Næsten alle synes at være enige om, at den danske velfærdsmodel er noget nær det nærmeste vi kommer paradis på jord.

Systemet beror ideelt set på, at de bredeste skuldre bærer de største byrder, så de svage kan hjælpes til også at få et godt liv. Det lyder jo smukt og fromt – denne tankegang, der læner sig tæt til socialismens valgsprog om at ”yde efter evne og modtage efter behov”. Svagheden er, at det kræver en syndfri menneskehed eller alternativt en masse piske/gulerødder. (I parentes bemærkes, at velfærd nu til dags ofte defineres som materiel velfærd – brød og skuespil. En sådan definition fører selvsagt til åndeligt armod.)

Som antydet har systemet nogle svagheder.

For det første er det nødvendigt med en enorm beskatning, som man desværre først og fremmest har lagt på arbejde og forbrug – som om det var dybt skadelige aktiviteter. Omvendt går arbejdsfri gevinster stort set fri – som om det er noget, der til alles gavn bør fremmes mest muligt. Resultatet er, at de, der udfører det nødvendige og hårdt beskattede arbejde, må se på, at andre, der ikke er verden til nytte, ved forskellige former for lovlig svindel skovler millioner ind – stort set ubeskattet. Naturligvis er det med til at skabe en umoral, der breder sig i alle samfundets lag. Arbejde betaler sig ikke godt nok i forhold til besværet og dannelsen af arbejdspladser hindres. Så søger smarte folk – alt andet lige – over i den mere givtige ”aktivitet”: spekulation. Og de knap så smarte foretrækker eller tvinges til at modtage offentlig hjælp.

For det andet kræver systemet en stor offentlig sektor, dels til at administrere samfundets besynderlige skatter og pengestrømme, dels til at tage sig af de tusindvis af tabere, vi producer. Vi gør mange mennesker til umyndiggjorte, passive klienter, hvilket skaber kriminalitet og misbrug. En stadig strøm af diverse reformer er selvsagt nødvendige for at effektivisere den enorme offentlige sektor – desværre har de oftest den modsatte effekt.

For det tredje medfører systemet en syndflod af besynderlig lovgivning, der efterhånden regulerer alt mellem himmel og jord. Når næsten alt går gennem staten, må der være centralstyret check på det hele – i bedste sovjetstil.

Vi er i Danmark ca. 4 millioner indbyggere over 18 år, og det er kommet dertil, at næsten 3 millioner modtager deres indkomst via de offentlige kasser – enten som overførsel eller som ansatte i den offentlige sektor.

Nu er vi måske på randen af velfærdssamfundets kollaps. Vi ser det allerede – flere og flere håbløst fattige og hjemløse, ventetider på elementære sundhedsydelser, fyringer af lærere og hullede veje, der end ikke ryddes for sne osv.

Mange kan se problemet – men viger tilbage for at løse det. Næsten alle er afhængige af velfærdsstaten – og derfor er mange ”tvunget” til at elske staten og systemet. Nuvel – det kan ikke fortsætte; men hvad betyder en reform for lille mig, for min pension, mit sygehus, min efterløn, min skat, mit arbejde, mine dagpenge, min kontanthjælp, min skole og mit plejehjem osv. osv.

Det er den ”krog”, velfærdstaten har drevet os ind i. Vi kan ikke komme ud af den igen. Og desuden er der det problem, at når der endeligt foreslås løsninger – så det det næsten altid symptombehandling.

Vi retsliberalister har altid set på den mere grundlæggende opbygning af samfundet. Vi ønsker retfærdighed før barmhjertelighed. Det betyder ikke, at vi ikke ønsker barmhjertelighed (= social lovgivning); men de sociale og andre problemer, som retfærdigheden kan løse, er bedst løst på den måde.

Først og fremmest skelner vi skarpt mellem de indtægter, som vi skaber gennem vort arbejde og de indtægter, som ikke skyldes arbejde.

Nyttigt arbejde er grundlaget for, at vi kan få de produkter og ydelser, som sikrer os mad og husly, uddannelse, behandling, bil, TV, ferie osv. Jo mere nyttigt arbejde, der samlet set udføres, jo mere bliver der til os alle sammen tilsammen. Når jeg arbejder, stjæler jeg ikke fra nogen – men skaber tværtimod noget, som ikke var der, før jeg frembragte det. Skal man fremme arbejdet, så skal man ikke – som vi gør nu gennem skatten – straffe den, der kan få to strå til at vokse, hvor der før kun groede et. Nej, tværtimod: ”samfundet skal indrettes, så selv den onde bager, der kun drives af råddent pengebegær, skal tvinges til at tilfredsstille sin lyst ved at bage brød til sine medmennesker” (citat af Martin Luther).

