Oktober 2013

Ethvert samfund er bygget op omkring to grundlæggende processer: en skabende og en forbrugende. Og et samfund skal ikke være ret stort, førend der imellem disse to opstår en fordelende proces – det, vi kalder politik.

Når denne fordelingsproces i vore dage bliver mere og mere indviklet, er det et tegn på, at der omkring den politiske behandling af de to basale processer i tidens løb er sket noget, der ikke er i overensstemmelse med virkeligheden – hvis det da er retfærdighed, der skal være grundlag for den!

Den skabende proces, produktionen, består af to elementarfaktorer:  Naturgivent (jord og råstoffer) og Menneskeskabt (håndens såvel som åndens arbejde).

Den forbrugende proces, forbruget, består ligeledes af to elementarfaktorer: Den Offentlige og den Private sektor (fællesskabet og det enkelte menneske).

Elementarfaktorernes basale udgangsligning, som det er den politiske opgave at omsætte til  praksis, ser derfor således ud: N+M = O+P(Naturgiven + Menneskeskabt produktion = Offentligt + Privat forbrug).

Når der er to faktorer på hver side af lighedstegnet, er der fire politisk-teoretiske løsninger, idet ”Midten” i det gængse politiske liniebillede mellem den socialistiske venstrefløj og den kapitalistiske højrefløj – hvor al produktion pr. definition er h.h. offentligt eje eller privat eje – nu opløses i to: den velkendte socialliberale midterløsning (OM+PN = Off. eje af det Menneskeskabte og Privateje af det Naturgivne) og den næsten ukendte retsliberale løsning (PM+ON = Privateje af det Menneskeskabte og Off. eje af det Naturgivne).  

Den politiske arena er hermed i virkeligheden en firkant, og liniebilledet er et falsum, der katastrofalt har vildledt den politiske udvikling ved at skjule, at man naturligvis kan være halvt socialistisk og halvt kapitalistisk på to modsat forskellige måder, en socialliberal og en retsliberal. 

Da det netop er det retfærdighedsbærende system, retsliberalismen, der er blevet udelukket, har menneskeheden endnu til gode at opleve den kædereaktion af positive synergier, der  langsomt, men sikkert vil kunne afløse det kaos af negative synergier, som de tre andre systemer er ansvarlige for.

Grundlæggende Sidst og værst den forræderiske socialliberalisme – de gode viljers barmhjertighedspolitik, der selv skaber de problemer, den foregiver at løse, fordi den finansierer barmhjertigheden med uretfærdigt fremtvungne midler: skatter af arbejdsudbyttet i stedet for skyld af naturgrundlaget!