– eller om at gå over åen efter vand! 

Den politiske udvikling må ikke afspore vort produktive virke, så det ødelægger de naturgivne muligheder!

Arden i December 2005

Denne tekst er oprindelig skrevet i 1979 under titlen “Politik på en anden måde”.
Ved overførsel til PC er ændringer fra 1988, samt aktuelle ændringer (1997 og 2005)
blevet indarbejdet i teksten.

Indledning
I det 20. århundredes sidste årtier og i begyndelsen af det 21. århundrede er menneskeheden stillet over for selvskabte problemer af hidtil ukendt observans og af hidtil ukendte dimensioner. For første gang må vi se i øjnene, at vor eksistens på denne fra Vor Herres hånd så vidunderlige klode er truet, hvis vi ikke løser disse problemer på en acceptabel måde.

Mit ærinde er et andet end at gøre rede for disse problemers mangfoldighed. Blot dette: problemerne er skabt af en politisk-økonomisk bestemt vækstfilosofi om industrikulturens udbredelse til stadig større og større menneskemasser, og da de begge – både menneskemasserne og industrikulturen – er inde i en formidabel vækst, er det, at balancen er ved at forrykkes i det globale øko-system, hvoraf vi selv er øverste trin på stigen.

Hver eneste dag bliver vi over 200.000 mennesker flere på Jorden, d.v.s. Danmarks befolkning på bare 25 dage! Og tallet er især knyttet til de fattigste egne.

Trods denne formidable vækst udtyndes landområderne, og der bliver flere og flere byer på 10 – 20 mill. indbyggere med uhyggelige sociale problemer.

Trods al såkaldt “hjælp” øges forskellen mellem rige og fattige lande stadig – 1/5 af Jordens befolkning bruger ca. 3/4 af alle ressourcerne (World Watch Institute 2003). Alligevel plages også de rige lande af alvorlige miljøproblemer, arbejdsløshed, sociale spændinger, narkomisbrug og kriminalitet. – Og mon ikke også den nye terrortrussel efter 11. september 2001 har sit egentlige udspring i den skæve fordeling af klodens ressourcer?

Hvert år ryddes der et stykke regnskov større end Danmark, og der udryddes dyre- og plantearter (og med dem genetiske muligheder!) i et biologisk og moralsk set helt uacceptabelt antal.  

Råstoffer forbruges hæmningsløst, og luften, jordoverfladen, grundvandet, vandløb og have trues af forurening. Ozonlaget nedbrydes (2012: dette er nu stoppet!), og den stigende globale opvarmning med dens katastrofale følger er i al fald delvist menneskeskabt.

Inden det går helt galt, og vi river alt med i vort eget fald, giver naturen os en række advarsler, som vi skal være glade for at få i stedet for at bagatellisere dem – endsige sidde dem overhørige. 

Så godt som alle forskere råber da også “vagt i gevær”. Blot er det foruroligende, at forskernes politiske baggrund er så traditionel, at der fra den kant endnu ikke er kommet noget løsningsforslag, der indebærer andet perspektiv end det, der ligger i at skulle vælge mellem to onder – hvoraf vi så fornuftigvis må vælge det mindste!

Forhåbentlig vil det lykkes – specielt hos ungdommen – at skabe forståelsen af, at det ikke er muligt, og ej heller ønskværdigt, at trække den hidtidige udviklingslinie ret meget videre ind i fremtiden.

Kursen må lægges om, inden det er for sent!

Balanceproblemet.
Forudsætningen for vor fortsatte eksistens er, at vi i alle lande finder en livsform, der tillader os at leve i harmoni med naturen, som er vort livsgrundlag.  

Nøgleordet er balance – eller rettere manglende balance!

1. Balancen mellem vor politiske udvikling og vort produktive virke forrykkes mere og mere.
2. Balancen mellem vort produktive virke og de naturgivne muligheder forrykkes mere og mere.

Balanceproblematikken er altså dobbeltsidig omkring vort produktive virke!

Vi kender alle, hvor vigtigt det er, at vi får begyndt vort arbejde fra den rigtige ende – og således også her.

Når eksperter og politikere hidtil ikke er fremkommet med en virkelig perspektivrig løsningsmodel, er det netop, fordi de begynder arbejdet hermed fra den forkerte ende!

De hidtil fremkomne forslag går stort set ud på enten en øget samfundskontrol med produktionen eller også en nul-vækst løsning samt fødselskontrol. I den senere tid er begrebet “markedsøkonomi” med prisfastsættelse ved hjælp af markedsloven om udbud og efterspørgsel blevet det store mantra – men at man uden videre lader markedsloven gælde, ikke bare for producerbare produkter og varer, men også for den ikke-producerbare ressource, jord, viser netop hvor meget den politiske udvikling halter bagefter realiteterne i udviklingen af vort produktive virke! I alle de nævnte tilfælde er der tale om indgreb i den sidste balanceproblematik, i balancen mellem vort produktive virke og de naturgivne muligheder – også selv om indgrebene er foretaget via lovgivning. 

Hvis vi begynder med at genoprette den første balance, altså balancen mellem vor politiske udvikling og vort produktive virke, vil det sikkert vise sig, at balanceproblemerne mellem produktionen og naturen i balance nr. 2 ikke er større, end at de forholdsvis let lader sig løse.

– Det er nemlig min opfattelse, at den manglende balance er et resultat af, at produktionsapparatet i stigende omfang anvendes negativt, d.v.s. bruges til noget, der ikke tilfører samfundet egentlige værdier, men som tværtimod misbruger ressourcer, spilder arbejdskraft og bortøder produktionskapital. 

