fem store graner for at have en god timeløn!
Produktiviteten blev altså femdoblet ved hjælp af motorsaven, men produktionen forblev uændret, for træernes tilvækst er naturligvis uafhængig af fældningsmetoden, hvad enten det er med økse, motorsav eller moderne skovningsmaskiner – ja, om det så er med stenøkse!
– Forøvrigt akkurat som størrelsen af bondens afgrøder er uafhængige af høstmetoden.
Gevinsten pr. arbejdstime var altså fældningsværdien af 4 træer, og denne gevinst burde naturligvis være tilfaldet skovarbejderne, som havde investeret i motorsavene, og altså have øget deres levestandard – ikke mindst gennem en nedsættelse af det hårde arbejdstempo, for skovningsarbejdet er mindst lige så anstrengende som før motorsaven og betydeligt farligere!

I 1956 havde en skovarbejder hverken bil, TV eller hårde hvidevarer og lædersofa. Men han havde sin kone gående derhjemme sammen med børnene – allerhøjest havde hun udearbejde i nogle timer, så familiens arbejdstid uden for hjemmet typisk var måske 60 timer (45 + 15) om ugen.

I 1996 kunne jeg beskrive og opgøre udviklingen således:
I dag – 40 år senere – har alle skovarbejder-hustruer fuldtids udearbejde, således at familiens arbejdstid uden for hjemmet nu er 74 timer (37 + 37) om ugen.
De opnåede materielle goder er altså opnået på bekostning af nogle ikke-materielle goder omkring et ustresset familieliv, der kom især børnene til gode, og de er snarere et resultat af en samlet længere arbejdstid uden for hjemmet end af, at skovarbejderne har fået fældningsværdien af flere træer.
– Men hvor er de så blevet af, de fire træer?

Motorsaven! Ja, det er klart – den koster ½ træ. Tilbage er der så fældningsværdien af 3½ træer.
Jeg kan bevidne, at det ikke er forstpersonalet, der har taget dem. Danmarks skove passes i dag af langt færre, end dengang. Skovejerne er det heller ikke – de døjer mindst lige så meget med at få det til at løbe rundt i dag, som førhen.

– Røverne i Rold må påny være på spil!

I 1956 var der i Skørping – byen midt i skoven – 4 købmænd og 2 banker. I dag (stadig i 1996) er der 2 købmænd og 4 banker. Andre butikker er blevet til revisor-, forsikrings- og ejendomskontorer.
Kommunekontoret er lukket. Til gengæld er der bygget rådhus i nabobyen, hvor der i dag beskæftiges ca. 60 personer mod dengang højest 10 personer i de fem småkommuner, der nu udgør storkommunen.
Går vi uden for kommunen, ja, så var der ikke nogen overdådig amtsgård, intet kildeskattehus og ingen EDB-centraler. Osv., osv.
Går vi til den anden side, ind i virksomhedernes administration, er billedet det samme. På skovfogedens kontorreol var der i 1956 endnu plads til bøger – i dag er de alle veget pladsen for farverige ringbind, fyldt med EDB-maskinernes talmængder, og til trods for disse maskiners effektivitet kræver administrationen flere og flere ressourcer og ansatte!
– Men hvorfor nu alt dette? Hvad har det med skovarbejdere og røvere at gøre?
Allerførst: ikke et ondt ord om de ansatte i bankerne og på kontorerne. Sådan som vi har indrettet os, er de og mange, mange andre nødvendige administratorer af et politisk bestemt fordelingssystem, der har som endemål at opfylde vælgernes ønske om en retfærdig fordeling af produktionen.
– Sådan som vi har indrettet os!

Men tilfører alle disse mennesker egentlig samfundet nogle værdier – noget, der gør hverdagen lettere og bedre for bl. a. skovarbejderne? Gør de ikke det, må de jo have “spist” af produktivitets-forøgelsen – for de offentligt ansattes vedkommende via det stærkt forøgede samlede skattetryk fra under 25% i 1956 til over 50% i 1996. Hvor skulle værdierne, som de skal leve af og forbruge i deres job, ellers være kommet fra?
At vi i samme tidsrum har bragt statsgælden op i nærheden af 1000 milliarder kr. tyder imidlertid på, at der er andre “røvere”, som har taget for sig af retterne!
– Det er der også! I 1956 kostede Danmarks jord ca.12 milliarder kr. I 1996 er prisen noget i retning af 600 milliarder, altså 50 gange så meget!
I samme tidsrum er skovarbejdernes gennemsnitstimeløn kun blevet ca. 20 gange så stor.                      

