Statens indtægter opkræves i høj grad som skat på arbejde. Det fører til høje lønninger, ellers er der ikke nok at leve af efter skat. Og det fører igen til høje krav på arbejdsmarkedet, da de store lønninger skal modsvare en høj produktivitet. Disse høje krav medfører så, at mange ikke kan klare dem, de må så på overførselsindkomst. Og så må skatterne sættes op osv. Altså en ond cirkel.

En murersvend lægger derfor cirka hver anden mursten for staten. Samtidigt indkasseres de natur- og samfundsskabte værdier stort set som skattefri indkomst. Dette kan anskueliggøres således: En husejer på Frederiksberg med en villa til ca. 4 mill. kr. tjener pt. ca. 1000 kr. om dagen i friværditilvækst. Det svarer omtrent til de ca. 360.000 kr. en murersvend tjener om året. Af disse vil han skulle betale ca. halvdelen i skatter, moms, afgifter osv., hvorimod husejeren i de fleste tilfælde ikke umiddelbart beskattes. Uretfærdigheden heri indses ved fordomsfrit at overveje, om udsagnsordet ”tjener” er lige velanbragt i de to tilfælde.

Danmarks jordværdier var i 1950 på 9.268 mia. kr. og i 2012 på 1.429 mia. kr. De er således steget ca. 150 gange. I samme periode er timelønnen for en faglært arbejder steget fra 3,70 kr. til 180 kr., altså ca. 50 gange. Det viser det uholdbare i fortsat at basere næsten al beskatning på lønnen. Jordværdien, der er et udtryk for de natur- og samfundsskabte fordele, der knytter sig til stedet, stiger i takt med de tekniske fremskridt naturligvis mere end lønnen. Lønnen spiller nemlig en stedse mindre rolle, efterhånden som robotterne og teknikken tager over. Omvendt kommer råvarer og samfundsskabt infrastruktur til at spille en større og større rolle i produktionen.

Endelig må myten om, at murersvenden ikke bliver fattigere af, at min friværdi stiger, aflives. At jeg har en arbejdsfri, ufortjent friværdiindtægt betyder – alt andet lige – at jeg kan tilegne mig en del af produktionen uden at yde en modsvarende arbejdsindsats. Med andre ord, murersvenden må – i eklatant strid med liberale økonomiske love – bruge en del af sin arbejdstid til at mure gratis for mig. I virkeligheden er det en slags humant slaveri.

Løsningen på dette ligger naturligvis lige for. Som Grundtvig siger det: Et fædrelands folk er dets rette grundejere. De natur- og samfundsskabte værdier er en fælles resurse på lige fod med havet (som i øvrigt også er tildelt fiskerne som privatejendom) og luften (som ikke er privatiseret – endnu da). Indkomsten ved disse fælles værdier bør tilfalde fællesskabet som en årlig brugerafgift. Og indkomsten ved kreativitet, arbejde og virksomhed – som ikke er taget fra nogen, når der er betalt for brugen af de fælles resurser – bør tilkomme arbejderen og virksomheden.

Som vi kan sige det med et forenklet slagord: Send din termin til staten og smid trækprocenten væk.

Retfærdighed er ikke bare rigtigt – det betaler sig oven i købet. Jo før vi kommer i gang med den her omlægning, jo bedre. Når vi alle sammen er medejere af de fælles værdier som ingen enkeltperson har skabt, så har vi alle et eksistensgrundlag. Kontanthjælp, pension og sociale ydelser bliver mere eller mindre overflødige og erstattes af vores retmæssige andelsudbytte som medejere af Danmark. De unge kan komme i en bolig uden at være millionærer. Og arbejde og produktion begynder mere og mere at give udøveren det fulde udbytte.

Det skal nævnes, at en sådan omlægning ikke er let. Alle har jo disponeret i henhold til gældende (u)ret. Da slaveriet skulle afskaffes, stod man sikkert overfor tilsvarende problemer: Hvad med den fattige enke, der intet ejede udover tre slaver? Men omlægningen fra skat på arbejde til skat på fælles resurser, eller, som man også kan sige det, omlægning fra straf af nyttigt arbejde til lejebetaling for brug af det, jeg ikke skaber, men låner: ja den omlægning bør vi starte på, skridt for skridt, så snart som muligt.

Du kan starte med at sætte dig mere grundigt ind i Henry Georges tanker, og evt også læse Poul Schou på www.altandetlige.dk (her)