Og det er videre min opfattelse, at spildproblematikken – hvis den skal tages tilstrækkelig alvorligt og vidtgående – er snævert forbundet med fordelingsspørgsmålet, d.v.s. med politik!

Positiv og negativ produktion.
Nedenstående betragtninger over spildproblematikken gør ikke krav på at være hverken fyldestgørende eller videnskabeligt funderede. De er kun en introduktion til et umådelig stort og indviklet problemkompleks, som det imidlertid er nødvendigt at få behandlet fra en ny synsvinkel, således at vi i stedet for at ofre umådelige summer på at afhjælpe følgerne af det katastrofale ressource-, arbejdskrafts- og produktionskapital-misbrug (hvorved spildet ofte vokser endnu mere, så man uvilkårligt kommer til at tænke på historien om storken og molboerne i kornmarken!) søger at finde årsagerne (evt. hovedårsagen!) til misbruget, og derigennem komme spildet til livs. 

Først et par ord om produktionen.
Produktion defineres i den klassiske socialøkonomi som “den proces, der giver materielle ting værdi”. (- Allerede her ledes tanken uvilkårligt hen på de immaterielle værdiers muligheder og deres krav til politiske reformer!) Endvidere siges det, at det første led i produktionen er lige så vigtigt som det sidste – altså at distributionen lige så fuldt er en del af produktionen som selve frembringelsen. Det arbejde, der går forud med uddannelse og forskning, må kunne komme med i denne betragtning.

 – Her forekommer det nødvendigt at se nærmere på ordet “værdi”.

Den arbejdskraft, en tyv udfolder, er ikke produktiv på samme måde som købmandsbudets, skønt de deltager i distributionen ved at bringe varer ud til slutbrugeren begge to. Tyvens indsats er negativ, budets er positiv. Der er altså tale om en negativ og en positiv produktion. Og hvis tyven var blevet forstyrret i sit forehavende af købmanden, og havde slået ham ihjel, da var graden af negativisme ved handlingen steget enormt.

Eksemplet er måske lidt “søgt”, for selvfølgelig er kriminalitet negativt! Alligevel sætter det focus på problematikken – videre over hæleri, bedrageri og korruption til en gråzone, hvor den kloge narrer den mindre kloge.
Men også i de erhverv, der tåler dagslyset, er negativismen udbredt.
Den arbejdskraft og det ressource-forbrug, der anvendes i våbenindustrien og i selve militæret, er ikke positivt anvendt, hvis våbnene bruges til angrebskrig eller til støtte for en aggressiv udenrigspolitik eller for et korrupt og despotisk styre. Hvis de derimod indgår i forsvaret af et ellers fredeligt land imod aggressive naboer – eller i internationale fredsstyrker – må man vel sige, at produktionen er positiv.

Fremstillingen af nydelsesmidler, især alkoholiske drikke, tobak og slik-varer, indebærer elementer af samme problematik angående positiv eller negativ produktion. Selv narkotika er i lægens hånd en lindring for mange.

På samme måde med modeindustrien. Er det positivt i en verden, hvor millioner af mennesker hvert år dør af sult, da at anvende tusinder af ha frugtbar landbrugsjord til bomuldsmarker, når vi i forvejen har skabe og skuffer fulde af godt tøj, der ikke fejler andet, end at det er blevet “umoderne”? Modens opgave er ikke først og fremmest at iklæde os, men at skabe et behov, så tekstilbranchen kan øge sin fortjeneste og skabe nye arbejdspladser.

I virkeligheden er det den samme problematik, der er med til at føre øksen mod regnskovene, når moden skifter fra maghoni til teak, og fra teak til palisander o.s.v. 

Og alt sammen ender det på vore kæmpemæssige lossepladser, hvor der så opstår nye “arbejdspladser” – vor tids helt åbenbart vigtigste politiske mål!

A propos – det er tankevækkende, at den suverænt vigtigste arbejdsplads, nemlig arbejdet i og omkring hjemmet, overhovedet ikke regnes for en arbejdsplads!!

Problematikken omkring positiv eller negativ produktion er uhyre kompliceret, men den må nødvendigvis fremover lægge beslag på vor største opmærksomhed: produktion har kun værdi i den udstrækning, den er til gavn og glæde for hele menneskeheden – alt for ofte er den kun til gavn for nogle få, men til skade for helheden. 

I et harmonisk samfund lever borgerne af at gøre hinanden tjenester, og hvis nogen får en løn uden at udrette noget, der gavner andre, da må der et eller andet sted i “systemet” være andre, der ikke får det fulde udbytte af deres indsats af arbejde eller produktionskapital. Og endnu værre må det naturligvis være, hvis nogen får en løn for at udrette noget unyttigt eller direkte skadeligt – i så fald kommer der jo også en ressource- og miljøproblematik ind i billedet.

Den samlede verdens-produktion er utvivlsomt stor nok – problemet er at frasortere pseudo-produktionen, så produktionen af real-værdier alene står tilbage. Det er jo dem og de immaterielle værdier, der giver os vor levestandard!

Spildproblematikken. 
Spild kan opdeles efter dets årsager, der kan være individuelle, teknologiske, eller politiske. Hver for sig vil disse hovedområder (og der er sikkert flere endnu?) antagelig kunne opdeles i en lang række underområder. 

I. 
Det individuelle spild skyldes ødselhed, sløseri og uvidenhed. Det er altså skavanker, som vi må leve med, omend vi gennem opdragelsen kan og bør formindske dette spild.
Ikke desto mindre er i al fald ødselheden i høj grad påvirket af samfundsvilkårene, altså af politik og teknologi. F. eks. var grundlaget for vore bedsteforældres samfund stor sparsommelighed, mens grundlaget for vort forbrugersamfund er et stort forbrug – et af vor tids mest fremtrædende paradokser er jo dette, at ingeniørerne skal gøre arbejdet lettere og lettere, og politikerne skal skabe flere og flere arbejdspladser!