Vi skal altså så vidt muligt lade folk beholde udbyttet af deres ARBEJDE og bruge det som de vil. Her skal markedsloven gælde. Det vil fremme den samlede produktion af varer og ydelser og fordelingen af produktionen vil ske af sig selv på en retfærdig måde. Ved at fremme ærligt arbejde vil vi også gøre mange flere selvhjulpne og dermed myndiggjorte – hvilket sikkert fører til moralsk/etiske forbedringer.

Til gengæld skal ”arbejdet” betale for de hjælpemidler, som stilles til rådighed og uden hvilke, den ikke kunne frembringe noget som helst.

Det drejer sig i hovedsagen om to ting: Naturens råstoffer og de samfundsskabte strukturer.

Vi tager dem for klarheds skyld hver for sig.

Naturens ”gaver” repræsenterer en værdi, som enhver produktion allerede nu må betale for (til de private, der har sikret sig ”retten” hertil). Det er adgangen til jord til fabrikker, gårde og boliger (ja, boliger og i et rigt samfund er selv sommerhuse også en produktionsforudsætning), køb af metaller, vand osv. Disse nødvendigheder er skabt af ”Gud/naturen” og tilhører derfor rettelig alle. For brugen af dem betales til alle (=samfundet) en afgift (grundSKYLD – bemærk, det er noget, vi skylder til fællesskabet for vores individuelle brug). Denne løbende indtægt er statens grundlag for at udføre fællesopgaver af social og anden art.

Og de samfundsskabte strukturer (veje, broer, forsyning, skoler, hospitaler og alt andet, som er nødvendige for arbejdet), skal produktionen også betale for. Og på den måde får samfundet penge til det. Naturligvis skal det demokratisk besluttes, hvad det er nyttigt at indføre af samfundsskabt struktur. Nu forholder det sig så heldigt, at den rette betaling for adgangen til disse samfundsskabte hjælpemidler kan måles præcist på nøjagtigt den samme måde som adgangen til naturens hjælpekilder. Det afspejles i jordens beliggenhedsværdi. Så når der betales en grundskyld baseret på jordens faktiske og totale værdi, er der betalt for det hele.

NB: Retsliberalt Forum ønsker IKKE at begrænse en ”jordejers” brugsret – den skal tværtimod udvides. Og han kan fortsat ”sælge” til hvem han vil. Jorden pålægges blot en løbende ”lejeafgift” til os alle sammen – vi er alle vort fædrelands retmæssige grundejere. Derved tager grundskyld friværdien ud af jorden – det, som skaber finanskriser. Bygningerne – som er et resultat af arbejde – skal der ikke betales for. Dem kan man selv score værdien af ved et salg.

Man kan beskrive det hele med et lidt forenklet slagord: Send din termin til staten og smid skattekortet væk.

Og så står det problem endda tilbage: Hvis jeg har indset det grundlæggende rigtige i fremstillingen, hvordan gennemføres det så i praksis – uden at nogen tabes i svinget?

Her står vi overfor et klassisk problem: Hvordan indføres retfærdighed med retfærdige midler. En lignende problemstilling stod man i ved slaveriets afskaffelse i USA. Hvad med den fattige enke, hvis eneste ejendom var to slaver?

Problemet ved denne reform består bl.a. i, at mange har købt ejendom til en høj pris og har en stor gæld – skal de nu til at betale grundskyld ved siden af og gå fra fabrik, gård, hus og hjem? Heldigvis modvirkes det af skattelettelser og alle de andre positive følger af en retsliberal reform (bl.a. at priserne på alt ikke længere er belastet af skatter og derfor vil falde, at mange flere kan klare sig selv uden offentlig hjælp osv.) – så det skal nok vise sig, at problemerne kan overvindes.

Jeg må her nøjes med at antyde en god og sikker vej: En gradvis overgang vil være at foretrække. Over en årrække indføres fuld grundskyld. I takt hermed aflastes arbejde/produktion gradvist (skatter og forbrugsafgifter lettes) – gerne startende ”forneden”, hvor især faste afgifter tynger fattige forholdsvis mere end rige. Sideløbende kan man afvikle mange love og regler og nedskære den offentlige administration og de sociale udgifter i takt med, at flere og flere kan klare sig selv – både økonomisk og personligt.

Ret og frihed – det har altid været ledestjernerne for menneskehedens fremskridt.