2014

I Bjergprædikenen, den vigtigste tale i menneskehedens historie, sagde Jesus: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives jer i tilgift!”

Tusind år senere blev danerne kristnet, og Loke blev sat på porten – troede man. Nu skulle retfærdigheden ske fyldest, og grådighed og magtbegær overvindes.
Men Loke havde bare gemt sig. Ikke som en laks i Franangers fos, hvor han engang blev fanget – så denne gang valgte han misteltenen, der jo altid bliver glemt. Da tiden blev moden, kom han frem med sit bedste lokkemiddel og sagde til danskerne: ”Retfærdigheden er alt for besværlig og alt for streng. Brug barmhjertigheden, og gør den demokratisk”.  

Danskerne ville gerne være gode ved hinanden på demokratisk vis, og i kirkerne velsignede præsterne glade de sociale programmer, så lignelsen om ”Den barmhjertige samaritaner” blev vigtigere end bjergprædikenen! Og Loke gned sig i hænderne – endelig fik han da has på den forbandede retfærdighed! 

Hans andet hadeobjekt, friheden, stod nu for tur. Loke hviskede igen danskerne i øret: ”Kæd barmhjertigheden sammen med friheden, og kald godhedens system for ”socialliberalisme”, så vil det brede sig ud over hele verden”. Til sidst følte næsten alle danskere, at de var gode og frie – der var godt nok en masse regler og store skatter, men det var jo vedtaget på demokratisk vis, så det kunne sikkert ikke være anderledes.

Med et svedent grin lod Loke sig igen glide ind i misteltenens glemsel, sikret imod at blive draget til ansvar for det ragnarok, han nu vidste, der ville komme. Men en tvivlens tanke nagede hans sind – var der ikke noget med nogle retsliberalister, der havde fundet ud af hans fine fidus:At finansiere barmhjertigheden med uretfærdige skatter på arbejde, flid og sparsommelighed, og derved gøre ”Den barmhjertige samaritaner” til ”Den sociale samaritaner”! 

Dog, han slog sig til tåls med, at det ved hjælp af hans bedste våben, misundelsen, var lykkedes ham at bilde flertallet ind, at det var retfærdigt, at ”de bredeste skuldre skulle bære de tungeste byrder”, så kun få ville finde på at spørge, hvorfor skuldrene var blevet brede.

Og slog sig til tåls med, at han ydermere havde bildt dem ind, at det var uretfærdigt at skulle betale en skyld til samfundet for benyttelsen af den jord og de råstoffer, som præsterne ellers havde fortalt, at deres gud have givet til alle mennesker – den gud, der havde smidt ham selv og Odin og alle de andre på porten!
– Forstår præsterne ikke, hvad det er, der sker omkring dem?

(Denne artikel har i forkortet form været optaget som læserbrev i 
Morgenavisen Jyllands-Posten)