II.
Det teknologiske spild er naturligvis mangeartet. Det danner undertiden sin egen begrænsning, når nye opfindelser anvender spildprodukter fra tidligere opfindelser. Men det danner også sin egen dynamik, når nye opfindelser med eet slag gør andre utidssvarende, så de ender på lossepladsen længe, førend de er udslidte.

Afskrivningsreglerne, der er en af indkomstbeskatningens alleruheldigste følger, forøger enormt det teknologiske spild, når f. eks. landmanden af sin revisor får at vide, at han nu bør anskaffe sig en ny mejetærsker, da den “gamle” nu er nedskrevet og derfor for dyr i brug – efter skat. Igen: det er et ubesvaret spørgsmål, hvad dette indebærer af spild, og dermed af negative arbejdspladser. Men der er ingen tvivl om, at alene en afskaffelse af det skattebaserede afskrivningscirkus vil gøre vort teknologiske virke mindre belastende for de naturgivne muligheder!
Også fradragsreglerne fremmer økonomisk og økologisk uansvarlighed. F. eks. omsætter reklameindustrien jo ufattelige summer – sponsoraterne bag de tårnhøje lønninger til sportens stjerner er kun toppen af isbjerget. Men hvis ikke udgifterne til reklamer var fradragsberettigede (eller bedre: hvis indkomstskattesystemet helt blev afskaffet!), ville dette at reklamere finde sit naturlige leje som et anliggende mellem producenter, handlende og forbrugere – og ikke med skatteyderne som gidsler! Igen: mange negative arbejdspladser kunne undgås.
Moms og afgifter forhindrer ofte såvel økologisk som sikkerhedsmæssig ansvarlighed. Afgifterne på bilernes sikkerhedsudstyr, dieselfiltre og biobrændsel som halm og træflis er således blandt de mest hovedrystende eksempler på den indirekte og dermed “skjulte” produktionsbeskatnings fremskridthæmmende virkninger. 

– Ligeledes er EU´s toldpolitik heller ikke befordrende for fremskridt og sund fornuft. Eller god moral !!

III.
Det politiske spild er umådelig stort – dels indirekte ved, som foran berørt, at påvirke den menneskelige og den teknologiske spildfaktor i ugunstig retning, dels direkte, hvad jeg i det følgende skal forsøge at gøre rede for:

A. Produktion er at yde (Produktionseffekt).
B. Politik er at fordele (Fordelingsfaktor).
C. Forbrug er at nyde (Forbrugsrate).
– Det er i samspillet mellem disse funktioner, at vore samfund skabes og formes.

Desværre er det politiske spild ofte vanskeligt at afsløre, fordi det forudsætter, at man frigør sig fra den traditionelle politiske tænkning, der stadigvæk definerer politik som en kamp mellem kapitalisme og socialisme, højre og venstre. – Dette til trods for, at begge disse gamle ismer i de moderne demokratier forlængst er afløst af en social-liberal “midterpolitik”. Det er interessant, at begge “fløje” i uskøn samdrægtighed kan enes om at opretholde dette fordummende vælgerbedrag, der hidtil effektivt – godt hjulpet af mediernes overfladiske sensationsjournalistik – har forhindret enhver principiel politisk fornyelse i retning af at yde social-liberalismen kvalificeret modspil!

Det følgende vil kun beskæftige sig med den politiske spild-problematik, af mig kaldet “negativismen”. 

Processen begynder altid med A=C, men samfundet skal ikke være ret stort, førend processen forløber efter princippet A-B=C. Den politisk fordelende faktor B, (ikke at forveksle med den fysisk/praktiske fordeling!) spiller altså en afgørende negativ rolle for samfundsudviklingen, idet A naturligvis kun har værdi i den udstrækning, det er lig med C!

B’s negative betydning belyses ved som udgangspunkt at gøre 100 A = den totale produktionsmulighed på grænsen til miljøets (læs: livsbetingelsernes) bevarelse, og dernæst indføre nogle talværdier i ligningen.

Lad os så tænke os et samfund med en produktionseffekt på 75 og en fordelingsfaktor på 25. Forbrugsraten bliver da 50, nemlig 75A-25B=50C.

Dette samfund udvikler sig nu i de kendte baner fra “de glade tressere” (skrevet i l979) – produktion og forbrug stiger, men det gør de politisk bestemte fordelingsomkostninger B (det politiske spild) også: 85A-30B=55C.

Den samme udvikling sker endnu engang: 95A-35B = 60C.

Vort således antagne samfunds produktionseffekt er ved at nå grænsen for den totale produktionsmulighed, som jo er 100A. – Ja, for flere ressourcers vedkommende (f. eks. olie, visse træ- og fiskearter) er grænsen måske allerede nået – de bliver dyrere, og økonomiske panikindgreb og arbejdsløshed bliver følgen.

Men væksten må fortsætte – kravet lyder om mere produktion for at skaffe flere arbejdspladser. Resultatet er en “katastrofeligning”: 100A-40B=60C – altså samme facit, som før!

