Grundloven fastslår, at ejendomsretten er ukrænkelig. Det betyder, at kun hvis samfundshensyn kræver det, kan man tvinges til at afstå sin ejendom og da kun mod fuldstændig erstatning.

Sært nok synes en meget anvendt form for afståelse af ejendom at have undgået grundlovsfædrenes opmærksomhed – nemlig beskatning.  Der kan vedtages love om skatter og afgifter på hvad som helst og af en hvilken som helst størrelse, hvilket reelt gør ejendomssikkerhed til et spørgsmål om flertallets vilje.

Ligeledes foregår der sjældent tilbundsgående ”omvendte” overvejelser: Om en faktisk besiddelse af ejendom er det samme som en retmæssig ejendomsret. Ganske vist er der enighed om, at tyveri og anden kriminalitet ikke giver ejendomsret, ligesom man ikke kan eje andre mennesker. Men her synes overvejelserne at være endt – selv om det kan tænkes, at der er former for ”tyveri”, som bare endnu ikke er erklæret ulovlige og hvor besiddelsen derfor kun tilsyneladende er ”retmæssig”.

Med andre ord: Begge problemstillinger peger på behovet for en etisk overvejelse af, hvad retmæssig ejendomsret er.

Det er da også forsøgt gjort. Kommunismen argumenterer for, at alle værdier bør væres fælles ejendom til ligelig deling, uanset hvordan de er frembragt – ud fra et menneskesyn, der foregriber kristendommens forvandling af syndige mennesker til delingsvillige engle, der jo først finder sted i Paradis. Og såkaldte liberalister argumenterer for, at den, der lovligt kan gribe mest, har ret til mest, uanset om det skyldes egen indsats eller ej – ud fra et vulgærdarwinistisk menneskesyn om at ”bekræfte de raske i retten til riget”.

Disse overvejelser har ført til den tilsyneladende fornuftige slutning hos de fleste, at en ”mellemting” må være at foretrække, nemlig velfærdsstaten, bygget på socialliberalisme.

Denne mellemløsning viser sig dog også at have sine svagheder. Der må stedse balanceres på en knivsæg – for meget socialisme og det kan ikke betale sig at arbejde og for meget liberalisme og de sociale problemer kommer ud af kontrol.  Vi kan så håbe på et passende skift mellem ”røde” og ”blå” regeringer. I øvrigt bliver modellen mere og mere problematisk, eftersom skattegrundlaget smuldrer, når robotter eller udlandet overtager produktionen og når fortjenesten søger til skattely.

En etisk funderet ejendomsret kan grundlægges på en korrekt skelnen mellem værdier, der er skabt af naturen (eller Gud) OG de værdier, som er menneskeskabte.  De naturskabte og samfundsskabte værdier (f.eks. fisk i vandet, mineraler i jorden, infrastruktur, jordværdier osv.) bør ikke tilhøre nogen enkeltperson eller noget firma, men bør tilhøre folket, dvs. samfundet. Som Grundtvig så præcist sagde det: ”Ethvert folk er sit fædrelands rette grundejer.”

Og de menneskeskabte værdier bør være retmæssig ejendom (fri af beskatning) for den enkeltperson eller det firma, der har skabt dem; men kun efter at samfundet er blevet betalt for brugen af de natur- og samfundsskabte værdier.

Den etiske begrundelse for dette ejendomsretsbegreb er naturligvis, at al produktion sker ved arbejde, der ”udnytter” de natur- og samfundsskabte rigdomskilder. Og at denne skelnen mellem fuld belønning for egen indsats efter betaling til fællesskabet for brug af ikke-selvskabte-værdier giver alle lige muligheder. Menneskesynet er altså ikke, at alle skal være lige; men at alle skal have lige ret.

Dette mere retvendte ejendomsretsbegreb, hvor samfundet ”lever” af de fælles værdier og hvor enkeltpersoner og firmaer lever af den værditilvækst, der skabes med hoved og hænder, åbner op for både et administrerbart samfundsbaseret socialt sikkerhedsnet og en fri økonomi, hvor markedsloven hersker. Det kan den nemlig kun i fuldt omfang, hvis den ikke forvrides, enten af skatter eller af, at nogle bliver rige (også mens de sover) på at eje det, de ikke selv har skabt og derved kan købe sig til værdier uden tilsvarende modindsats. Intet vil til gengæld hindre en popsanger eller en A. P. Møller i at tjene millioner på det, som de kan sælge i et virkeligt frit marked. Og den, som naturen ikke har begunstiget med evne til at klare sig selv, vil kunne leve uden at stå med hatten i hånden, nemlig af sin retmæssige andel i ”Andelsselskabet Danmark”.

Naturligvis er det ikke en lige sag at foretage en omlægning af samfundets indtægter fra ”skat på nyttigt arbejde og gavnlig produktion” til ”skyld for brug af fælles resurser”. Tusindvis af indvendinger rejser sig – ikke mindst mht. mulighederne for en overgang. Men før man drøfter alt dette, er der behov for at pege på det principielle. Først når vi forstår, hvad der er rigtigt, kan vi arbejde hen imod det.

Disse retsliberale tanker har deres oprindelse hos bl.a. Henry George, om hvem Albert Einstein sagde: ”Mænd som Henry George er desværre sjældne. Man kan ikke forestille sig en mere smuk kombination af intellektuel skarphed, kunstnerisk form, og inderlig kærlighed til retfærdighed.”