Den tanke er da snublende nær: gad vide, om vi har valgt den rigtige måde at opnå den retfærdige fordeling på, når så stor en del af samfundskagen (realværdierne) bliver opspist, inden der bliver noget til dem, der har skabt kagen – i dette tilfælde skovarbejderne?
Og så ser jeg endda bort fra, at vi i perioden ikke har haft råd (!) til at rydde op efter os, men har efterladt et omfattende miljøsvineri til vore efterkommere! Og ydermere: at vi har tilladt os at fastholde u-landene i rollen som leverandører af billige råstoffer. Samt endelig: at vi er blevet mere end selvforsynede med olie.      Der må være noget i vejen med fordelingssystemet!
Sygehusenes øgede ventelister, skolernes øgede klassekvotienter, børnehavernes overbelægning, manglen på plejehjemspladser, kloaksystemernes forfald, miljøproblemer og dyreetiske problemer osv. er indicier på, at der allerede nu bliver opspist så meget af kagen, at levefoden måske reelt er faldende – selv om vi får stadig flere biler og mobiltelefoner og PC´ere.
Forudsat, at det kan lade sig gøre at finde et bedre fordelingssystem, der ikke spiser af den kage, der skal fordeles og ikke ødelægger selve naturgrundlaget – forudsat dette, er der da ikke tale om, at vort samfund nu beskæftiger en meget stor del af befolkningen negativt, og at dette problem (“Negativismen”) i virkeligheden samfundsøkonomisk er langt større end arbejdsløshedsproblemet, som der focuseres så meget på, fordi dets sociale aspekter i det nuværende fordelingssystem er så fremtrædende.
– Samfundsøkonomisk må det være mere skadeligt at betale nogen en løn for at yde en  (under ovennævnte forudsætning!) unyttig, men ressourceforbrugende indsats, end det er at give nogen en “løn” i form af understøttelse for ingenting at lave! I begge tilfælde skal det jo betales af dem, der skaber real-værdierne, bl.a. skovarbejderne.
– Og samfundsøkonomisk må det være skadeligt at lade de samlede jordpriser stige 2½ gange mere end arbejdslønningerne uden nogen somhelst form for jordforbedrende indsats fra jordejernes side! For mig synes det hævet over enhver tvivl, at det er denne enorme flytning af kapital til passiv anbringelse i produktionsgrundlaget jord, der sammen med forsøget på at foretage en social retfærdig fordeling af produktionen via de off. budgetter, er hovedårsagen til “negativismen” og skatteeksplosionen.

Det er måske i virkeligheden denne problematik, der er årsagen til det paradoks, at samtidig med at ingeniørerne gør arbejdet lettere og lettere, skal politikerne finde mere og mere arbejde. Og det er måske dermed selve hindringen for, at vi alle kan stå af ræset uden at blive sociale tabere, så belastningen af miljø, ressourcer og energi kan formindskes, og så dette at have god tid kan blive en vigtig del af vor levestandard – med alt hvad det vil betyde for en mere kreativ og en mindre materiel livsudfoldelse!
For skovarbejdernes vedkommende ville en sådan udvikling betyde, at de med motorsaven kunne nøjes med at fælde 2½ træ i timen (altså det dobbelte af “økseniveauet” + ½ træ til motorsaven) – deres levestandard ville da være fordoblet, hvis de ikke skulle aflevere mere til “negativismen” end i 1956. Og deres arbejdsmiljø ville forbedres væsentligt. De kunne naturligvis også vælge at fælde et træ mere i timen (altså 3½) og alligevel have det 1½ træ lettere end nu. Eller evt. nedsætte den ugentlige arbejdstid, så det virkelig ville kunne mærkes.

Sådan burde det være gået – men i de godt 10 år, der er forløbet fra 1996 frem til i dag, kan udviklingen beskrives og opgøres således:
Belastningen for de realværdi-skabende erhverv af jordprisernes himmelflugt og den fortsat øgede “negativisme” i samfundssystemet bevirker, at det i dag er blevet alt for dyrt at have skovarbejdere, der “kun” kan fælde fem træer i timen. I stedet for fældes skoven nu af skovningsmaskiner, der med lethed kan klare 25 store grantræer i timen. Een maskine erstatter altså mindst 5 skovarbejdere med motorsav! Til gengæld koster den så et par millioner, plus meget store energi- og vedligeholdelsesomkostninger. Man kan i virkeligheden sige, at skovningsarbejdet er rykket ind på fabrikker, værksteder og olie-boreplatforme, bort fra fuglenes sang og den friske luft – flugten fra land til by!
– En flugt der bestemt heller ikke er gratis, hverken økonomisk, økologisk, socialt eller kulturelt.
Årsagen til den hele misère er det social-liberale system. Vi tror, det er verdens bedste fordelingssystem, fordi det bygger på detsolidariskebarmhjertigheds-princip. Men vi har helt overset, at barmhjertighedens forudsætning er uretten. – Ikke sandt: jo mere uretfærdighed i verden, des mere barmhjertighed i form af fordelingspolitiske og sociale “ordninger” er der brug for. Resultatet er, at “negativismen” breder sig – den politiske, den administrative, den organisatoriske og den økonomiske magt har sat sig på flæsket, hvor de siger som katten: “Nu sidder vi alle vel”!
Det er dyrt, når der er gilde hos de nye røvere i Rold – spørgsmålet er, om vort demokrati er stærkt nok til at jage dem på porten, så der kan blive gilde hos skovarbejderne i Rold!
– Men så længe de andre lande opfører sig lige så kortsynet, kan vi fortsætte, indtil naturen for alvor reagerer og siger stop!

En og anden vil måske vide, hvad der er blevet af de 5 skovarbejdere?
Vel – én kører med skovningsmaskinen, og en anden er arbejdsløs og på “aktivering”. Resten er flyttet til byen, hvor den ene laver skovningsmaskiner, den anden administrerer “ordninger” på rådhuset, og den tredje er med til at udvide byens faciliteter, så flugten fra land til by, jordprisernes himmelflugt og griskhedens dans om guldkalven kan fortsætte