Samfundet står nu med ryggen mod muren! Produktionen vokser, men det gør forbruget ikke – i al fald ikke det, man kan kalde forbruget af real-værdier. Produktionsstigningen opsluges nemlig, dels af øgede fordelingsomkostninger (se senere), dels af indskrænkninger a.h.t. miljø og ressourcer samt en produktionsomlægning fra konsum til miljøbeskyttelse, og dels af øgede udgifter til opretholdelse af lov og orden og til egentlige sociale udgifter, der altid vokser, når “trykket på kedlen” bliver større. – Og man kan ikke producere sig ud af vanskelighederne uden at ødelægge miljøet. Vækstfilosofien lader sig ikke opretholde, og i denne situation er der kun een ting at gøre – at interessere sig for den politiske fordelingsfaktor B!

– Men hvis læserne ikke kan genkende situationen, er det ganske rigtigt. Dels smovser vi os jo nu i Nordsøolien, og dels har jeg her udelukket den “løsning”, det er, yderligere at vælte problemerne over på udviklingslandene og det globale miljø, skønt vi alle godt véd, at det er det, der sker – ellers havde “festen” jo været slut for længe siden! 

Hvis B bliver = 0, kan der skabes ligevægt i “katastrofeligningen” på to måder:

1. 100A-0B=100C
2. 60A-0B= 60C

Altså – en fjernelse, eller blot en betydelig nedsættelse af B vil stille samfundet over for et valg mellem to behagelige muligheder:

1. Uændret, men mindre opslidende produktion (al arbejdskraft er jo nu med i realværdi- produktionen) og højere materiel levestandard (al produktion går jo nu til forbrug).
2. Lavere, men uendelig meget lettere produktion, og uændret materiel, men langt højere immateriel levestandard.

Jeg understreger det på ny, fordi det er afgørende for forståelsen af ovenstående udviklingsforløb: fordelingsomkostningerne, B, repræsenterer det, jeg kalder for det politiske spild eller “negativismen”, og det er umådelig stort, hvis man definerer det realistisk d.v.s. tilstrækkelig vidtfavnende. Så stort, at jeg virkelig mener, at en fjernelse – eller blot en væsentlig nedsættelse – af fordelingsomkostningerne B vil afhjælpe de vanskeligheder, som industrikulturen (- i et forkert fordelingspolitisk miljø!) som omtalt har stillet os over for.

– Det er i al fald en løsning med et nyt perspektiv i: muligheden af at skulle vælge mellem to behagelige løsninger. Opnået ved at gribe ind i balanceproblem nr. 1, nemlig i balancen mellem vor politiske udvikling og vort produktive virke.

Opnået ved at begynde ved begyndelsen – fra grunden af! (Herom senere).

Vi i de rige lande, der allerede bevæger os på kanten af miljøgrænsen (og tvinger andre lande til at overskride den!) bør vælge løsning nr. 2 med nedsat produktion uden “negativisme”, uændret realværdi-forbrug og øget kreativ livsførelse, der jo ikke behøver at belaste nogen eller noget.

I u-landene burde man derimod vælge den første løsning med uændret eller måske endog forøget produktion og stærkt stigende forbrug, som jo nu vil være et realværdi-forbrug, og derfor vil være noget, der virkelig vil gøre en forskel. For kun gennem stigende materiel velstand vil det lykkes for befolkningerne i disse lande at få styr på de religiøse og sociale baggrunde for de alt for høje fødselstal, der udgør en alvorlig trussel for hele menneskeheden!

Men den økologiske miljøgrænse må selvsagt ikke overskrides.

Magt contra ret.
Hermed kommer jeg nu til det, der er mit egentlige ærinde, nemlig nærmere at forklare, uddybe og definere de politiske fordelingsomkostninger, B, (altså “negativismen”) på en sådan tilstrækkelig vidtfavnende måde, at al tvivl om deres helt afgørende negative indflydelse på vor alvorlige situation bortvejres. 
  Den del af det politiske spild, der skyldes de politiske fordelingsomkostninger (ikke at forveksle med de fysiske distributionsomkostninger!) har deres udspring i det, jeg sammenfatter under betegnelsen “magtens funktioner” – og i denne forbindelse er det ligegyldigt, om magten er under demokratisk kontrol eller ej (-eller jeg skulle måske snarere skrive: tilsyneladende demokratisk kontrol!).

Magtens funktioner kan opdeles i to hovedområder: 

1. Magtens udøvelse (den politiske, den administrative, den organisatoriske og den økonomiske magt).
2. Magtens sikring (militær og gendarmeri, politi, retsvæsen og fængselsvæsen, der jo ikke alene skal sikre landets selvstændighed og borgernes sikkerhed, men også – og visse steder navnlig! – skal sikre selve “systemet”).

I tilfældet A=C er der ingen fordelingsomkostninger – fordelingen er politisk, d.v.s. ejendomsretsligt, integreret i selve produktionsprocessen på en sådan måde, at samfundets ejendomsret (fællesejet) er sikret gennem ligeretten til naturgrundlaget, og den enkelte borgers ejendomsret (særejet) er sikret gennem vederlagsretten (se artiklen ”Retfærdighed fra grunden” under bloggen Arena), der med markedsloven som redskab udvirker, at enhver får det fulde udbytte af sin indsats, hverken mere eller mindre. Kort sagt, et samfund, der bygger på det rets-liberale mantra: Enhver sit – og resten til ligelig deling! 

– Dette er, hvad vi bør stræbe efter, men selv et sådant samfund skal jo have et apparat til magtens udøvelse og til magtens sikring, et B!. I praksis tror jeg, at man kan nøjes med et b, og endda et lille et af slagsen!

Det dårligste er modsætningen: A-B=0C. Hele produktionen bruges her til administration og sikkerhedsapparat – alt går i stå! Et sådant ekstremt tilfælde vil aldrig kunne findes nogetsteds (Nord Korea er nok tæt på!), men det er alligevel godt at få forstand af. Ser vi os om i verden i dag, er det let at se, at der bruges enorme mængder af ressourcer og arbejdskraft på disse direkte fordelingsomkostninger, som magtens udøvelse og sikring repræsenterer. 

Dette misbrug er i sig selv uheldigt, for nu at sige det mildt! Men det medfører tillige, at den realværdiskabende produktion drænes for både arbejdskraft og kapital, hvilket man efterfølgende naturligvis søger at udligne gennem stigende priser. Producenterne tvinges derved ud i et produktivitetsjag, der får dem til at foretage rationaliseringer, der nok er privatøkonomisk forsvarlige al den stund, at de er nødvendiggjorte af “udviklingen”, men som ofte er særdeles tvivlsomme set ud fra en samfundsmæssig helhedsvurdering.

Den skjulte negativisme.
De direkte fordelingsomkostninger indebærer altså i sig selv et omfattende misbrug af produktionsapparatet. Men ikke nok med det – de medfører tillige nogle indirekte fordelingsomkostninger, som er langt sværere at få øje på, men som ikke desto mindre er virkelige nok, og givetvis ikke mindre betydningsfulde i negativ henseende.

Som ringe i vandet breder der sig bølger af negative påvirkninger længere og længere ud i samfundsstrukturen, og hvor de direkte omkostninger hører op, og hvor de indirekte begynder, er svært at sige!

Tættest på, og dermed klart negativt beskæftiget og forbrugt, er vel de ressourcer, den arbejdskraft, og den produktionskapital, der er beskæftiget og bliver forbrugt ved oprettelsen, vedligeholdelsen og betjeningen af de fysiske rammer og af indholdet af magtens udøvelse. – Ikke sandt: håndværkerne, der bygger og vedligeholder alle bygningerne, teglværksarbejderne, der laver murstenene, skovarbejderne, der fælder tømmeret til bygningerne og cellulosetræet til papirbjergene, kontorpersonalet, der udfylder rammerne, osv. osv. Alt i både offentligt og privat regi! Vi kan blive ved – længere og længere ud går ringene, svagere og svagere, men virkelige nok endda. 

– Alligevel er det måske kun toppen af negativismens isbjerg!

Helt afgørende er nemlig det omgivende, værdiskabende samfunds reaktioner. Og med værdiskabende mener jeg alt lige fra underholdning, sport og kultur over undervisning og forskning til service og egentlig materiel produktion og omsætning samt administration af alle disse aktiviteter.

– Endnu engang: Jo mere disse positive aktiviteter drænes for ressourcer af skatter og private monopoler, des mere tvinges de ud i et produktivitetsjag, der får dem til at foretage rationaliseringer, der nok er privatøkonomisk forsvarlige al den stund, at de er nødvendiggjorte af “udviklingen”, men som er særdeles tvivlsomme set ud fra en samfundsmæssig helhedsvurdering, og som derved yderligere bærer ved til negativismens bål! 

Navnlig er der grund til at være på vagt over for en uhæmmet bortrationalisering af mennesker i de erhverv, hvor produktionen hentes direkte ud af naturen, som f. eks. landbrug, skovbrug, gartneri og fiskeri – hvis da ikke rationaliseringerne er begrundede i, at der er tale om sundhedsfarligt arbejde. Oftere vil det modsatte nok være tilfældet: at der ved rationaliseringerne bliver tale om arbejde med sundhedsskadelige stoffer.

– Vi bevæger os hermed ind på forholdet mellem produktion og produktivitet.

Produktion har noget med mennesker at gøre.
Produktivitet har noget med penge at gøre.

Der bliver jo ikke mere korn, fordi man høster med mejetærsker – der bliver ikke mere mælk, fordi man malker med malkemaskine – der bliver ikke mere træ, fordi man bruger træfældningsmaskiner – og der bliver ikke flere fisk, fordi man bruger moderne bomtrawl.

Burhønsene, tremmekalvene, gensplejsningerne, vækstfremmerne, overgødskningen og sprøjtemidlerne er en gren af samme problematik, hvor produktionen nok øges, men på bekostning af nogle etiske og sundhedsmæssige værdier, som vi på bare lidt længere sigte må anse for at være umistelige!

Når vi rationaliserer i disse “grunderhverv”, sker der i virkeligheden blot det, at man flytter høstarbejdet, malkearbejdet, skovningsarbejdet og fiskeriarbejdet ind i bjerget, hvor malmen brydes – ind på fabrikken, hvor maskinerne fremstilles – ind på kontoret, hvor kalkulationerne, lønsedlerne og fakturaerne skrives osv. osv. Og – for nu at være både lidt provokerende og lidt firkantet! – hvor nu de, der førhen sad i stalden og rykkede køerne i patterne, nu sidder og trykker på datamaternes taster og vælter papir ud i hovedet på bl. a. de arme bønder!  

– Men helt ærligt: hvorfor er det ene egentlig “finere” end det andet? Kan en malkepiges kulturelle stade ikke være/blive lige så højt som en kontordames?

Enhver kan selv sysle videre med denne problematik – emnelisten er lang.

Men eet har det alt sammen til fælles: det danner baggrunden for flugten fra land til by. Og så begynder det altså at blive rigtig “morsomt”, for bortset fra befolkningstilvæksten, så skyldes byernes vækst (urbaniseringen) hele dette af negativismen iværksatte produktivitets-jag!

På landet ser vi forfald med ødegårde, nedlagte huse og tilmurede forretningsvinduer i småbyerne. I byerne sker det modsatte: parcelhuskvartererne vokser, og i takt hermed skal alle byens offentlige anlæg udvides: børnehaver, skoler, plejehjem, bibliotek og rådhus samt varmeværk, elværk, rensningsanlæg, vejnet osv. osv.

Al denne virksomhed giver tilsyneladende en masse gode arbejdspladser – tilsyneladende, fordi vi realøkonomisk må holde fast i, at det er kornet, mælken, træet og fisken, vi har brug for – og i den udstrækning de fra disse “grunderhverv” bortrationaliserede mennesker kun har fundet ny beskæftigelse i foreteelser, der på en eller anden måde kan ledes tilbage til flugten fra land til by (hvad de meget ofte viser sig at have) – i samme udstrækning skal deres løn i virkeligheden betales af kornet, mælken, træet og fisken, blot ad andre og uendelig indviklede kanaler.

Jo – der er en farlig indre dynamik i udtrykket, “udviklingen kræver det”! 

Omvendt bliver kornet, mælken, træet og fisken i realiteten ikke dyrere, hvis produktionen af disse ting gradvist og med basis i et monopolfrit markeds naturlige minimering af driftsenhederne i løbet af 20 – 25 år gøres økologisk og dermed mere manuel , d.v.s. hvis flugten fra land til by vendes – blot denne udtynding af bybeboerne betyder en formindskelse i antallet af dem, hvis arbejde skyldes den nuværende affolkning af landdistrikterne, således at de indirekte fordelingsomkostninger formindskes tilsvarende, og således at det sluttelig betyder mindre spild i betydningen “negativisme”! 

– Når jeg skriver “gøres manuel” antyder jeg ikke en planøkonomisk udvikling. Det vil på forhånd være en uløselig opgave! Der er her brug for ganske anderledes stærke og positive kræfter, nemlig en politisk udvikling, der indebærer en så stærk rets-moralsk samfundsopfattelse, at den kan iværksætte og fuldføre et opgør med enhver form for monopolisme, i første række især den økonomiske monopolisme. (Se afsnittet, “Problemets løsning” til sidst i afhandlingen)

Et sådant opgør er for øvrigt tillige vor civilisations eneste chance for at overvinde den delvist af os selv skabte terrortrussel – i modsat fald risikerer vi at måtte se os overvundet af mørkets kræfter!

For at undgå enhver misforståelse: Når jeg her forkaster det nuværende system med dets altfortærende negativisme, er det naturligvis ikke forrige tiders trælse og opslidende, ofte slavelignende arbejdsforhold i et mere kapitalistisk samfund, jeg mener, vi skal tilbage til. Vi skal tværtimod frem til et virkelig frit samfund, befriet for monopolisme – og befriet for såvel datidens rå, som nutidens sofistikerede form for slaveri og negativisme!

Husmanden gik jo ikke frivilligt – det var et forkert politisk system, der drev ham fra hus og hjem!

Napoleon-metoden.
I det hele taget er det på tide, at der bliver rejst tvivl om den traditionelle indstilling til begrebet arbejde! Jeg har allerede berørt problematikken omkring positiv og negativ produktionsindsats, og jeg gentager, fordi det ikke kan siges for tit: produktion har kun værdi i den udstrækning, den er til gavn og glæde for hele menneskeheden!

I en tid (skrevet i 1979) med arbejdsløshed er det naturligt, at der tales meget om at oprette nye arbejdspladser (- det gjorde der også i 1997, og minsandten også i 2005!). For arbejdsløshed er en forbandelse for dem, den rammer, og et samfund er først harmonisk, når alle kan finde sig et arbejde, de har lyst til.

Den første betingelse for, at dette kan ske, er, at vi tager definitionen om produktionens værdi alvorligt. Gør vi det, er det let at indse, at der er forhold vedrørende arbejdsindsatsen, der er langt farligere for samfundsstabiliteten end arbejdsløsheden, nemlig den negative arbejdsindsats.

Et af de klassiske eksempler på negativ arbejdsindsats er leveret af Napoleon, der af en eller anden mærkelig grund har fået tilnavnet “den Store”!

 Det fortælles, at han “ordnede” sin tids arbejdsløshed i Paris ved at sende de arbejdsløse ud at grave grøfter på eksercerpladsen uden for byen. Dagen efter blev de så sendt ud for at dække grøfterne til igen – og så fremdeles!

Det, Napoleon gjorde, var at benytte ressourcen jord og arbejdskraften og produktionskapitalen (spaderne) på en negativ måde. Havde han ladet arbejderne blive hjemme og ladet dem få det samme beløb som understøttelse, da havde han sparet udgifterne til opsyn og administration og udgifterne til spaderne. – Det er i denne forbindelse ligegyldigt, at han med denne maskering af arbejdsløsheden muligvis sikrede sig imod optøjer inde i byen.

Endnu bedre havde det naturligvis været, om Napoleon havde ladet de arbejdsløse grave grøfter for at afvande et vandlidende areal. Der kunne derved være blevet skabt frugtbare marker til at afhjælpe nøden blandt Paris’ sultende masser. Arbejderne havde da ikke længere været arbejdsløse, ej heller maskerede arbejdsløse, men arbejdere, der udrettede noget positivt for dem selv og for menneskeheden. 

Den negativisme, som maskeringen af arbejdsløsheden er udtryk for, er dog for intet at regne i sammenligning med den negativisme, Napoleon udløste med sine vanvittige erobringskrige. Havde han ladet sine soldater blive hjemme ved den daglige dont, ville det franske samfund til gengæld for den løn, de da ville have fortjent sig, have fået en positiv modydelse, og skatterne til hærens udrustning kunne i stedet for have udløst en samfundsgavnlig virksomhed. Frankrig ville være blevet rigere.

I stedet for lod Napoleon det franske samfund betale soldaterne en løn og forsyne dem med våben og udrustning, for at de kunne myrde og røve og plyndre i andre lande – for til sidst selv at blive udslettet og miste alt i den russiske vinter. Med et da capo ved Vaterloo.

Kast masken.
– Napoleon døde på Sct. Helena i 1821, men desværre lever hans måde at løse arbejdsløshedsproblemet på i bedste velgående. Aldrig har den negative anvendelse af det samlede produktionsapparat – jord og råstoffer samt arbejdskraft og produktionskapital – været større end i dag! 

Den del af produktionsapparatet, der som foran omtalt bruges af det, jeg har kaldt de direkte fordelingsomkostninger (magtens udøvelse og magtens sikring), men også dele af f. eks. den kemiske industri, nydelsesmiddelindustrien, modeindustrien, reklameindustrien og rustningsindustrien anvendes i vid udstrækning negativt – ja, på visse måder direkte destruktivt. Der er her tale om en maskeret arbejdsløshed, så det batter.

 Men det er også “negativismen”, der skaber den umaskerede arbejdsløshed, fordi den værdiskabende produktion, som allerede omtalt, derved tvinges ud i det produktivitetsræs, der er kendetegnet af den økonomiske maximerings ensidige favorisering af stordriften med nedlægning af tusindvis af landbrug og af lokale virksomheder som savværker, mejerier, slagterier, småhavne, småhåndværkere og småhandlende.

Nedlæggelsen af små skoler og sygehuse er i betydelig grad dikteret af samme ensidige knæfald for pengenes magt – reale værdier, der må vige for “udviklingens” krav!

Stordriftsdillen har herved skabt os et kolossalt problem med transport af både personer, dyr og gods. Ud over forureningen, de tragiske ulykker, den privat- og samfundsøkonomiske belastning og dyrplageriet er der jo tale om et enormt spild af menneskers tid, der nok kunne være brugt mere positivt!

– Desværre er der endnu for få, der sætter spørgsmålstegn ved ønskværdigheden af således at gøre menneskelivet til en anstalt , hvor vi skal arbejde, til vi segner. BNP skal helst stige mindst 2 – 3 % årligt, hvis ikke truer depressionen. Ingen kan “stå af ræset” uden at blive social taber. Er det virkelig det, vi vil? Er dette at have god tid ikke et mål for høj levestandard? Hvor langt skal vi fjerne os fra fuglenes sang og blomsternes duft?

Det ville være et stort fremskridt, om den arbejdskraft, der således anvendes negativt og altså unyttigt eller endog skadeligt (= maskeret arbejdsløse), blev hjemsendt til en umaskeret arbejdsløshed – gradvist, efterhånden som den langsigtede monopolbekæmpelse skrider frem. Når det dermed forbundne fald i misbruget af produktionskapital og i ressourcemisbruget samt forureningsnedgangen tages med i betragtning, ville samfundet derved være blevet fritaget for en sådan byrde af pseudo-værdier, at det med lethed ville kunne give de arbejdsløse en god betaling for blot at nyde livet: lege med børnene, fiske, gå på jagt, drive idræt, spille kort, danse, gå ture i naturen osv. osv. – kort sagt: alt det, der gør livet værd at leve!

Og dog vil det helt sikkert ikke gå således – for noget af det, der gør livet værd at leve, er netop arbejdsglæden ved et meningsfyldt arbejde med et menneskeligt ansigt og en etisk fordring. De frigjorte pseudo-arbejdere (på alle niveauer) vil i stedet for at blive arbejdsløse glide ind i den positive arbejdsproces omkring den tilbageværende dannelse af de realværdier (materielle såvel som immaterielle), der alene giver os vor levestandard. Det siger sig selv, at denne proces derved bliver uendelig meget lettere, og samfundet står nu ved det tidligere skitserede behagelige valg mellem to positive muligheder.

Miljøet vil rette sig, og vi vil få en afstresset produktionsproces med meget mere tid til den eneste form for forbrug, som vi kan tillade os at frådse ubegrænset med, uden at det går ud over de svage i vort eget land, de fattige i udviklingslandene og naturgrundlaget i videste forstand – nemlig kreativitet!

– Befriet for negativismen har hensynet til “de bløde værdier” endegyldigt sat den eensidige økonomiske maximering i skammekrogen. Udtrykket, “udviklingen kræver det”, har mistet sin magi! 

Fremskridtets kapitalisering – den nordiske velfærdsmodels akilleshæl.  
Her i det 21. århundredes første årti er nye teknologiske muligheder rykket nærmere, hurtigere end tidligere antaget. Det drejer sig bl.a. om nano-, bio- og robotteknologi, om genetik, om datalogi og om udvikling af brintenergi. Alt sammen næsten ubegribeligt for ikke-specialister – og mere er sikkert på vej.

Vil alt dette så ad åre kunne redde os? Der er sikkert mange, der både håber og tror det! – Men desværre: al erfaring viser, at fremskridt og fattigdom altid har gået hånd i hånd – altid, lige indtil vi i forrige århundrede med “den nordiske velfærdsmodel” idealistisk og forhåbningsfuldt gik i gang med at bryde denne erfarings forbandelse. Blot for at ende i en ny forbandelse – den, som det netop er nærværende afhandlings formål at afsløre – den nemlig, at “den nordiske velfærdsmodel” ikke slår til over for den økonomiske monopolismes barske realiteter, men at den tværtimod gør ondt værre ved at betjene sig af det social-liberale fordelingssystem, der populært sagt “spiser mere og mere af den kage, det skal fordele”.  

Alligevel er svaret både Ja og Nej. Det er nemlig helt op til os selv, om vi nu, inden det er for sent, tør tage et opgør med dèn politiske barmhjertigheds-filosofi, der er den vældige kraft bag social-liberalismen. – Vældige, men forræderiske, fordi den ganske overser, at barmhjertighedens forudsætning er urettens fortsatte eksistens: jo mere uret, des mere barmhjertighed er der brug for – og des større magt til “systemet” og dets politiske, administrative, organisatoriske og finansielle kræfter. Og jo flere negative reaktioner i samfundet i øvrigt!

– Hvem andre end Fanden selv kan udtænke en sådan nedrighed?

Hvis vi ikke skifter politisk spor, vil alle disse strålende fremskridt, som alle tidligere fremskridt, blive kapitaliseret i stigende jordpriser – og såfremt den sociale balance skal fastholdes over for denne snigende formueforskydning under vore fødder, vil det være som at kaste yderligere mere benzin på negativismens bål.

(Jeg må her indskyde: det er en rent ud sagt forbløffende ligegyldighed, den økonomiske videnskab viser over for produktionsfaktoren jord. Det er dog en kendsgerning, at den med sine dyrknings-, sine beliggenheds- og sine råstofværdier repræsenterer så langt den største samlede værdi på kloden – og oven i købet en værdi, som ejerne som enkeltpersoner ikke selv har skabt . Og vi taler her ikke om tusinder, men om millioner af milliarder af kr.!). Tager vi derimod nu det nødvendige opgør med den politiske barmhjertigheds vanetænkning og erstatter den med en politik, der grundlæggende og kompromisløst bygger på retfærdighedskravet, vil disse nye fremskridt derimod på afgørende vis være med til at gøre dette opgør endnu lettere end ellers. 

– Altså: de nye fremskridt gør et politisk opgør endnu mere nødvendigt, men også endnu lettere at gennemføre.

Hvor løfterigt!

Problemets løsning.
Forudsat at man definerer det politiske spild så realistisk vidtfavnende, som jeg har gjort det, mener jeg at have sandsynliggjort, at der med sikkerhed kan fastslås en sammenhæng mellem industrikulturens vækstproblemer, spildproblematikken og fordelingsspørgsmålet (politik). Samtidig har jeg peget på den løsning, der herefter ligger lige for: i stedet for en bevidstløs forøgelse af produktionen udover miljøgrænsen må vi fjerne eller i det mindste væsentligt reducere “negativismen” – d.v.s. fjerne eller væsentligt reducere fordelingsomkostningerne B – de direkte såvel som de indirekte!

Dette gøres ved indgreb i balanceproblematik nr. 1 – i balancen mellem vor politiske udvikling og vort produktive virke.

Med denne konklusion har jeg afsluttet opgaven med at påvise “negativismen” som nogle sammenhænge i samfundslivet, som det er nødvendigt at tage ad notam i fremtiden, hvis vi skal løse de påtrængende problemer, vi er stillet over for – netop fordi vi hidtil ikke har været tilstrækkeligt opmærksomme på disse sammenhænge!

Jeg er mig naturligvis bevidst, at de tanker, jeg her har fremsat, er kontroversielle – hvordan skulle de kunne være andet, når den bagved liggende politiske ideologi, rets-liberalismen, ikke kan indpasses i det foran omtalte politiske to-fløjsbillede som modstykke til social-liberalismen. Det er derfor nødvendigt, at de følges op af supplerende læsning i Retsliberalt Forum, der forklarer, hvori fænomenet “balanceproblematik nr. 1” egentlig består, samt forklarer, hvorledes indgrebet i den politiske fordelingsfaktor bør foretages.

Som en afrunding af det foranstående, og som en introduktion til denne næste opgave blot følgende:
Det er karakteristisk for de udviklede industrilande, at deres produktionseffekt er ved at nå grænsen for deres produktionsmulighed ved miljøgrænsen, samt at de tillige øver et voldsomt pres på udviklingslandene – ikke bare miljømæssigt, men også økonomisk og socialt. Vi befinder os altså i en alvorlig situation, og vi må derfor vurdere, hvorfra den største fare truer. For mig at se er den negative anvendelse af jorden og dens ressourcer og af produktionskapitalen langt farligere, end den negative anvendelse af arbejdskraften.

Den negative anvendelse af arbejdskraften kan forsinke en ny udvikling, men den negative anvendelse af ressourcer og teknik kan forhindre en ny udvikling. 

Arbejdskraft er der som bekendt mere end nok af overalt, og den forurener jo ikke. Men den teknologiske afløsning af den manuelle arbejdskraft bruger ressourcer med en voldsom og differentieret forurening til følge – på det seneste også på det bakteriologiske og det genetiske område!

Vi i de rige lande har gjort os nogle dyrekøbte erfaringer – først og fremmest på bekostning af de svagere grupper i vore egne lande (systemerne har altid favoriseret “de raske i riget”!), men også på de fattige landes og det globale miljøs bekostning. Det er i bogstaveligste forstand af livsvigtig betydning, at vi nu drager de rette, d.v.s. politiske, konklusioner af disse erfaringer, inden Kinas, Indiens, Oceaniens, Afrikas og Sydamerikas milliarder af mennesker forkaster den manuelle arbejdskraft og giver sig en uhæmmet teknologisk baseret forbrugsudvikling i et forkert politisk miljø i vold, hvilket kun kan føre til en uafvendelig global økologisk og social katastrofe!

– Når vi teknologisk befinder os i atomalderen, er det farligt, at vi politisk befinder os i stenalderen!